Vive la révolution

’La belle republique’ har i år sat sig tungt på rollen som revolutionens sande fædre. Med den hovedløse Marie Antoinette som kronvidne genfortalte Gojira således et yderst blodigt kapitel af den franske historie under åbningsceremonien ved OL. Men også ude i provinsen ulmede oprøret. Her mødte vi tilbage i maj manden bag Moisson Livide. En bijobbende vinbonde fra Gascogne, hvis absurde tankegods om løsrivelse fra fædrelandet lagde kimen til ’Det hellige gasconske rige’. Denne black metalliske pendant til det franske fusionskøkken leder os imidlertid hen mod trioen bag Livgone, der på Almost There omvendt forsøgte at kaste den sorte genres konforme lænker af sig. Et fornuftigt træk, der formentlig har været med til at sikre dem tjansen som opvarmning på Tribulations europaturné, der lægger fra land i februar 2025. Men hvem er de så, de tre troubadourer, der skal forsøge at bringe gæsterne på Hotel Cecil i rette stemning forud for koncerten med suveræne Sub Rosa in Æternum som det altoverskyggende omdrejningspunkt?

Derfra og til evigheden

Strengevrider Michał Kiełbasa har tidligere været involveret i et hav af mindre projekter, men er velsagtens bedst kendt for sit virke bag kulisserne, hvor han i en årrække har været beskæftiget som guitartekniker for henholdsvis Mgła, Mayhem og Watain. Sidstnævnte udgør tillige den mest prominente arbejdsgiver for Emil Svensson, der siden 2015 har fungeret som live/session drummer for de rutinerede svenskere. Slutteligt introduceres vi for Élise Aranguren. Triumviratets mikrofonholder og keyboardist, der i skrivende stund kan liste liveoptrædener for Alcest og gæstesanger på Les chants de l'aurore, blackgazernes seneste værk, blandt karrierens største højdepunkter.

Når man indledningsvis læser erklæringen om, at Almost There ikke bør betragtes som et eksperiment, men derimod en kollektiv form for kunstnerisk katarsis, ja, så burde forventningerne være afstemte. Og bevares, jeg sætter om nogen pris på fordybelse og autenticitet såvel som udtrykket af æterisk doom metal. Det være sig både den dragende dystopi i ouverturen, ”Walk to Derealization”, og efterfølgeren, ”Silverstone”, der med vekselvirkningen mellem akustiske anslag og drøje riffs sætter en vis kulør på det ellers livstrætte lydtapet. Til gengæld synker vi nærmest hen i komplet apati allerede under ”Hypoesthesia”. Navngivet efter nedsat sensibilitet, enten som følge af nerveskader eller bevidst fremkaldt gennem anæstesi, stiller nummeret nærmest uoverstigeligt høje krav til sin lytter. Ikke alene runder vi ti stive klokkeminutter, men minsandten om ikke de sidste fem resonerer af … skal vi kalde det angsten for det tomme rum?

Som bedøvelsen aftager på ”Watching Them Feel”, titter reminiscenser af medlemmernes respektive baggrund inden for black metallen sporadisk frem, inden C-stykket på ”Dance So I Can” afslører den miserable sindsstemning, der konstant lurer lige under overfladen. Tilstanden forværres mod rejsens afslutning, ikke mindst grundet de langstrakte passager på ”J'y suis presque”, der meget passende kan oversættes til ’jeg er der næsten’. Ja, det vil sige, hvis jeg altså ikke er omkommet af ukristelig kedsomhed i løbet af pladens sidste fire fuldstændigt meningsløse minutter. Man kan næsten kun sympatisere med alverdens engelsksprogede stiklinger, efter hvad der finalt føles som en køretur ind i selve evigheden: ’Are we there yet?’

Det (u)muliges kunst

Med et præludium, der næsten kunne tegne sig for lydsporet til den næste episode af Hunger Games, kommer Almost There egentlig ganske godt i vej. Den for de mere tilknappede lytteres overeksponerede sårbarhed sikrer desuden et vist niveau af troværdighed og dermed også sympati for projektet. Til gengæld må jeg sige, at Livgone dumper med et brag for sit overmod. Vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner, og jeg er ikke i tvivl om, at disse har været at skabe en esoterisk lytteoplevelse. Dog bør det tilføjes, at jeg dato ALDRIG har været udsat for et (debut)album, hvor 25 % (!) af den samlede spilletid på 41 minutter består af instrumental underlægning. Det er ikke alene yderst dumdristigt, det grænser faktisk op til det arrogante. Når det er sagt, så kan jeg stadig godt stille mig tvivlende overfor, om musikkens tranceinducerende natur falder i smag hos et selskabeligt overrislet koncertpublikum. Det må tiden vise.