En, to, tyve – Anvil går aldrig hjem
Er de stadig relevante? Ja, for pokker!
På baggrund af den fantastiske ‘must see’-dokumentar fra 2008 ‘The Story of Anvil’ er de fleste metalfans bekendte med det canadiske thrash-band. Steve “Lips” Kudrow og Robb Reiner indgik som teenagere en pagt om at rocke løs til evig tid, og i starten af 1980’erne var det helt store gennembrud tæt på. Men Anvil gik i glemmebogen, og verden fortsatte. Uden dem. Det stoppede dog ikke bandet, der siden dannelsen i Toronto i 1978 har turneret og udgivet plader, som var de besat af kræfter, som ingen andre bands besidder. Og hvem ved, måske er det faktisk også tilfældet?
Historien om Anvil er en rørende og inspirerende fortælling, der nok i virkeligheden også er mere interessant end deres musik. Men det skal ikke forhindre os i at se nærmere på gruppens tyvende (!) album, One And Only.
Endnu en, men bedre
Samme formular som altid. De lyder fuldstændig, som de plejer. Anvil spiller Anvil og lyder som Anvil. Ovenstående tre sætninger er de første, der rumsterer i hovedet og finder vej til tastaturet, når man skal anmelde et nyt Anvil-album. Præcis som det er tilfældet med AC/DC, Volbeat og flere andre. Det betyder ikke, at det er skidt. Faktisk har de et ret højt bundniveau, og det er imponerende, så dygtige de også er som instrumentalister. Men som skribent overvejer man, om ikke bare man kunne copy/paste en gammel anmeldelse af samme band og blot opdatere sangtitlerne. Det kunne vi selvfølgelig aldrig finde på, men med fare for at gentage os selv – samt alle andre, der nogensinde har anmeldt Anvil – så er der overhovedet ingen overraskelser på One And Only. Det skulle da lige være den flommefede ironi, der præger åbnings- og titelnummeret “One And Only”, der handler om nødvendigheden af originalitet i al moderne kunst. ‘Individuality is the way to stand out – Deriving something new is what it's about – Never get far doing the same old thing – Ground breaking is always king’. Fantastisk med en god portion canadisk selvironi. Fedt er det i alle fald at høre nogle sjove tekster frem for klassisk bøf, bajer og Beelzebub.
Som indikeret rummer One And Only en god portion suppe, steg og is-thrash, som er hørt mange gange før i kun marginalt anderledes udgaver. “Feed Your Fantasy”, “Truth Is Dying” og “Rocking the World” er trods sublim lyd og flotte individuelle præstationer temmelig banale, og fuldstændig som man kan forvente af Anvil. Men i stærk kontrast til mange af deres tidligere langspillere finder man også rigtig fornuftige skæringer. “Heartbroken” er pladens obligatoriske stille nummer, der bidrager med fin afveksling og flotte harmonier, og “Dead Man Shoes” er muligvis albummets bedste med sin uforlignelige dynamik og fantastiske basspil. Derudover er pladens sidste to numre også i den rigtig stærke ende. “Condemned Liberty” og “Blind Rage” runder One And Only af på bragende flot vis og efterlader lytteren med et helhedsindtryk, der er højere, end det plejer at være, når det kommer til Anvil.
Langt fra færdige
Inden for sangskrivningens gyldne kunst kommer Anvil næppe nogensinde til at brillere så meget, at verdensherredømmet bliver deres. Det er (igen) temmelig corny mange steder og så proppet med floskler og forudsigeligheder, at førnævnte AC/DC og Volbeat slet ikke kan følge med. Til gengæld besidder Anvil som ingen andre eminente superkræfter, når det kommer til drive og dedikation. Kærligheden og passionen til metalmusikken flyder ud af højtalerne som tyk ahornsirup, og charmen alene vinder de rigtig meget på. Og det skal man ikke underkende.
One And Only bliver næppe kåret til årets plade, men med en præstation, der er bedre end mange af deres tidligere værker, individuelle evner på højt niveau og ikke mindst ovennævnte charme og dedikation, smides der hermed syv kranier efter Anvil. Og så er der i øvrigt mødepligt på Rust i København, når der bydes op til headbang i efteråret.
