“No one can destroy this malevolent creation”

Der er tilsyneladende intet, der kan stoppe Malevolent Creation. Siden debuten for snart 30 år siden (hvorfra ovennævnte citat stammer), har de haft flere trommeslagere end Spinal Tap, og det er blevet til utallige andre udskiftninger undervejs. Faktisk har bandet kun én eneste gang udgivet et album med samme besætning som på det forrige, og det er over 15 år siden. Guitarist og sangskriver Phil Fasciana, det eneste faste medlem igennem alle omvæltningerne, kæmper dog ufortrødent videre. Selv ikke den mangeårige forsanger Brett Hoffmans tragiske dødsfald sidste år kan få Fasciana til at kaste håndklædet i ringen, så nu udkommer 13. udspil fra dødsveteranerne med den ikke just originale titel The 13th. Beast. 

Brutalt og nådesløst

Manglen på originalitet er i øvrigt noget, der altid har kendetegnet Malevolent Creation. De spiller brutal og nådesløs dødsmetal i den kendte Florida-stil – og sådan er det. Formularen er der stort set aldrig afveget fra, men de har på den anden side oftest gjort det med både sikker hånd og høj kvalitet og det samme er tilfældet her på bæst nummer 13. Der er fuld knald på fra starten med højt tempo og brutalitet i højsædet. Fokus er på at skabe soundtracket til de mest klamme 80’er-gyserfilm, du kan finde (tjek videoen nedenfor, hvis du har brug for et bevis). Det kan dog i den forbindelse godt undre, at åbningsnummeret er ”End The Torture” - for er det ikke meningen, at torturen først skal til at begynde?

Gennem hele albummet er der så meget knald på, at det næsten er en lettelse, når bandet en sjælden gang sætter tempoet lidt ned. Det gør de utroligt effektivt på for eksempel ”Mandatory Butchery”, hvor en simpel men smuk melodilinje understøttes af et tungt og lækkert groove. Det mest medrivende omkvæd finder man på ”Agony For The Chosen”, der ellers glimrer med endnu mere tempo og raseri. Den nye forsanger og guitarist Lee Wollenschlaeger (tidligere Throne Of Nails og Imperial Empire) gør hele vejen igennem et imponerende stykke arbejde. Så meget faktisk, at man næsten glemmer salig Hoffmann. Selvom The 13th. Beast er en veludført tur tilbage til dengang, det var tydeligt, at dødsmetal udsprang fra thrashen, så bliver det hele i længden lidt for ensformigt, samt mere og mere vanskeligt at skelne det ene riff fra det andet. Albummet slutter dog solidt af med lidt mere variation på ”Release The Soul”, der kombinerer groove og tempo på fineste vis. 

Same procedure as every year, Phil

Er det godt nok at køre videre med den samme formular i 30 år? Ja, det kommer vel an på øjnene, der ser, eller måske rettere ørene, der hører. Det bliver mere håndværk end kunst, men her på The 13th. Beast er det, som på de 12 foregående udspil fra Malevolent Creation, et hundrede procent ærligt håndværk. Når det ovenikøbet er så veludført som her, er det ikke så svært overvejende at se igennem fingre med, at man til hudløshed har hørt det hele før.