Jeg gik mig ud en sommerdag
Sidst jeg havde med Myrkur at gøre, var det ikke en ubetinget succes. Heldigvis er jeg kvik nok til at regne ud, at lydforholdene i Scandinavian Congress Center er væsentligt anderledes, end hvad vi kan forvente på Copenhell. Og jeg fik ret: Myrkur er bedst uden låg på.
Enkeltkvindeprojektet er som skabt til åben himmel, og selvom jeg sad i fred og ro på bakken, forhindrede det mig på ingen måde i at nyde koncerten. Hun var et trækplaster efter folkemængden at dømme, og det var ganske velfortjent. Kulning, black metal og folkesange er ikke en helt skidt blanding. Og uden at knibe øjnene sammen kunne jeg se, at det var jeg overhovedet ikke den eneste, der syntes.
Fager som en ros
Hendes dystre fremtoning stod i skarp kontrast til hendes blide talestemme, som var lige så afdæmpet, som hendes black metal var harsk. Det er ikke nogen hemmelighed, at Myrkur trådte sine musikalske barnesko i en lidt mere radiovenlig genre. Hendes skift fra melo-pop til andenbølge-black faldt mange for brystet og dømte hende ude fra start.
Det har heldigvis aldrig standset hende. Hun har siden sin første udgivelse, der i øvrigt blev produceret af hjernen bag Ulver, bevist sit værd igen og igen. Selvom jeg ikke har været ubetinget med på vognen, har jeg stadig haft en stor portion respekt for hendes evne til at gøre, hvad hun har lyst til uden at lade sig kue af konservative brokhoveder.
På “Skøgen Skulle Dø” havde hun Fredensborg Pigeorkester med på kor, og Maja Shining var en stærk medspiller på vokalfronten, samtidig med at hendes rutinerede basspil lagde en tung bund for de talrige luftige passager. For ja, det er black metal. Men det er også blomsterkroner, bare tæer i skoven og nordiske folkesange. Som pensioneret live-rollespiller taler det lige ind i min engang foretrukne virkelighedsflugt og jeg satte, og sætter, stor pris på hendes evne til at kombinere disse ting, uden at det bliver påtaget.
Så at opleve hende med græs under fode og åben himmel over os cementerede, at Myrkur har en plads i mit hjerte. Hendes engleblide sangstemme gjorde sig godt, og denne gang var lydmanden hverken døv eller havde luffer på. Hun gik lige så klart igennem, som hvis jeg stod overfor hende, og især på “Valkyriernes Sang” kom hendes lyse stemme til sin ret.
Himlen blev sort
Lyden var ikke perfekt. Guitarist Mikkel Haastrup måtte lide den tort, at hans ellers effektive riffing blev tabt i æteren her og der. Jaime Díaz Otero Núñez trommespil lød fladt og fjernt, men det kan selvfølgelig også skyldes valget af genre. Det er ikke ukendt for black metal at sætte en ære i at lyde, som om man har været medlem af Papkasseshow og ikke rigtig er kommet videre.
Men man kan mærke, at Myrkur mener det. Med sin stilfærdige charme og sin henførende black metal drog hun folk ind i stedet for at dele ud. Det var et befriende afbræk mellem opfordringer til at abe løs og hyperaktivitet at føle, at man fik lov til at træde ind i et intimt og introvert univers. En lille hilsen til sønnen gav hende en jordbundenhed, der klædte hendes ellers over-, eller nok nærmere underjordiske væsen.
‘Hun ville dog nok kunne have større succes alle andre steder …’, konkluderede jeg i sin tid, og nøj, hvor jeg elsker at have ret. Igen. Jeg har ikke fulgt med andet end fra sidelinjen, men nu bliver jeg sgu nok nødt til at komme ind i kampen. Myrkur kom, så og sejrede.
