25-ÅRS JUBILÆUMSANMELDELSE: Dengang Machine Head prøvede at lyde som Korn og alle de andre

Ældet med ynde

Sidste jubilæumsanmeldelse her på sitet var et genbesøg af Limp Bizkits store gennembrud, Significant Other. Et album, der i 1999 bragede ind på hitlisterne og cementerede nu-metallens status som en mainstream-genre; hvis den da ikke allerede var det i forvejen på det tidspunkt. Albummet, og ikke mindst gruppen, er noget, de fleste i dag ser tilbage på med en vis væmmelse. Det var oprigtigt cool dengang, men er det bestemt ikke længere.

I denne anmeldelse bliver vi lidt i samme boldgade, nemlig nu-metallen. Men vi vender også tingene lidt på hovedet. Vi skal nemlig have fat i et album, som i mange kredse absolut ikke var cool i 1999, men faktisk er blevet det med tiden. Mine damer og herrer, vi skal se nærmere på en af de suverænt mest kontroversielle plader i metalhistorien: Machine Heads The Burning Red.

Glade medier - vrede fans

“A hva’ for noget? Cool med tiden? Hvad snakker manden om?” Ja, denne skribent kan levende forestille sig reaktionerne på ovenstående postulat, når denne anmeldelse er kommet online. Men bliv lige hængende og læs, hvorfor The Burning Red ikke bare skal kastes på bålet og glemmes hurtigere, end Robb Flynn kan nå at skrive et dansk “ø” uden at ane, hvad det betyder.

Da albummet udkom 27. juli 1999, modtog det overvejende positive anmeldelser. Diverse medier hyldede det som solid nu-metal, der havde rå kanter, et aggressivt udtryk og fængende melodier. Men blandt Machine Heads egne fans var der i dén grad ramaskrig. Skridtet fra bandets første to groove-thrashede plader til denne var simpelthen for stort. Ahrue Luster fra Ill Niño som ny guitarist, Robb Flynns pop-frisure med afblegede spikes samt Korn-producer Ross Robinson bag pulten kunne i en vis grad accepteres. Men hip hop-rytmer og pseudo-rap pakket ind i MTV-leflende floskler blev de trofaste fans alt, alt for meget. Machine Head fik smæk, og Machine Head blev lagt i seng.

Med nutidens briller - og ører - er der intet at sige til, at et nummer som “Desire To Fire” kan have en tåkrummende effekt. Ej heller er gumpetunge “Exhale the Vile” eller den banale versdel i “From This Day” specielt ophidsende fra et 2024-perspektiv. Men giver man skæringer som “The Blood, the Sweat, the Tears”, “Silver” eller det groft undervurderede Police-cover “Message In a Bottle” et lyt med åbent sind, kan man nyde uforlignelige grooves og formidable hooks. Vi kommer selvfølgelig ikke på niveau med gruppens allerbedste numre fra hele deres nu ti album store katalog, men The Burning Red rummer ufattelig mange yderst velskrevne og flot eksekverede skæringer og sekvenser, hvis lige stadig er at finde hos Machine Head den dag i dag. Frontmand Flynns tilgang til sangskrivningen med en perfekt balanceret vekslen mellem det hårdtslående og det melankolske blev grundlagt her, og det høres med al tydelighed, når man giver albummet en tur på anlægget her 25 år senere. Derudover hører man også, at pladen absolut ikke bør puttes i samme kasse som udgivelser fra Limp Bizkit, Crazy Town og andre store, og til dels poppede, navne fra de sene 90’ere. Dertil er The Burning Red simpelthen alt for hård og kompromisløs og kan retrospektivt slet ikke klassificeres som mainstream nu-metal.

Giv den en chance mere

The Burning Red hverken kan eller skal flås ud af Machine Heads bagkatalog og bare glemmes. Primært fordi de skridt, Robb Flynn og hans lystige svende tog på det tidspunkt, stadig udgør vitale dele af det fundament, bandets udtryk hviler på i dag. Sekundært må man konstatere, at skal vi endelig æde præmisserne og forudsætningerne for nu-metallen i dens mest gængse forstand, så er The Burning Red et ret helstøbt bud på, hvordan en sådan plade skal lyde. Der er lækre grooves, fede riffs og geniale hooks på langt det meste af pladen, og selvom vi på mange punkter er langt fra den fabelagtige debut, Burn My Eyes, skal denne uretfærdigt behandlede plade have langt flere positive end negative ord med på vejen. Efterfølgeren Supercharger derimod … ja, det er en helt anden historie. Den tager vi en anden god gang.

Ønsker du at fordybe dig yderligere i 1999, så kan du med fordel tage et lyt til vores 1999-playliste på Spotify:

 https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14