Mørkere end mørkt

I 2017 var Trump i gang med sin første opsigtsvækkende periode som præsident, Europas gader blev hærget af meningsløs terror, og der var både sol og måneformørkelse. Musikverdenen mistede Chris Cornell, Malcolm Young og Chester Bennington. 2017 var et ret mørkt år. Og meget sigende var det også året, hvor Nortt sidst udgav sit ’pure depressive black funeral doom metal’ i form af albummet Endeligt. Vi skriver nu år 2025, verdens tilstand er igen på et lavpunkt og Nortt har udgivet nyt.

Sortere end sort

Nortt er et enmandsband fra Fyn, der sjældent giver koncerter og helst holder sig skjult i skyggerne. Det er med til at bygge en både mytisk og mystisk fortælling op om dette danske band, og man fascineres derfor endnu mere af den enkle og sortsynede musik, som Nortt udgiver. 

På ”Dødsengel” bliver vi med det samme opslugt af mørket. De nøgne klavertoner og ruskende riff fra guitaren bliver gentaget og driver langsomt afsted med sin lytter. Trommerytmen bliver slået roligt an på lilletrommen og bækkenet, mens den skrabende growl tilsat rumklang tager os længere og længere ind i en tilstand af lidelse og modvilje. ”Død mands sang” fortsætter denne gerning, og man er nærmest drænet for energi efter få numre. Vildt, hvad musikkens væsen er for en størrelse, i de helt rigtige hænder kan der skabes de vildeste indtryk. Nærmest tranceagtige ud af kroppen-oplevelser. Det er lige, hvad Nortt er ude på, og det gør han godt.

”Ensomhed” er en uhyggelig sag, der med sit lyse orgelmotiv udvikler sig i løbet af nummeret og bliver til en isnende oplevelse. Sammen med det triste nummer, ”Alt er tomhed”, er det albummets absolutte højdepunkter. ”Ihukom natten” og ”Bøn til døden” prøver at følge samme opskrift, men de ender med at lyde lidt som repetitioner, og Nortts musikalske udtryk begynder at fremstå lige lovlig simpelt og naivt.

Med meget få midler slår Nortt tonen an på sit nye album og er meget tro mod den funeral doom, som er genren, han konstant søger og udforsker. For nogle kan denne form for musik blive lidt for angstprovokerende og klaustrofobisk, for andre vil den føles som en helende og katarsisk oplevelse. Der er Nortt så absolut en smagssag. Men man kan desværre ikke komme udenom, at der kun er få numre på Dødssang, som rammer de højere kranielag.

Død med død på

Dødssang er død med død på. Men tristesse skal der også være plads til i musikken. Det kan nemlig også have en helt speciel effekt på lytteren og give en anderledes musikalsk oplevelse. Og derfor er Nortt et interessant og vigtigt medlem af den danske metalscene der rent genremæssigt favner bredt i disse år. Desværre efterlader Dødssang en med følelsen af, at der musikalsk er for få opture i alle nedturene.