Ligheden mellem mental overload og et dial up modem
Hvor meget forståelse skal man have for et givent stykke musik for at kunne nyde det fuldt ud? Det småfilosofiske spørgsmål har de fleste nok undret sig over, mens de udvidede deres metalliske horisonter. Første gang, man hørte Gorguts’ Obscura, havde man jo ingen ide om, hvad der foregik, og 16 gennemlytninger senere er det uden tvivl en fed plade, men der er stadig ingen, som forstår hvad Luc Lemay havde gang i. Samme mismatch mellem forståelse og nydelse kan findes ved australske Portal – og har man følt sig eventyrlysten og tålmodig, kan Sunn O))) også trækkes op af hatten. I den forstand giver det god mening, at danske Molok har kaldt deres seneste plade Ne pas chercher à comprende – på dansk: prøv ikke at forstå.
Bare accepter, at det er godt
At forstå Molok er nemlig også en udfordring i sig selv. Black metal-delen er rimelig tilforladelig. Et småmelodisk kryds mellem Arkæons dissonans og Daarlig Stemnings rå aggression. Det er dog de elementer, som smides oven i black metallen, der gør Molok interessant – og sært.
Der er nemlig ikke megen begrundelse for, hvorfor titelnummeret skal åbne pladen i en skæv blacket post-punket stil for så umiddelbart efter at skifte over i næsten avant garde prog på “Alpha Beta”. Men fungerer det på sin egen underlige måde? Ja, i den grad. Fungerer pladen stadig selvom “De Stummes Melodi” udøver parkour mellem black punk, det mest drag-på-eventyr power-klingende black riff i mands minde og en Poul Reichhardt klon, som synger Morten Korch på en tosseanstalt? Ja, og Ne pas chercher à comprende bliver kun bedre, jo tættere på spændetrøjen Molok kommer. Der er ganske enkelt noget fascinerende og fedt ved den måde, Molok først bygger et black metallisk skelet, og så, uden at bekymre sig om genretraditioner og konventioner, overdynger det med hvad end, de lige føler for.
Netop det black metalliske skelet er dog også en stor del af grunden til, at Ne pas chercher à comprende fungerer. Det er tilpas råt, koldt og smukt vanvidsklingende til at kunne understøtte selv det mest uforståelige kaos. Når de jazzede toner på “Sie haben Gott in ihren Händen" gør sit indtog, ligger blacken tydeligt og ulmer, ventende på at gå amok. Og mens mørket hersker på "Vemod", så svæver klavertonerne smukt over det sorte kaos, som var man Edgar Allan Poe, der sad og skrev, mens regn og blæst tordnede mod ruden.
Var man en nærmest karikeret kritisk type, så ville man nok påpege, at Ne pas chercher à comprende gør præcis det samme som Salt. Hvilket teknisk set er rigtigt. Forskellen er dog, at Molok denne gang virker yderst bevidste om, at alt skal stikke i alle retninger, hvor Salt virkede noget mere tilfældig i sin lyd.
Jeg aner ikke hvad der foregår, men jeg kan lide det
Netop det, at Molok er så bevidste omkring deres nærmest avant-gardistiske udtryk, gør, at Ne pas chercher à comprende er en af de bedste og mest interessante danske black metaludgivelser i år. Det er dybt imponerende, hvordan en plade kan have så lidt rød tråd, være så tæt på en polstret isolationscelle og stadig fungere upåklageligt fra A til Z. Jeg forstår stadig ikke en bjælde af Moloks tanker og ideer på pladen, men nu er det, som sagt, heller ikke alt, man skal forstå.
