Tak for kaffe!

Lokaliseret i USA’s nordvestlige stillehavsregion udgør Seattle langt mere end blot et yndet turistmål. Med sit pulserende studiemiljø, utallige kaffebarer og sin mangfoldige musikkultur ville en historisk slentretur gennem byens gader formentlig kurere selv Sam Baldwin for det sværeste tilfælde af søvnløshed. Det var således her, at guitarguden Jimi Hendrix tilbage i 1942 så dagens lys. Senere fik jazzikonerne Quincy Jones og Ray Charles deres store gennembrud, mens de boede i byen, og ved overgangen til 90’erne dannede Seattle rammen om grungebølgens disruption af rock- og metalscenen fra det hedenfarne årti … av, for en arv! Bysbørnene i den progressive dødskonstellation Lacabra virker nu umiddelbart ikke synderligt kuet af fordums meritter. Anført af forsanger Lance Neatherlin leverer kvintetten på deres eponyme debut tværtom et velbrygget blend, hvorfor det ganske hurtigt står klart … det er vist ikke kun kaffen, der er Karat.

Fælles front for den faldne engel

Med sine ni skæringer står produktionen af Lacabra overraskende skarpt, det svulstige genrepotpourri af black, dark wave, klassisk heavy metal og prototypisk melo death fra de glade 90’ere in mente. Lyt blot til den atmosfæriske intro på ”Blood of the Goat 1876”, der qua sin melodiske underlægning bygger flot op til første vers. Med masser af tyngde og groovy hooks fra tvillingetrådene lægger Neatherlins blackened death-vokal sig i det konventionelle mellemleje af guttural og high pitched growl. C-stykket fremstår måske en anelse banalt, men ikke desto mindre får vi en helstøbt komposition af snerrende vellyd. Trommerne lander derimod lige til den flade side, hvilket fremgår tydeligt af følgende ”Fallacy”. Nummeret udmærker sig dog gennem ouverturen, hvor de skingre strygere lægger sig i selen for at emulere stemningen fra Insidious-temaet.

I kategorien tematiske oplæg tilhører disse et af albummets stærkeste trumfkort. ”Human Quilt” og ”Nothing” kunne i pokerterminologi snildt udgøre ’par es’ med deres dystre afsæt i selvmord blandt psykisk sårbare individer og det tab, de efterladte står tilbage med. Hædrende omtale bør også tildeles ”Enemy (Feeding The Flames)”, der på trods af sin sindrige fortælling om den himmelfaldne seraf basalt set kan betragtes en hærdebred langemand til hele cancel culture-bevægelsen. Eller for at anvende bandets egen beskrivelse: ’Everybody is entitled to their opinion and we should focus on what we have in common instead of what we disagree on …’.

Mens man sidder og reflekterer over de dybereliggende budskaber, ramler man ind i ”I Am Thee”. Og her – lige her – står det klart, hvor gennemført et værk, vi har lagt vores fedtede poter på. For netop som vi skal til at afskrive skæringen som albummets første reelle ’filler’ … minsandten om så ikke, vi trakteres med det mest suveræne kontraststykke, skiven kan mønstre: en strengvridende delikatesseanretning af brummende basanslag samt syngende guitarlussinger i absolut særklasse. Well, I’ll be damned (too)! Som det sig hør og bør for et værk af en vis støbning, sættes en sirlig signatur i form af ”Fractured”. Oprindeligt indspillet som gruppens allerførste single tilbage i 2022 er narrativen atter i højsædet: en dystopisk, om end lettere ’forudsigelig’, fremtidsvision, hvor teknologiske landvindinger ender som katalysator for menneskehedens undergang.

Abrakadabra – labre Lacabra

Lacabra fremstår ikke alene uhyre velkomponeret, men også utrolig velbegavet. Den pedantiske kyniker ville givetvis kunne finde et par huller i osten grundet den tvivlsomme trommeproduktion såvel som manglen på originalitet i motivkredsen. Det kan undertegnede imidlertid sagtens se gennem fingre med, når albummet ellers bugner af lækkerier fra ende til anden. Med en så sprudlende energi og spillelyst kan man levende forestille sig, hvorfor Seattle-ensemblet på rekordtid er blevet kæledægger i lokalområdet såvel som i resten af USA’s nordvestlige region. Hermed udvides den åbne invitation, redaktionen sendte til sidste sæsons brasilianske andenplads på baggrund af denne anmelders AOTY 2024. En podieplacering, amerikanerne som årets første seriøse bud i den grad har lagt sig i pole position til. Med andre ord: En aften i selskab med både Lacabra og A Dead Poem, siger du? Øh jo, jeg tror faktisk godt, jeg kan den dag!