Mindre black, mere goth, folk og rock. Myrkur går nye veje, men stadig med en fuldstændig magisk stemme

Trve kvlt-folket kravler frem fra skjul

Det er ikke fordi, Myrkur bør sammenlignes med hverken Metallica eller Volbeat – både kommercielt og kunstnerisk ligger de jo temmelig langt fra hinanden – men der er alligevel et punkt, hvor de tre ’danske’ bands ligner hinanden skræmmende meget: Der er næppe andre kunstnere på metalscenen i dag, der i den grad kan få trve kvlt-folket til at kravle frem fra deres mørke skjul og få dem til at sprede jantelovs-inspireret had og misundelse. Hvor al den vrede, som Myrkur inspirerer, kommer fra er svært at forstå, men et godt gæt er, at det vil ske igen her med Myrkurs anden fuldlængdealbum, Mareridt. Myrkurs store problem er jo, at hun, så vidt vides, hverken har deltaget i kirkeafbrændinger, myrdet bandmedlemmer eller er opvokset i en afsondret norsk dal, hvor man kun ved, at det er blevet sommer, fordi regnen er blevet 2-3 grader varmere. Myrkur har altså på ingen måde ’paid her dues’ – tværtimod har hun en fortid som både model og popsanger! ’Vig fra mig, Satan!’, kan man næsten høre trve kvlt-folket istemme. Men hvordan kan fans, der er pædagogmedhjælpere i Bramming eller postomdelere i St. Heddinge, overhovedet afgøre, hvad der er trve kvlt, og hvem der har ret til at spille black metal?  

Det kan og skal de selvfølgelig ikke – ej heller anmeldere for den sags skyld – og her på Heavymetal.dk er vi altså fuldstændigt ligeglade, om så bassisten har en fortid i Kandis, om produceren til daglig er ansvarlig for Gulddreng, eller hvad pokker forsangeren ellers har bedrevet i sin skumle fortid. Who cares! Hos os handler det udelukkende om slutproduktet, dvs. pladen eller koncerten. Med andre ord: Her følger en anmeldelse af Myrkurs Mareridt, komplet renset for forudfattede meninger og fordomme – eller noget.      

Mareridt & Dæmoner

Hvad er den så for en størrelse, Mareridt? Efter succesen med M i 2015 og en række højt profilerede koncerter i ind- og udland skulle Myrkur pludselig hjem til Danmark og være Amalie Bruun igen – og det var vist ikke nemt. Mareridt er Myrkurs forsøg på at komme ind til og forstå de indre dæmoner, som har plaget Amalie – især om natten – i tiden efter M, og vi får som lyttere lov til at komme med på den rejse. Og en spændende rejse, det er det. På M fik Myrkur hjælp af folk fra bl.a. Ulver og Mayhem, men Mareridt er produceret af Randall Dunn, der bl.a. har stået bag Sunn O))) og såmænd også produceret Sort Sols 2017-comeback, Stor Langsom Stjerne. Selvom trommerne styres af Aaron Weaver fra Wolves In The Throne Room – og det er jo acceptable black credentials – giver valget af samarbejdspartnere et fingerpeg om, at Myrkur langsomt bevæger sig væk fra den black metal, der jo trods alt var rimeligt dominerende på M.

Til dels fortsætter Mareridt dog, hvor M slap, med den kendte blanding af black metal, folk og Myrkurs magiske stemme. Der er nu efterhånden ikke ret meget egentlig black metal tilbage, selvom blast beats, tremolo-guitarer og skrig ganske effektfuldt dukker op af og til. Til gengæld lægger Myrkur og Randall Dunn ekstra lag på og udvider det musikalske udtryk betragteligt. Der er mere goth og mere singer-songwriter over det, og flere steder hører man såmænd inspiration ikke bare fra Sort Sol, men også et band som Swan Lee. En sammenligning med noget så non-metalagtigt som norske Sissel Kyrkjebø ligger faktisk også lige for. Sissel Kyrkjebø har jo fx sunget med Sort Sol, og Myrkur har bare en stemme, der er lige så guddommelig som den norske sangstjerne. Deal with it!

Mareridt åbner med et vokalnummer, hvor Myrkur bruger en svensk hyrde-vokalteknik (kulning – den er god nok!) til at genfortælle et af de natlige mareridt. En lidt usædvanlig start, men det skaber en yderst effektfuld overgang til næste sang, ”Måneblôt”, som er noget af det tætteste, vi kommer på egentlig black på denne skive. På tredje sang, ”The Serpent”, lyder Myrkur nu pludselig lidt som førnævnte Swan Lee og Pernille Rosendahl – endnu et stemningsfuldt nummer og endnu et stilskift. Og sådan fortsætter det ellers med nye indtryk, dog hele tiden med Myrkurs fantastiske stemme i forgrunden. På ”Crown” spørger Myrkur os indbydende ’Am I adored?’, og svaret er helt klart: JA! Der er ikke andet at gøre end at overgive sig fuldstændigt, når Myrkur forfører lytteren med sin stemme, der på én gang både kan skræmme os fra vid og sans, men også føre os bort til et bedre sted, med sin drømmende, hypnotiske skønhed.  

På ”Funeral” synger Myrkur duet med Chelsea Wolfe (som gudhjælpemig også har arbejdet med Randall Dunn og Sort Sol – man begynder at ane end trend). Sammen synger de ’We don't see eye to eye, so I will be there at your funeral’ og ‘When you're buried underneath, 10 feet of dirt, I'll dance around in my skirt’ så dunkelt og besnærende, at man ikke kan lade være med at tro på det og se sig over skulderen. Dark girl power så det basker! Det hele kulminerer på ”Ulvinde”, hvor Myrkurs vokal, koret, musikken og teksten går op i en højere enhed. ”Ulvinde” er en oplagt kandidat til årets bedste sang – ufatteligt smukt!

Mesterværket venter lige om hjørnet

Der er dog enkelte skønhedsfejl, der forhindrer Mareridt i at blive et rigtigt mesterværk. ”De Tre Piker” er en traditionel folkesang fremført på ganske traditionel vis. Udover Myrkurs fantastiske stemme byder den ikke rigtigt på noget specielt, og man undrer sig over, hvorfor den sang overhovedet er med her. Sidste skæring, ”Børnehjem”, er en spoken word-fortælling om en lille piges indre dæmoner, men den lyder lidt som noget, King Diamond kunne have lavet tilbage i 80’erne, og er en underlig, flad måde at slutte et ellers helt fantastisk album af på. Mere corny end creepy, og det er vist ikke meningen.

Samtidig kunne man godt ønske sig, at nogle af sangene fik mere tid til både at brede sig ud og sætte sig; nogle gange går det simpelthen for stærkt med at komme videre. Et eksempel er duetten med Chelsea Wolfe, der er utroligt stemningsfuld, men som slutter så hurtigt, at man bliver revet ud af den dystre sindstilstand, inden den rigtigt når at bide sig fast. Ærgerligt.

Alt i alt er Mareridt dog en virkelig stærk plade. Ikke helt et mesterværk, men det er tæt på, og denne anmelder er sikker på, at Myrkur kan nå endnu større højder med hendes næste udspil. Mesterværket venter lige om hjørnet, og man kan næsten ikke vente på, hvad hun finder på næste gang.

King Diamond. Lars Ulrich. Mike Tramp. Kenneth Hansen og Paul Christensen (Ken Hammer og Ronnie Atkins). Michael Poulsen og nu Amalie Bruun. Måske synes du, at kvaliteten på denne liste varierer voldsomt, og fred være med det. Men hvorfor ikke bare være stolt over, at endnu en dansk kunstner sætter endnu et markant aftryk på den internationale metalscene?