Kom nærmere, kom nærmere til det morderiske Cirkus Blodbad – og tag bare ungerne med
Forventeligt. Forstyrrende. Fornøjeligt.
Advarsel: Er man på nogen som helst måde sart, fintfølende eller generelt krænkelsesparat, skal man under ingen omstændigheder læse videre. Det er nemlig ingen ringere end de amerikanske ‘murder metal’-mestre Macabre, som vi skal kigge nærmere på, da de er på gaden med deres første album i næsten ti år. Som sædvanlig er der tale om en plade spækket med fjollede foruroligende sange om seriemordere, og det er bestemt ikke for alle og enhver. Men kan man købe præmissen, er Carnival of Killers en fornøjelig makaber oplevelse.
“… and Bundy was his name-o”
Trioen Macabre har i de sidste 35 år underholdt masserne med deres gakkede sange om berømte og berygtede drabsmænd. Til stor fornøjelse for nogle og kolossal forargelse for andre. Deres herlige blanding af death, thrash og grindcore eksekveres typisk med rødder i børnesange, folkemelodier og vuggeviser, og på denne nyeste udgivelse, Carnival of Killers, er dette, selvfølgelig, igen tilfældet.
Lytteren forkæles med 16 velskrevne og gakkede numre omhandlende Ted Bundy, Joe Ball, John Wayne Gacy, Richard Ramirez og mange flere. Usmageligt? Nej da! Man skal faktisk være et lille skarn, hvis man ikke kan nyde den medrivende “The Wheels on the Bug” – en fornøjelig lille sang om Ted Bundy og hans VW Beetle på samme melodi som “Hjulene på bussen” – eller den dansable “Them Dry Bones”, der, bygget på den klassiske børnesang af (næsten) samme navn, er en fortælling om USA’s første seriemorder, Henry Howard Holmes. Det er grænseoverskridende og morbidt, men det er også ret morsomt. Lyt bare til “Joe Ball Was His Name” og “Richard Speck Grew Big Breasts” – jeg tør vædde på, du ikke kan lade være med at grine bare en lille bitte smule.
Det er dog ikke kun lutter gas og løjer. D’herrer Nefarious, Corporate Death og Dennis The Menace er nemlig nogle ganske talentfulde musikere, der kan meget andet end bare at synge grufulde små vuggeviser. I løbet af pladens 41 minutter forkæles lytteren med temposkift, komplekse riffs og barokinspirerede soli i massevis, der sagtens kan tilfredsstille de kræsne, hvis det morderiske tema ikke er ens kop te. Dette høje tekniske niveau kunne også snildt være forklaringen på, at et band af denne kaliber kan overleve i 35 år, for, ærligt talt, trods hysterisk morsomme momenter er det ikke ligefrem langtidsholdbar kunst, Macabre leverer.
Morderisk morsom gakket gore
Kæmpefan af Macabre og deres muntre, musiske fascination af seriemordere bliver jeg nok aldrig. Men det er ikke svært at forstå, at murder metal-bandet har et nærmest kultagtigt følge verden over. Death-/grind-udgaven af Primus er dygtige musikere, sangsnedkere og entertainere, og Carnival of Killers er en ganske medrivende – og i perioder lårklappende morsom – plade, der er rigtig sjov at stifte bekendtskab med og nok skal tilfredsstille bandets mange fans. Og hey, måske var Macabre en festlig ide til en solrig eftermiddag på Copenhells Pandæmonium-scene? Jeg ville i hvert fald møde op og skråle med.
