Humanity's Last Breath

Svenske Humanity’s Last Breath fik lov til at åbne showet denne søndag og bød på midnatsmesse, selvom klokken kun havde rundet 18.00. Deres nærmest kvælende blackened deathcore kom blændende fra start med ”Väldet”, og publikum labbede det i sig. Filip Danielsson i front leverede et dybt, brutalt udtryk, og med hætten trukket godt ned om ansigtet fremstod han da også mest som en kultleder foran sin flok. Hans afgrundsdybe vokal fik fint modspil af såvel båndet kor og Tuomas Kurikka – men musikken fik også ad flere omgange lov til at ånde uden vokalen.

Buster Odeholm og Kurikka på henholdsvis bas og guitar spillede tungt, men på en afmålt og næsten tilbageholdende måde, hvor særligt Odeholm gav bandet præcise, men komplekse rytmer. De tunge atmosfæriske toner blev fint matchet af deres dybe langsomme headbanging, hvor instrumenterne næsten slæbte hen ad scenegulvet. Danielsson forsøgte et par gange undervejs at opildne til en wall of death, men uden den store succes. Den tunge lyd og atmosfæriske intensitet var heller ikke i mine øjne specielt mosh-egnet, men bandet kunne nok godt have tænkt sig lidt mere indlevelse (fra publikum) alligevel.

Hvor deathcore ellers generelt ses som noget vildt og primalt, så er Humanity’s Last Breath langsommere. Mere intellektuelt nærmest. Det her er ikke nødvendigvis lettilgængelig musik, men live er det til gengæld ind-under-huden-krybende, trancefremkaldende dystert. Lysshowet var både ambitiøst og intenst og arbejdede godt sammen med røgen, der smøg sig om bandmedlemmerne.

Igennem sættet overtog det ene nummer næsten bare det andet, og det kan både være godt og skidt. Denne aften fungerede det fint, og man kunne blive i sin mørke atmosfæriske boble, indtil den halve time var gået, bandet gik af, og lyset igen blev tændt i salen. Sættet var en teknisk præcis og intelligent omgang metal, og alle tilstedeværende må have mærket den knusende tunge undergang, der dundrede ud fra scenen. Jeg kommer i hvert fald bestemt til at holde øje med, hvornår Humanity’s Last Breath igen besøger Danmark, så jeg kan få fornøjelsen af deres ekstremt tunge lyd og atmosfæriske intensitet endnu en gang.

 

Sætliste

1. Väldet
2. Abyssal Mouth
3. Human Swarm
4. Godhood
5. Tide
6. Labyrinthian
7. Bellua Pt. 1
8. Instill
9. Glutton

9/10

Shadow of Intent

Shadow of Intent har leveret god gammeldags amerikansk deathcore siden 2013 og plejer at være garant for både ambitiøse og intense koncerter med orkestrale elementer og tunge breakdowns. Jeg så dem senest på Copenhell i 2024, hvor de efterlod mig imponeret over deres tekniske evner, men samtidig lidt skuffet over, at bandet ikke rigtigt formåede at komme ud over scenekanten. Det har jeg glædet mig til, at bandet kunne få rettet op på.

Og det fede er, når bands tager røven på en. For denne aften var bandet fuld af iver og attitude, og det var en fornøjelse at være publikum til. Kontrasten fra publikum under Humanity’s Last Breath og her var da også enorm, for allerede kort inde i første nummer begyndte flere i publikum at crowdsurfe og bevæge sig mere i salen. På dette tidspunkt var salen da også allerede godt proppet, og lydtrykket fra scenen var massivt.

Desværre var teknikken ikke rigtigt med bandet, og lyden fremstod ad flere omgange mudret, så finesser forsvandt i lydbilledet. Selv Ben Duerrs imponerende vokal kunne ikke altid bryde helt igennem lydmuren i KB Hallen. Bandet som helhed formåede ellers denne aften at få komplekse, symfoniske og tekniske elementer til at se legende lette ud, og de fortjente bestemt bedre rent lydmæssigt. Duerr præsenterede os som sædvanligt for masser af karisma på scenen og ikke mindst en vanvittig vokal, med såvel gutturale grynt som høje skingre squeals, der giver en enormt dynamisk oplevelse. Bryce Butler bag tønderne trommede, så det var en fryd – og de ubønhørlige breaks, som bandet leverede, satte ild til KB Hallens gulv (no pun intended). Sættet var dynamisk og fungerede super godt. Vi fik blandt andet fornøjelsen af klassikere som ”Feeding the Meatgrinder” og ”Infinity of Horrors” – der blev ikke gået stille med dørene her.

Shadow of Intent er garanter for en god koncert, og det ry oppebar de også her. Lyden var ikke altid med dem, men det nådesløse tryk og den brutale, dramatiske deathcore gjorde alligevel, at det blev en både stemningsfuld og medrivende oplevelse med masser af energi.

 

Sætliste

1. They Murdered Sleep
2. Flying the Black Flag
3. Infinity of Horrors
4. Mechanical Chaos
5. Vehement Draconian Vengeance
6. Feeding the Meatgrinder
7. The Heretic Prevails

7/10

Whitechapel

Whitechapel er, som de fleste nok ved, et amerikansk deathcore-band fra Tennessee, der har budt op til dans siden 2006. De har en bred fanskare, er et af genrens mest respekterede navne, og deres seneste album, Hymns in Dissonance, har fået en stærk modtagelse. Som det efterhånden er vanen,  fik publikum sig et skud glamrock i pausen mellem bandene, så der var god stemning, inden bandet gik på. Denne aften fik ”Danger Zone” alle til at drømme om Top Gun, inden Whitechapel trådte på scenen. Kontrasten var da også stor, da de fyrede op for ”Prisoner 666”. Sættet bestod i det hele taget af nogle af deres bedste numre, og vi fik selvfølgelig også fornøjelsen af flere fra det nyeste album – heriblandt titelnummeret, der også gør sig forrygende live.

Desværre levede energien ikke helt op til det musikalske niveau. Selv det ellers medrivende og chantende omkvæd We hunt, we kill, we feast, we conquer i ”Hate Cult Ritual” blev leveret med en lidt mat fornemmelse, på trods af at publikum skrålede med. Deathcore kan være mange ting, men det skal sgu ikke være så fodslæbende. Musikken sad lige i skabet, og det samme gjorde lyden for den sags skyld. Men i forhold til optræden og show var det desværre en lidt ærgerlig omgang. Bozeman i front gjorde da et par halvhjertede forsøg på at opildne publikum, og de var nådige overfor bandet, men der skulle bare have været mere energi både på og foran scenen. Resten af bandet stod også mestendels stille og tilbagetrukne på scenen og lod Bozeman om at holde gang i løjerne.

Bozeman leverede som vanligt en kraftfuld vokal, og de tre guitarister Wade, Savage og Householder kom med deres tunge riffs og harmoniske detaljer, som dels gav dynamik og gjorde sættet dejligt nuanceret. Jeg kunne bare godt have ønsket mig mere energi og karisma. Som åbner for Lorna Shore fremstod Whitechapel ret uenergiske, men heldigvis er deres bundniveau højt på grund af deres brutalitet, tekniske, tight spil og Bozemans vokal. Denne aften var det bare ikke helt nok.

Sætliste

1. Prisoner 666
2. Hymns in Dissonance
3. A Visceral Retch
4. Bedlam
5. Ex Infernis (Instrumental)
6. Hate Cult Ritual
7. necrotizing (Instrumental)
8. The Somatic Defilement
9. Devirgination Studies
10. Prostatic Fluid Asphyxiation
11. This Is Exile

6/10

Lorna Shore

Symfonier indeholder jo alting

Her i starten af 2026 er Lorna Shore på en stor international turné, som både omfatter en europæisk headliner-række og en amerikansk forårsturné. Turnéen bygger direkte videre på momentummet fra deres femte album, I Feel the Everblack Festering Within Me, og markerer desuden bandets position som en af de stærkeste liveaktører i moderne ekstremmetal.

Now let’s play some assbeaters!

Efter ”Total Eclipse of the Heart” nåede vi endelig til hovednavnet. Den symbolske lyd af et enormt ur, der tikkede, gik forud for, at bandet endelig indtog scenen bag det store tæppe, der faldt ved første break i ”Oblivion”. Og lad det være sagt med det samme. Lorna Shore satte simpelthen ikke så meget som en lillefinger forkert i løbet af deres cirka 1,5 times sæt. Publikum bølgede med det samme frem mod scenen, nogle med mobilerne fremme for at forevige det, vi stod overfor, andre med løftede knytnæver, og andre igen kom surfende på et hav af hænder igen og igen.

Lydbilledet var massivt og omsluttende, som en sort bølge, der rullede ind over salen og trak publikum med sig ned i bandets apokalyptiske univers. Will Ramos stod i centrum som aftenens ubestridte kraftfelt. Hans vokalpræstation var både ekstrem og kontrolleret, fra bundløse gutturale grynt til de ekstremt høje pig squeals, der skar gennem hallens rum som flænsende metal. Samtidig bevægede han sig med en næsten manisk energi, der holdt publikum i konstant spænding.

Bag ham leverede Austin Archey en trommepræstation, der var lige så brutal, som den var præcis. Blastbeats og temposkift sad knivskarpt og fungerede som rygraden i koncertens fremdrift. Guitaristerne Adam De Micco og Andrew O’Connor vævede komplekse riffs og symfoniske lag sammen til et kompakt og mørkt tæppe, mens bassen sørgede for et konstant fysisk pres i mellemgulvet.

Lorna Shore havde også som de eneste denne aften en god kulisse i form af masser af grafik på bagtæppet og de store skærme på scenen – udover et imponerende lysarbejde i øvrigt. Til gengæld må jeg indrømme, at de opsatte røgkanoner jo altså ikke giver helt det samme visuelle udtryk, som det inferno af ild, jeg har set fra tidligere datoer på turnéen. I løbet af sættet fik vi fornøjelsen af 12 af Lorna Shores allerbedste numre, hvoraf højdepunkterne for mig må være den guitarsolofyldte ”Sunn//Eater”, ”In Darkness” og ikke mindst den inderlige og følelsesladede ”Glenwood”. Uanset hvilket nummer Lorna Shore satte i gang, var publikum med dem og skrålede både vers og omkvæd tilbage mod scenen – jeg hørte endda et par stykker, der gik i gang med at - forsøge at – deltage i diverse pig squeals.

Mørke og vidunderlige “Prison of Flesh” udløste en vildskab i publikum, der alle andre steder ville have været gruopvækkende. Men lige her var det som ren magi. Tryllebundet af bandet væltede publikum rundt imellem hinanden, mens blastbeatene faldt som salver mod ørerne, guitarerne hvinede, og Will Ramos i front krængede sin sjæl ud midt på scenen og lagde den til skue for os alle. Hvad kunne dog på nogen måde følge efter det? Såmænd ikke andet end deres mest ikoniske sang(-e, alt efter om man tæller det som et langt nummer eller tre enkeltstående numre): ”Pain Remains I”, ”Pain Remains II” og ”Pain Remains III”. Og da salen og Ramos sang det strålende A world without you isn't meant for me kunne jeg igen mærke gåsehuden springe frem. De afsluttede et fantastisk sæt med en lige så fantastisk sang, ”To The Hellfire”, hvor bandets massive lyd og Ramos’ vokal eksploderede i fælles delirium.

Unbreakable indeed

Lorna Shore gjorde det igen. Som en sirene lokkede Ramos publikum til at overgive sig uforbeholdent til ham og resten af bandet, der spillede overbevisende hele vejen igennem. De krøb under huden på publikum. Tryllebandt alle i rummet. Denne koncert var så overlegent leveret, at det næsten var flabet. Men kun næsten. For man troede Ramos, når han fortalte, hvor meget det betød for dem at være her. At se os gå amok til deres sange. At crowdsurfe. At have medbragt heliumballoner formet som hjerter. Og det var tydeligt at se på folks ansigter, at det her, det var ikke bare en helt almindelig søndag længere. Det var noget meget bedre.

Sætliste

1. Oblivion
2. Unbreakable
3. War Machine
4. Sun//Eater
5. Cursed to Die
6. In Darkness
7. Glenwood
8. Prison of Flesh
9. Pain Remains I: Dancing Like Flames
10. Pain Remains II: After All I’ve Done, I’ll Disappear
11. Pain Remains III: In a Sea of Fire
12. To the Hellfire

10/10