Vinylbanner
Marko Hietala - Pyre of the Black Heart

Pyre of the Black Heart

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:52:03
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Træd ud af skyggen

Når man er et kreativt menneske, kan det ikke være nemt at være med i en gruppe, hvor en altoverskyggende bandboss skriver og bestemmer det hele. Hvordan får man afløb for sine egne kreative tendenser, når chefen står for det hele? Det ender ofte i ødelæggende skænderier eller simpelhent bare med, at oversete medlemmer smækker med døren. For Marko Hietala, bassist og (back-up) sanger i Nightwish siden 2001, har svaret været hans ”hyggeband” Tarot, men i år er det også blevet til et soloalbum, der udkom tilbage i januar. Det kan vi jo passende muntre os lidt med, mens vi venter på Nightwishs 9. album, Human. :II: Nature., der udkommer i påsken.

Nightwish-light

Èn ting er rimeligt sikkert: Holder du af Nightwish, så er der en pæn chance for, at du også kan lide Pyre of the Black Heart, for der afviges kun i glimt fra finnernes velkendte stil. Allerede på første sang, ”Stones”, står Nightwish- klicheerne i kø både musikalsk og tekstmæssigt. Det er et lettere symfonisk nummer med et episk omkvæd og masser af strygere og piano. Hietalas vokal er til gengæld lys, nærmest skrøbelig, og ikke det velkendte rå modstykke til [indsæt diva her]’s underskønne stemme. Selvom det grundlæggende riff egentlig er fint nok, giver denne start bange anelser for resten af albummet, for er det bare Nightwish-light, vi skal underholdes med? ”The Voice of My Father” gør, på trods af en absolut godkendt melodi, ikke meget for at ændre på det billede. Alt for meget patos og alt for lidt substans i en lidt underlig hyldest af Markos fædrende arv.  

Der er desværre flere eksempler på sange, der næsten lykkes. ”Star, Sand and Shadow” er tæt på at være ligeså poppet som The Night Flight Orchestra, og er dermed en afviger i forhold til Nightwish-stilen, men Hietalas vokal er stadig ikke ligefrem overbevisende. Det gentager sig på ”I Am the Way”, hvor han forsøger sig med samme dramatisk udtryk som både Floor Jansen og Tarja Turunen, men det fungerer ikke. Man må konstatere, at Hietala ikke synger stærkt nok til at bære et helt album. 

Men der er heldigvis sange, der rammer plet. ”Runner of the Railways” er en vellykket og uhøjtidelig omgang musikalsk legestue. Her opgives for en stund alt det patosfyldte Eurovision-halløj, og bandet sætter fut under kedlerne. Og var man i tvivl, kan man endelig konstatere, at det er et virkelig godt band, Marko har samlet omkring sig. ”Runner” ryger helt sikkert på 2020-playlisten og er progget, fantasifuld og først og fremmest sjov! ”Death March for Freedom” har et bastant omkvæd, der understøttes af et lækkert Hammondorgel, men som på andre sange på dette album kunne man ønske sig, at guitaren havde fået lidt mere plads. Et tungt riff, i høj grad båret af bassen, og så ellers godt med Hammondorgel og guitar gør dog ”Death March” dramatisk på den fede måde.

Ikke nok til en hel skive

Egentlig var der lagt op til en rimeligt sikker succes: Bassist og sanger fra et af de større metalbands i verden? Tjek. Et rutineret og topprofessionelt band med i studiet? Tjek. Men når regnskabet gøres op, holder Marko Hietala ikke til et helt album, og det gælder for både sangskrivning og hans stemme (selvom det, indrømmet, nok mest er en smagssag). Der er simpelthen ikke nok gode sange, og på trods af større musikalsk variation end på et gennemsnitligt Nightwishalbum, må man formode, at Pyre of the Black Heart primært er noget for dedikerede fans af hans primære arbejdsgiver.

Tracklist

  1. Stones
  2. The Voice of my Father
  3. Star, Sand and Shadow
  4. Dead God's Son
  5. For You
  6. I Am the Way
  7. Runner of the Railways
  8. Death March for Freedom
  9. I Dream
  10. Truth Shall Set You Free
Metalvinyl

Tilføj kommentar