Mesterlig hardrock med et vigtigt budskab
1993 revisited
For et par år siden gjorde amerikanske Life Of Agony et forrygende comeback med det solide album A Place Where There’s No More Pain. På daværende tidspunkt havde de ikke udgivet noget i tolv år, men nu er New York-kvartetten i den grad blevet aktive igen. De har for nyligt udgivet deres sjette langspiller, The Sound of Scars, og denne gang kaster de sig ud i noget aldeles vovet; en direkte efterfølger til deres legendariske debut, konceptalbummet River Runs Red.
På sidstnævnte album fulgte vi en stakkels forpint teenager fra Brooklyn, der gik så grueligt meget igennem. Det allersidste, man kunne høre på pladen, var bloddråber, der ramte vandet i et badekar og således fortalte os om hovedpersonens tragiske endeligt. Men-men, vi må tro om igen. For nu, 26 år senere, viser det sig, at han slet ikke er død.
Sådan skal hård rock lyde i 2019
The Sound of Scars starter, hvor debuten slap med førnævnte scene fra badeværelset, men det viser sig hurtigt, at vores hovedperson overlevede. Historien er dog ikke en af de lykkelige. Vi følger stadig den nu voksne mand, men vedkommendes liv er ikke let efter et liv med depression, angst og mentale ar på sjælen – noget, som pladens første rigtige nummer, “Scars”, fortæller os om.
Med vanlig hårdtslående crossover af punk, hard rock, grunge og groove metal kaster den karismatiske Mina Caputo og hendes tro væbnere sig ud i at fortælle os alle sammen, at det er helt okay ikke at have det godt. Vi tumler alle rundt med større eller mindre ting i bagagen, men hvis vi sørger for at tale med hinanden og være opmærksomme på hinanden, kan vi komme meget længere sammen, end vi kan alene. Jo jo, det er tunge emner der tages op, men det gøres aldeles fint og respektfuldt på bandets egen hårdtslående facon. Og der findes næppe nogen mere troværdig til at levere disse budskaber end netop Mina Caputo, der bestemt ikke har levet en let tilværelse fri for mentale kvababbelser.
Teksterne, som enhver, der har kæmpet med depression eller lignende, kan nikke genkendende til, er én ting. Og så er der musikken. Her leverer guitarist Joey Z, bassist Alan Robert samt den nytilkomne trommeslager Veronica Bellino en fantastisk samling ørehængere af dejlig høj kvalitet. Faktisk giver det ikke mening at fremhæve enkelte skæringer, da hvert eneste nummer er en formidabel lytteoplevelse, men med pistolen for panden, så lyt lige til “Scars”, “Lay Down” og “Empty Hole”. Her er tykke 90’er-referencer til både Garbage og Stone Temple Pilots, tilsat den umiskendelige aggressivitet, der alle dage har været kendetegnende for Life Of Agony. Og sådan er hele pladen faktisk; solid hard rock, der både skuer tilbage til bandets start i 1993, men så sandelig også fremad. Aggressivitet, solide riffs og fængende melodier. Så bliver det sgu ikke meget bedre.
Vi har ikke ar – vi er vores ar
Den gennemgående historie på The Sound of Scars binder sangene sammen, selvom de sagtens kan stå alene hver for sig. Det i sig selv er en imponerende bedrift, men derudover er denne udgivelse også noget af det bedste, Life Of Agony har begået siden deres ikoniske debut. Jeg tør næsten godt vove mig ud i at konstatere, at der næppe kommer en bedre crossover-/hardrockudgivelse i år end The Sound of Scars. Det er ikke bare fantastisk musik fra et formidabelt band, de har også noget på hjerte i en tid, hvor alle er sig selv nærmest. Kigger vi indad bare et øjeblik og derefter interesserer os bare en smule for vores nærmeste, bør vi indse, at vi ikke er noget på trods af vores respektive ar – men i kraft af dem. Vi skal omfavne vores fortid, uanset hvor sort den måtte være, og huske at have samme indstilling til vores fremtid. Ellers kommer vi ingen vegne. Mine damer og herrer, der er mødepligt, når Life Of Agony rammer Amager Bio mandag den 4. november.
