MILE - A Shattered Mind

A Shattered Mind

· Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Heavy Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

En stille tilværelse

Blandt de mere undseelige navne inden for blå-gul heavyrock finder vi MILE. Gruppen har på vores breddegrader ført en umanerlig stille tilværelse og er således til dato blot noteret for en enkelt visit, da man åbnede for landsfællerne Corroded på BETA tilbage i 2019. En koncert, som denne anmelder forventningsfuldt havde løst billet til, men af personlige årsager var nødt til at sidde over. Til stor fortrydelse, kan det tilføjes, da både debuten, Lost fra 2015, og opfølgeren, The World in Focus fra 2018, med tilsvarende begejstring forinden havde fået adskillige snurreture gennem Sonos’en. Med indeværende års sidste majdag markeredes så kvintettetens længe ventede treer, A Shattered Mind. Eller det vil sige, at allerede i 2022 begyndte MILE så småt at lække den ene single efter den anden. Det blandende bundniveau til trods, så har indtil flere dog virket yderst lovende ...

Mere på menuen end det, du lige ser

En af de mest væsentlige præmisser for A Shattered Mind er den nasale hvæsen hos forsanger Marcus ’Masken’ Karlsson. Tænk lidt i retning af Alter Bridge, schweiziske Shakra eller for den sags skyld førnævnte Corroded. Det noget distinkte udtryk gennemsyrer samtlige ni numre, men kan du omvendt forlige dig hermed, har albummet til gengæld masser at byde på. Her bør især fremhæves andensinglen, ”Dear Mr. Sandman”, der ramte streamingtjenesterne allerede i sommeren 2022. Med knurrende bas til at lægge bunden sikrer de superfængende vocal hooks og den tonstunge rifflinje en gedigen ørehænger.

Jeg hæfter mig ligeledes ved de små detaljer, der flere steder sender os på overraskende omveje, såsom den bombastiske Nightwish-dramaturgi, vi finder i mellemstykket på ”Through Your Lies”.  Et andet eksempel er ”Killing Me”, en vokalhybrid mellem Shakra og Kissin’ Dynamite, der pludselig løber ud i et B-stykke med reminiscenser af Fall Out Boy fra midten af 10’erne. Rygraden på A Shattered Mind udgøres dog af de ultraenergiske dobbeltpedaler hos Dennis Kjellgren samt den dynamiske guitarduo Wallberg/Palm, der virkelig får lagt nogle lede leadriffs ind undervejs.

Med det sagt, så er alt er dog ikke uforbeholdent ’kicks and giggles … ’. A Shattered Mind reflekterer også dybfølte emner om de mest rudimentære forhold i den menneskelige tilværelse: knusende kærlighedssorger, kronisk depression og naturligvis følelsen af livet, der passerer revy og dermed konfronterer os med vores egen forgængelighed. ”Flashing Before My Eyes” er uomtvisteligt et (endog meget) radiovenligt nummer, men maner samtidig til selvransagelse – uden dog på nogen måde at virke dømmende, da der tages udgangspunkt i egen situation. Det er relevant, og det virker!

I syv sind

Det endte med at blive sværere at bedømme A Shattered Mind end først antaget. Den nasale stil kræver i den grad ’aquired taste’, men leveres til gengæld med både energi og indlevelse. Fusionen af hardrock og klassisk heavy metal er normalt heller ikke noget, der får os til at rydde forsiden. Her bliver den blot leveret med effektfuld overbevisning. De tilsyneladende trivielle tematikker er desintegrerede på partikelniveau, men kryber qua sin umiddelbare oprigtighed alligevel ind under huden. Og så må jeg rose MILE og ikke mindst produktionen bag albummet for at kreere den livestemning, der som oftest er yderst vanskelig at gengive. Navnlig i en ekstremt konform genre, der sædvanligvis er 100 % afhængig af kemien mellem scene og publikum. Så selvom der ikke er baggrund for at sprænge skalaen, så kaster jeg hjertens gerne otte kranier efter svenskerne med en åben invitation til at lægge vejen forbi Dannevang inden for en overskuelig fremtid.

Tracklist

  1. As My Breathing Fails
  2. Dear Mr. Sandman
  3. Through Your Lies
  4. Into The Fire
  5. Killing Me
  6. Murderer
  7. Flashing Before My Eyes
  8. A World That Will Die
  9. Master Of Your Life