Man skal jo bruge ventetiden til et eller andet

Angst, depression og stress er bare tre af de måder, den fedtede klump bacon, som flyder rundt i vores kranie, kan gå i stykker på. Og går den i stykker, ja, så er vi ofte ude i måneder eller års behandling – efter man sikkert har ventet tilsvarende længe på opstart af behandling. Men udfordringerne med det mentale helbred er jo oplagt at skrive sange om. Det er i hvert fald hvad tysk-østrigske Oceans har gjort til deres levebrød. I 2021 kom ep'en We are Nøt Okay, derefter pladen Hell Is Where The Heart Is og 27. september er bandet klar med næste fuldlængde med titlen HAPPY.

Så indse dog, at det ikke fungerer!

Som det var tilfældet med de sidste par udgivelser, bevæger Oceans sig stadig rundt i metalcoren og nu-metallens populistisk hældende farvande med få afstikkere til den post rock/metal, som man fandt på debuten The Sun and the Cold. Hvilket er super ærgerligt, da det er i mødet mellem post og core, at Oceans har deres berettigelse.

“In the End There's Always Pain” er Linkin Parks rockede æra, der møder Bring Me the Horizons midteræra med store post – nærmest gazede – omkvæd. Dette giver coren og nu-metallens typiske teenage-overdramatisering en legitimitet, der gør, at der nok er noget om snakken, når husstandens juniorafdeling klager sin nød. Det fungerer i hvert fald glimrende, når Oceans kaster sig ud i postet nu-core. Noget både omkvædet på “Spit” og titelnummeret også vidner om – sidstnævnte er måske det bedste eksempel på velfungerende, tung og skrøbelig core med følelserne helt uden på tøjet, som 2024 har affødt. Resten af pladen er dog noget juks, som nådesløst afliver de få gode segmenter, som af og til popper op.

“Spit” har, på ingens opfordring overhovedet, undret sig over, hvordan Limp Bizkit ville lyde, hvis de var et edge Warped Tour band, og “Parasite” åbner ellers med flot post-core, men havarerer frivilligt i et ligegyldigt breakdown. “Let It Burn” redder næsten sig selv med blast beats og militante tramp, der lugter lidt af et Slipknotsk kaos. Men med omkvæd og c-stykke, som plagierer Linkin Park og trækker det helt over i en træls 13-årig, der, ifølge sig selv, har verden imod sig, så er en pude presset mod ansigtet en nådig afslutning. Er man udstyret med en sofahynde, så kan man tage “Slave to the Feed” og “Breed Consume Die” med i samme ombæring. Førstnævnte forsøger sig fejlagtigt med hård rap og et bastungt beat, og sidstnævnte er det mest ubehjælpsomme sammensurium af klynk, bro-core og Architects-tyveri, jeg nogensinde har hørt. Jeg ville gerne se brainstormen for nummeret, da det vidner om en risikovillighed større end hos aktionærer i Donald Trumps ”Truth Social”.

Potentialet er der stadig

Tæller man HAPPY med, er det nu sammenlagt tredje gang, at Oceans forsøger sig med post-inspireret nu-metalcore, og det er også tredje gang, bandet mislykkes med forsøget. Det er dog ikke post metallens skyld og kun delvist metalcorens. Og skylden her er udelukkende en følgevirkning af nu-metallen. Hovedparten af skylden ligger nemlig i, at Oceans konsekvent tager fra de mest trælse dele af nu-metallen. Hård-fyr-rap og klangen af en forkælet teenager, som har fået nej til en iPhone 16 og derfor ser et karbad med en toaster som eneste logiske udvej gør, at Oceans lyder som Steve Buscemi, der fejlagtigt prøver at være ung med de unge. Det er træls, det er tåkrummende, og det er som at høre Blink-182 anno 2024 synge “What's My Age Again”.