Hårdtpumpet dødsmetal som vor mor hader det

Honey, I'm home

Malevolent Creation har været med fra starten, dengang scenen i Florida eksploderede og begavede verden med bl.a Obituary og legendariske Death. Og hvor nogle er gået i tomgang, andre i glemmebogen, er det af New York udsprunge band - med en evig aggressiv og igen og igen hjemvendt Brett Hoffman - langt fra pensionsmodent, selv med 28 år på bagen.

Fee døø

Malevolent har oplevet en del udskiftninger gennem åren, med guitarist Phil Fasciana som eneste faste medlem og har lukket diverse bandmedlemmer ind og ud og tilbage igen, som var de ustabile teenage-kærester, men tilsyneladende er det et koncept, der fungerer, for Dead Man's Path er solidt skruet sammen. Der bliver skuet en smule bagud til tider, men nu er det altså også dødsmetal, vi arbejder med, så blastbeats er forventelige - dog må jeg sige, at de thrash inspirerede numre som "Corporate Warfare" og "Fragmented Sanity" er en behagelig overraskelse, og arven fra Florida fornægter sig ikke.

Lyden er velafbalanceret, og det skinner klart igennem, at mange af de nuværende medlemmer har arbejdet sammen før. Både sangskrivning og udførelse har ikke mange knaster og faktisk er der enkelte numre, hvor jeg har måttet stoppe med, hvad jeg nu var i gang med at lave for simpelthen at kunne give nummeret den opmærksomhed, det fortjener. Jeg vil især fremhæve "Resistance is Victory", som er så gennemført fedt, at selvom resten af albummet havde været akustisk proto-jazz, havde jeg stadig godkendt det. Alt - fra den tonstunge intro, midtempo-versene og det hektiske mellemstykke til samspillet mellem vokal og guitar og den uhyggeligt relevante tekst - fortjener et stående bifald.

Release the hounds

Trods enkelte vildskud er det en solid udgivelse. Det virker, som om de har fundet formen igen efter 2010's Invidious Dominion, som var lidt en rodet affære; det er strømlinet som bare pokker uden at være poleret. Brett lyder som et kobbel vilde hunde, og tekstuniverset er såmænd bare nyhederne på vers. Hvis de så også skruede en lille smule ned for deres ellers velspillede thrash og holdt sig lidt mere til den død, de nu er så pokkers dygtige til, så havde de hevet en 10’er hjem.