Tung, beskidt og gennemført sludge

Denne skribents kærlighed til Helhorse startede for alvor med Oh Death fra 2013. Det album indeholdt flere af de bedste sange udgivet det år, sange som jeg stadig i dag, seks år senere, hører regelmæssigt. I 2016 udgav de så efterfølgeren Helhorse, der, trods en del absolut godkendte momenter, ikke helt kunne leve op til de forventninger, Oh Death havde skabt. Bandets tunge, beskidte og i det hele taget gennemført sludgede stil blev frem til albummet Helhorse suppleret ikke bare med en af landets bedste rock-vokaler i Mikkel Vad Larsen, men også med Aske Kristiansens intense råben. Den dynamik gav bandet et mere vredt og fandenivoldsk udtryk end traditionel sludge, samtidig med at Askes keyboards tilføjede både stemning og dynamik. Men af uvisse årsager har Aske, i øvrigt sammen med guitarist Stephan C. Krabsen, forladt gruppen inden indspilningerne til Hydra gik i gang.

And then they were four…

Helhorse står derfor nu tilbage som et mere traditionelt ”four-piece”, men det fremgår ret hurtigt, at man ikke behøver at være bekymret over det, for på Hydra fremstår bandet ret komplet. Som om kernen i det, der var Helhorse, stadig er intakt. På førstesinglen ”Overboard” er dynamisk guitararbejde i forgrunden, og Mikkel Vad er trådt i karakter med en endnu mere intens tilstedeværelse og en virkeligt medrivende vokalpræstation. Begge dele går så meget igen på hele albummet, at man helt glemmer at savne både keyboards og skrig. Anden-singlen ”Avalance” har et forbandet catchy omkvæd og riffs, der gør, at man næsten tror, gruppen har tænkt sig at vælte D-A-D af pinden på den danske hardrock-scene. ”Outcome: Ruin” er endnu et eksempel på, hvordan Helhorse med succes erstatter deres tidligere stil med noget nyt og bedre. Riffsne står i kø, sangskrivningen er i top, og det hele suppleres med et velplaceret kor.

Balladen – åh ja, sådan en skal vi også igennem – ”Northern Lights” virker lidt påtaget, selvom der også er lyspunkter blandt andet nogle smukke guitar-linjer. Men den trænger til nogle flere timer i både øveren og studiet. Det samme kan man sige om et par af de andre skæringer på Hydra, der heller ikke brænder helt igennem. Det gør til gengæld titelnummeret ”Hydra”, hvor starten næsten virker som en hyldest til Black Sabbath med et tungt, doomy riff, som Tony Iommi formodentlig ville være svært tilfreds med. Fantastisk at de gamle englændere, der opfandt hele lortet, stadig kan inspirere yngre musikere. ”Hydra” imponerer også med et tonstungt breakdown og endnu mere lækker guitar-arbejde fra Jakob Møgelvang.

All Hail Hydra!

Alt i alt er Hydra et eksempel på, at man nogle gange rent faktisk kan rive lortet ned (eller måske blive tvunget til det af omstændighederne) for derefter med succes at bygge noget nyt op igen. Det er måske ikke ligefrem et bedre album end alle forgængerne, men det er absolut på niveau med deres bedste, hvilket egentligt er en sejr i sig selv. Man får derfor en stærk tro på, at der en lys fremtid for Helhorse fyldt med fest og generel hellraising, men absolut også med både dybde og mere udvikling. Vi hylder dermed Hydra og giver otte røde kranier med overdreven tysk accent, der ikke giver en fuck for fortiden.