Tramp er tilbage
Siger man Mike Tramp, kan man næsten ikke undlade at nævne White Lion. Tramp startede dog et helt andet sted på musikfronten; nemlig med Mabel tilbage i 1976. Som de fleste ved, blev Mabel mest berømt med Mabel-sangen "Boom Boom", som var med i Melodi Grand Prix i 1978. Tramp nåede at lave fem albums med Mabel, inden bandet tog til Spanien og ændrede navn til Studs. Studs nåede at lave ét album. Derefter tog Bandet til USA og ændrede igen navn. Denne gang til Danish Lions.
Under dette navn nåede Tramp dog ikke at udgive noget album. Det blev til et par demoer, og efter kort tid valgte bandet at tage hjem til Danmark igen. Mike Tramp valgte dog at blive i staterne og forsøge at finde et nyt band og få sig en karriere derovre. Tramp mødte guitaristen Vito Bratta og de startede White Lion i 1983. Bandets første album kom i 1985, og de nåede at lave fire albums med stor succes på verdensplan. De solgte millioner af albums og havde flere top ti singler. Det endte dog med et bittert brud i 1992, hvor bandet gik fra hinanden, mens de var på turne.
Efter bruddet ledte Tramp igen efter et nyt band og fandt Freak of Nature. Bandet lavede tre albums på de tre år, de eksisterede. Lyden i Freak of Nature var hårdere, og det var tydeligt, at Tramp havde brug for at komme af med frustrationerne efter White Lion. I 1996 var det imidlertid også slut med Freak of Nature. Mike Tramp startede derefter sin solokarriere, og udgav i 1998 sit første solo album Capricorn. På albummet var det stadig medlemmerne fra Freak of Nature, der spillede guitar og bas.
Tiden efter Capricorn stod i forandringernes tegn for Tramp. Han Flyttede til Australien og blev gift der. Hans liv blev meget mere "ned på jorden", og hans andet soloalbum Recovering the wasted years handler - som teksten antyder - om livet efter USA. Mike Tramp har udgivet i alt otte soloalbums inden Nomad og også haft tid til at genoplive White Lion for en kort stund og et enkelt album Return of the pride. I Danmark var Mike Tramp sågar også med i et tv-program, hvor man skulle sammensætte et kor og dyste med andre om at lave de bedste sange.
Nummer tre i trilogien
Nomad er som de to tidligere albums Cobblestone Street (2013) og Museum (2014) en triologi over Mike Tramps måde at leve det frie liv samtidig med, at han er familiefar og engageret i mange ting. Nomad er bestemt ikke det bedste album, Tramp har præsteret. Hvis man kender hans historie, bliver man dog lidt blød, når man tænker på, hvor langt han har været nede og alligevel formået at komme på fode igen. Musikmæssigt er de første tre
soloplader han smed ud meget mere med saft og kraft. Mike tramp har bestemt en historie at fortælle, og man kan ikke tage fra ham, at han mestrer de melodiøse ballader til topkarakter. Det bliver bare en smule intetsigende og ens med et album fyldt med ballader, når man nu ved, han kan så meget mere. Jeg savner, at han giver guitaren noget at leve af og slipper energien fri, som eksempelvis i numrene "Better Off" eller "Already Gone". Nomad er bestemt ikke noget dårligt album, man har bare hørt det hele lidt for mange gange før.
Tilbage til rødderne
Mike Tramp har virkelig været produktiv som solokunstner med ni albums på atten år, eller ca. et hvert andet år. I det lys burde han nok gøre sine albums lidt mere varierede. Jeg er personlig stor Mike Tramp-fan. Jeg har set ham mange gange live, og der fungerer balladerne, da der ofte er lidt mere gang i guitaren live. Jeg lytter gerne til hans unikke stemme, men vil til enhver tid smide noget af det ældre Mike Tramp eller White Lion på afspilleren.
