forbrændingen
Mike Tramp - Stray From The Flock

Stray From The Flock

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Teenageidol og rockstjerne

Først var han teenageidol i Danmark, så tog han til USA og blev hairmetal-superstjerne. Da den scene pludseligt druknede i al for meget hairspray og selvfedme, opnåede han endnu engang pæn succes – nu med et grunge-inspireret orkester. Jo, Mike Tramp har opnået langt mere end de fleste danske musikere kan tillade sig bare at drømme om. Han har været i gang med sit fjerde (musikalske) liv siden Capricorn fra 1997, og nu udkommer Stray From The Flock, som imponerende nok er Tramps album nummer elleve som soloartist.  

Oprigtigt, velment og pænt kedeligt

Det første, man lægger mærke til på Stray From The Flock, er, at den lyder fuldstændig som de sidste mange soloalbums fra Tramp. Der er sådan set ikke noget galt i at holde fast i en stil, der passer én, og man kan nævne utallige andre artister, der gør præcis det samme. Det stiller dog ekstra store krav til sangmaterialets kvaliteter, hvis de nye udspil lyder præcis som de forrige, men samtidig skal have relevans. Kort fortalt, byder Stray altså på countryrock og americana, stærkt inspireret af kunstnere som Tom Petty, John Mellencamp og selvfølgelig The Boss himself. Det er jo en fin tradition med god gammeldaws rockmusik og sange, man kan synge med på omhandlende alle os Jack and Dianes og det almindelige liv i hjertelandet. Men det er også i dén grad hørt før, og passer man ikke på, står klicheerne nemt i kø, og det er præcis, hvad der sker for Stray From The Flock.

Det næste problem, man hurtigt konfronteres med, er omkvædet i åbningsnummeret den otte minutter lange anti-krigshymne ”No End To War”. Med fuld patos synger Tramp: ‘there’ll never be no end to war’ og lad os lige for klarhedens skyld tage den på dansk: ’der vil aldrig blive ingen ende på krig’, eller med andre ord: ’der vil altid blive en ende på krig’. Er vi ude i noget malplaceret dobbelt-negation-ghetto-slang her, eller er det bare utilsigtet vrøvl? Uanset hvad, er det herefter svært at tage sangen alvorligt. Det er ligeledes vanskeligt at forstå, at der aldrig er nogen af folkene involveret i dette album, der ikke har undladt at lade være med at gøre Tramp opmærksom på problemet. Selv når følelserne får frit spil, og de trods alt smukke melodier i ”No End To War” tager over, er det umuligt hele tiden ikke at lade være med at fokusere på det. Bevidst eller bevidstløst? Ikke ved jeg det ej.

Der er dog andre ganske solide momenter på albummet, som vi ikke bør undlade at undgå at overse. Singlen ”Dead End Ride” er slet ikke ueffen, ”You Ain’t Free Anymore” har et fedt D.A.D.-agtigt riff og ”One Last Mission” er en habil rocksang med et godkendt ’armene-i-vejret-og-syng-med’ omkvæd. Men ellers er der efterhånden, som man kommer igennem albummet alt for langt mellem højdepunkterne og alt for meget uinteressant fyld. Som de fleste andre af Tramps soloudspil virker Stray From The Flock oprigtigt og velment, det lyder som det skal og udføres professionelt. I længden bliver det bare for kedeligt og ensformigt.

Farvel til Mike Tramp og goddag til Michael Trempenau?

Hele Mike Tramps solokarriere har virket som et oprigtigt forsøg på at gøre op med fortiden som teenageidol og rockstjerne, men måske var det på tide at tage det næste skridt? Måske kunne ’Mike Tramp’ droppe kunstnernavnet på det næste album, vedstå, at han bare er Michael Trempenau og så synge på dansk? Det ville klæde ham, tror jeg, og måske kan det få gang i en karriere, der kunstnerisk er kørt fast.

Tracklist

  1. No End to War
  2. Dead End Ride
  3. Homesick
  4. You Ain't Free No More
  5. No Closure
  6. One Last Mission
  7. Live It Out
  8. Messiah
  9. Best Days Of My Life
  10. Die With A Smile On Your Face

Kommentarer (3)

enrico.hrr_24446

Indlæg: 1

Tramp

Gedigen Rock N Roll på højt internationalt plan, Har en masse at sige og give. Hvis man da forstår sig på det. Vel nok den største danske kunstner før, nu og forever.
Ingen når ham sgu da til sokkeholderne. Og så er han et rart menneske med følelser og holdninger. Kæmpe af rang. Anybody could learn something from him..,.

enrico.hrr_24446 gav Mike Tramp - Stray From The Flock 9/10.

Bruce

Rocknroll

Alle det der gamle rock , det virker ikke. -dit rock er iøvrigt hængerøv blues.

Frank Larsen

Fed plade. Mere elektrisk end

Fed plade. Mere elektrisk end de seneste udspil. God stemning. Vokser