Alle gode gange drei
Hvad er det, Asenheim kan, der får mig til for nu tredje gang at kaste mig over en af deres udgivelser, når jeg nu de sidste to gange har kvitteret med konklusioner som 'fede ideer, men øv jer lige lidt mere' og 'husk at være realistiske, drenge'? Jeg ved det egentlig ikke. Sidst jeg sad med dem, smed jeg en lunken femmer efter dem og afskrev dem egentlig lidt derefter. Men nu er vi her sørme igen, cirka halvandet år efter … Men hvorfor? Hvad kan de to, Tiwaz og Valfor, der gør, at jeg atter vender tilbage til dem? Pas! Men uanset, så er de to tilbage med et nyt album, og denne gang har de kastet sig over Tolkiens værker – kan man overhovedet kalde sig selv for et black metal-band, hvis man ikke har gjort det mindst én gang i sin karriere? Nein!
Heureka, de kan jo godt!
Man skal ikke mange minutter ind i Elbenblut, før man erfarer, at det her er en meget bedre skive end både Wolkenbrecher og Niebelungenblut. Faktisk skal man helt nøjagtigt seks minutter og seksten sekunder ind, for der starter det første reelle nummer, ”Ein Stern”, nemlig, og derfra går det kun opad. Endelig beviser Asenheim, at de rent faktisk er i stand til at indfri de ambitioner, de tidligere har vist, at de havde. Det er utrolig rart at blive bekræftet i, at det, jeg kunne fornemme tilbage i 2023, nu faktisk har vist sig at være korrekt. Musikken er stadig tilpas rå og klassisk black, men samtidig har de to tyskere virkelig skruet op for melodierne, stemningerne og, ja, ambitionerne. Ergo er Elbenblut en herlig omgang tysk hedninge-black, som vi kender og elsker det – hurra for det!
Der er dog også plads til andet end den rå skovmands-black på albummet her. Der er enkelte numre, som er ren skønsang, ja, elversang, om man vil, akkompagneret af æteriske guitarmelodier, violaer og deslige. Det fungerer faktisk ganske fint, ikke kun på grund af albummets tematiske baggrund, men også fordi disse små intermezzi er med til at give den overordnede lyd liv – de hårdtslående numre bliver så meget mere hårdtslående, når de kommer lige efter lidt skønsang og fløjtespil.
Kort fortalt er Elbenblut alt det, jeg kunne have drømt om og håbet på fra en Asenheim-skive – selvom jeg var forberedt på det stik modsatte. Denne glædelige overraskelse skal dog tages med i ligningen, for en sådan kan afgjort påvirke karakteren, og det er derfor ikke sikkert, at min begejstring så vil være lige så stor, hvis jeg genbesøger pladen her om et halvt års tid, da karakteren delvist er baseret på ren og skær overraskelse. Også selvom det er svært at forestille sig, at jeg skulle blive træt af et nummer som ”Elbenblut II” – jøsses, hvor det dog swinger!
Bliv ved, I er så tæt på, drenge!
Spøg til side, så er Elbenblut en rigtig god skive, men lig Tolkiens værker bliver den også en kende lang i spyttet. 11 numre er lige i overkanten, og albummets lukker, ”Nicht mehr weit”, der primært består af synthesizer og clean vokal, burde de godt nok have droppet. Man kan også diskutere, om ”Ein letzer Atemzug” havde behøvet at vare næsten 11 minutter – jeg hælder personligt til 'nej, egentligt ikke'. Men uanset, så er Elbenblut den afgjort bedste skive, Asenheim har udgivet i årevis – muligvis nogensinde.