PDBFDM
“Pure Depressive Black Funeral Doom Metal”, sådan beskrives Nortts musik, og kender du depression/black/funeral doom, er det en ganske korrekt, omend ikke specielt mundret betegnelse for det sorte hul, der er Endeligt. Nortt har lavet musik i over 20 år og er, af mine genrekyndige venner, blevet beskrevet som ”det ypperste inden for dansk black metal”. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne udtale mig om, for det her er en kategori i sig selv.
Soundtracket til din (vinter)depression
Som vi har været inde på utallige gange, er black metal en udefinerbar størrelse. Herhjemme går black metallen sin kommercielle sejrsgang, til både fornøjelse og forfærdelse i den brogede fanskare. Men hvad, der nu måtte menes om succes og black metal, er fuldstændig lige meget, når talen falder på Nortt. For her er der ikke noget at diskutere. Manden er hemmelig, hans musik er svært tilgængelig for udenforstående, og han bliver nok aldrig nomineret til noget. I det hele taget er hans musik så misantropisk og introvert, at det faktisk føles som om, jeg gør ham en bjørnetjeneste ved at gøre opmærksom på hans eksistens. Men kan man lave musik, der lyder som en depression føles, bør man, som minimum, præsenteres for folk, som ved, hvordan sådan en føles.
For det er, hvad det minder om. Det er tungt, langsomt og trægt i sit udtryk. Det er komplet blottet for livslyst og håb, og den sparsomme vokal minder om en døende mands sidste ord, på et ensomt dødsleje. Der er minimalt med musik, i den gængse forstand, på Endeligt, i og med der er ingen progression er, kun et gråt i gråt auditivt landskab, som på én og samme tid er sært beroligende og enormt foruroligende i sin fodslæbende og åndsopgivende tungsindighed. I modsætning til den tidligere udgivelse Graven, som fyldte 18 år i år, er der næsten ikke noget at hente på den nyeste udgivelse, set ud fra et udviklingsmæssigt perspektiv. Det er næsten som at følge den gradvise forringelse af et menneskes livskvalitet, og nu er vi nået til det punkt, hvor vedkommende ikke længere orker at give udtryk for den smerte, der langsomt kvæler personen indefra; det her er det højeste lavpunkt i åndeligt forfald. Endeligt varer lige knap 40 minutter, og med ni numre skulle man tro, det ville være en form for uforløst sammenbrud - men tag endelig ikke fejl: Hver enkelt skæring komplimenterer de omkringliggende med en sammenhængende og ildevarslende stemning.
Underspillet dramatik
Det her er noget af det mest deprimerende musik, jeg nogensinde har hørt. Og det skal forstås som en kompliment. Som et af den slags mennesker, for hvem melankolien ikke er fremmed, sætter jeg stor pris på mørk musik, der ikke dynger for meget på følemøllen for at drive en pointe igennem. Jeg kan umuligt bedømme denne plade ud fra standardkriterierne, eftersom stemningen - og ikke det musikalske - er i højsædet. Det er en trist og modløs ørkenvandring, der egner sig glimrende til at køre på repeat, fordi elendigheden er befriende i sig selv. Kig ud af vinduet. Hvis der ser sådan ud indeni, er det sådan det lyder.