Thrash, NWOBHM og et røgfyldt kælderværelse
“Metalkirke? Totalt sejt, mand!” udbrød den 17-årige udgave af overtegnede, da Fætter Starup en gang i 1985 kom forbi kælderværelset i Stenløse med sit nyeste indkøb: debutalbummet fra amerikanske Metal Church. At coveret var et billede af en skramlet, mosbegroet guitar på en mørk kirkegård gjorde kun begejstringen større. Det samme gjorde musikken, da den for første gang blæste ud af Jamo-højtalerne, så Slayer- og Bo Derek-plakaterne blafrede. Her var der et nyt band, der spillede amerikansk thrash – en genre som både Fætter Starup og jeg selv havde været fanatiske fans af siden Kill ’Em All udkom bare to år tidligere, men thrashen blev i langt højere grad end normalt, kombineret med rendyrket, europæisk heavy metal. Metal Church fortsatte den gode stil de næste par albums, især på mægtige The Dark fra 1986, men så gik det desværre hurtigt ned af bakke for bandet - både kommercielt og musikalsk. Som så mange andre klassiske bands, fra dengang mor var dreng, er Metal Church dog de senere år kommet ganske godt tilbage, blandt andet med anmelderroste XI fra 2016. Med stort set samme besætning som i 2016, et sjældent syn i bandets brogede historie, forsøger de nu at holde gryden i kog med endnu et album.
Klassisk Metal Church, men…
…det er desværre en lunken omgang, der serveres her på Damned If You Do. De typiske Metal Church dyder er sådan set på plads med solide riffs og ganske afvekslende sange. Produktionen er fin, og musikernes evner fejler intet, hvilket man hører allerede på anden skæring ”The Black Things”. Den starter med lækre clean-guitarer, der hele tiden vender tilbage som et grundlæggende tema i sangen, og selvfølgelig afveksles med fede riffs og små doser af vildskab. Klassisk Metal Church, men desværre når Damned If You Do aldrig op på niveauet fra denne sang igen.
Til mange gamle fans store begejstring, kom tidligere forsanger Mike Howe i 2016 tilbage til menigheden på førnævnte XI. Det har altid været tydeligt, at Howe er oplært på Udo Dirkschneider-skolen, og det er der jo sådan set intet galt i. Problemet her er, at han alt for ofte er alt for skinger. Det bliver ikke bedre af, at sangene på Damned If You Do ikke giver Howe én eneste fængende melodi at arbejde med. Tværtimod er der irriterende, ofte piv-ringe, omkvæd til overflod. Selvom der som nævnt er flere gode riffs og lækre clean-passager undervejs, kniber det gevaldigt med sangskrivningen – meget få steder sætter sig rigtigt fast i hukommelsen, og der er intet, der gør, at lytteren bare må skråle med. Helt galt går det hen imod slutningen af albummet, hvor det med sange som ”Out Of Balance” og ”The War Electric” bliver decideret ringe.
Ligeså trist som folkekirken
En trist afslutning på et ikke særligt spændende album, og man må konkludere, at Metal Church er gået tilbage til studiet alt for hurtigt - sangene er der bare ikke endnu. Det er sørgeligt, at man for anden gang må konstatere, at ens gamle helte ikke har mere at byde på. Jeg smutter lige over i reolen og finder The Dark frem i stedet for.
Kommentarer (1)
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
Nope...
.albummet er pisse godt, og er bedre end deres "return" 2016 grunden er simpelthen det modsatte af hvad anmelderen skriver.. super fængende sange og gode riffs. intet nyt "Blessed" men mindre kan også gøre det. Men smag er heldigvis forskellige... måtte dog af med lidt galle, efter som det er første gang jeg læser en dårlig anmeldelse af dette album.
Keitel gav Metal Church - Damned If You Do 8/10.