Er det black metal eller en øgle?

Salt er Moloks andet album, og medmindre du er en af de 232 mennesker, der i skrivende stund har trykket ”synes godt om” på deres facebookside, er både deres debut א – eller aleph, som det staves – og bandet som helhed, nok gået din næse forbi. Men Molok er et dansk black metal band, der har eksisteret siden 2008 og består af personer enmandsbandet Angantyr bruger til at spille live. Molok er desuden navnet på en lille australsk øgle, der også kaldes tornet djævel, og på en guddom, judæerne ofrede deres børn til i Det Gamle Testamente. Hvorvidt det er fra en af disse, Molok har taget deres navn, er i og for sig irrelevant. Det vigtige er: hvad kan Salt?

Fokuser og begræns dig

Det, Salt først og fremmest kan, er at have en langt bedre produktion end sin forgænger. Nu er det black metal, vi befinder os i, så nej, vi taler ikke krystalklar popproduktion. Men א led en del under af at have ret meget rumklang, fra hvad end lokale de nu måtte have indspillet pladen i. Salt derimod lyder, som en studieindspilning nu engang skal. Derudover er sanglængden også skåret betydeligt ned. Hvor de fleste sange på א lå mellem syv og ti minutter, så ligger de på Salt omkring tre til fem minutter.

Dette har betydet, at en stor del af de mere eksperimenterende elementer fra א er blevet skrottet. Hvilket bestemt ikke er en dårlig ting, da Salt fremstår mere fokuseret end sin forgænger, selvom sangtitler som ”Kryddersalt”, ”Benzo-Benny” og ”Glemt Bagage” tyder på lidt noget andet. Dermed ikke sagt, det er rendyrket black metal af den norske skole. Den del er der også. Men ofte ligger Moloks black metal på den mere tilgængelige, melodiske og af og til rockede side af genren. Og som sagt så er en stor del af de alternative elementer væk, men der er stadig en rest af dem tilbage. Der er en lidt operaagtig vokalsektion på ”Benzo-Benny”, og ”Med Hjertet” er et fuldstændigt ambientnummer. Og sådan er der små andre for black metal atypiske elementer strøet ud over pladen, hvilket gør, at Molok stadig skiller sig lidt ud fra andre standard black metalbands.

Men på trods af at Molok vælger at sætte fokus på mere traditionel black metal og på alle leder og kanter har lavet en bedre plade end forgængeren, så bliver Salt bare aldrig en voldsomt spændende plade at lytte til. Den mangler stadig et lidt mere snævert fokus. Der er ingen sammenhæng eller rød tråd på albummet på nær første og sidste nummer, der lyder stort set ens. Black metallen er desværre også lidt over det hele. Hvert nummer har næsten sin egen black metal lyd, hvad enten det er traditionel, melodisk eller mere rocket, hvilket er frygtelig irriterende, da Molok godt kan spille black. De skal bare finde ud af hvilken slags de vil spille, og så holde fast i det.

Tredje gang bliver forhåbentlig lykkens gang

Molok er på rette vej med Salt, det kan ingen benægte. Det er en plade, der er langt over niveauet på debuten. Men på trods af at de har snævret deres fokus ind, skal de lige have en snak rundt om bordet og brainstorme lidt angående den type black metal, de gerne vil spille. Og hvis de formår at rykke sig lige så meget som fra debuten og til Salt, så kan det godt ende ud i en omgang ganske interessant black metal. Der behøver så ikke igen gå ni år, inden de udgiver en ny plade. Det er sjældent, så lang ventetid har resulteret i positive overraskelser.