Det kunne selvfølgelig være værre
Hvis man er i tvivl om hvorvidt det går godt i verden, så kræver det ikke mange minutter af TV Avisen, der enten handler om verdens længste tredages militæroperation eller en naturkatastrofe i et tættere og tættere beliggende land, før man kan konkludere, at nej, det går ikke godt. Reelt set har det ikke gået rigtig godt siden finanskrisen i '08. Så derfor kan man godt gå hen og blive lidt apatisk, lidt nihilistisk og lidt træt af, at diverse dårligdomme bare kører i rundkreds på landet avisforsider uden strejf af liv og glade dage. Denne følelse er man dog ikke ene om. Danske Kill Trip har – først med debuten Bury the Sky og derefter ep'en Sifting the Ashes (EP1) – efterhånden vist sig at være yderst leveringsdygtige i soundtracket til civilisationen nedtur, og så er de netop aktuelle med Sifting the Ashes (EP2).
Simpel musik til en simplere verden
Lydmæssigt er vi stadig i samme territorie som Sifting the Ashes (EP1). Sludgerocken er stadig beskidt og støvet, hardcoren er stadig vred, bas og guitar omfavner øregangene som et bjørnekram fra en velvoksen rocker, og det overordnede udtryk er, som altid, gennemsyret nederen.
Lydmæssigt er Sifting the Ashes (EP2) dog – ligesom svaret på, om Elon Musk egentlig ved, hvad han laver – blevet noget mere ligetil. "If You See Me, Weep" kræver hverken en kandidatgrad i polyrytmik eller matematik for at gøre sig forståelig. Nummeret er drevet af et simpelt stampende groove riff, der er som trukket ud af Down og sludget Pantera og akkompagneres smukt med skiftende støvet LG Petrov-brøl og typisk hardcoreråb. Læg dertil en vred omgang solid hardcore, jamen så har du en glimrende marchrytme, når realitetens pessimisme skal udbredes til masserne. ”These Battles Lost” bruger nogenlunde samme byggesten bare mere i hardcorens favør og uden brøl. På nummeret vælger Kill Trip dog at trække et af deres stærkeste kort – den sørgmodige og melankolske grungevokal. Skiftet fra punket sludgerock til weltschmerz-fyldt grunge er som at få serveret en kop varm kaffe brygget over gløderne af den containerbrand af en verden, man i de sidste mange år har ønsket ville gå til grunde i et altopslugende inferno. At Kill Trip mestrer både det vrede og punkede, men også det melankolske og følsomme, giver bandets lyd en dynamik, der er uovertruffen.
Denne dynamik savner man desværre bare på åbneren ”Monolith” og især lukkeren ”Master of Sleep”. Førstnævnte er ikke et nummer, der slår benene væk under nogen, men med sin rene punkede frustration er det en acceptabel måde at åbne ep’en på. Sidstnævnte formår dog aldrig at komme nogle vegne med et riff så basalt, at alle, der bare har overvejet at spille noget, der lyder støvet og beskidt, har brugt det flere gange, end ”onkel morfar” er brugt som reel familiær titel i Alabama. Det er ikke et dårligt riff, men når man holder det op mod ”If You See Me, Weep” og ”These Battles Lost”, så bliver det en frygtelig kedelig afslutning på en ellers udmærket ep.
Det er også svært at være lige så nederen, som verden er blevet
Ovenpå den forrygende gang nihilistisk pessimisme, som Sifting the Ashes (EP1) var, så havde jeg set meget frem til EP2. Desværre holder Kill Trips nyeste skud desværre ikke helt samme standard, og som lytter savner man den formidable dynamik, som bandet præsenterer i deres blanding af nihilistisk hardcore og weltschmerzet grunge. Dermed ikke sagt, at EP2 er en dårlig udgivelse. Kill Trip er stadig lige fulde af frustrationer over, hvor nederen verden er blevet, som de altid har været. De præsenterer bare disse frustrationer på samme simple måde, som mange andre punkede sludgerock bands har gjort før dem, og det får desværre Kill Trip til at falde lidt tilbage i mængden.
