Uden kendskab, ingen selskab
Hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med Kill Trip, så er det på tide. Bandet byder desværre hverken på te eller kaffe, men derimod en brutal omgang sludge/hardcore metal, og har siden deres debut Bury the Sky i 2019 udgivet to ep’er Sifting the Ashes EP1 og Sifting the Ashes EP2. Deres nyeste langspiller, som bærer samme navn, er en sammensmeltning og forlængelse af de to foregående værker med lidt nyt materiale, der for alvor skal ses som en færdiggørelse af albummet. Bandet består af Rasmus Justesen (vokal), Thomas Gajhede (guitar), Claus Langkjær (bas) og Karsten Gøeg (trommer), og jeg havde personligt fornøjelsen af at opleve bandet live, da de gæstede Fermaten beliggende i Herning. Kill Trip stod den dag for opvarmningen, og satte flot tonen for en fantastisk aften med lutter dansk metal. Derfor greb jeg også med glæde muligheden for at dykke ned i deres seneste udgivelse for at tjekke, om live-lyden kunne indkapsles og konverteres til et andet format.
Hvad fanden er det for en verden, vi bor i?
Hvis vi skal være hudløst ærlige, så har vores verden gennem de seneste mange år været udsat for en stor mængde mishandling, og desuden været plaget af udfordringer landene imellem. Atomtrusler mellem USA og Rusland, krigen i Ukraine og Coronavirussen er alle gode eksempler. Listen er lang, og med tiden har vi lært at acceptere, hvordan virkeligheden er – og netop deri ligger Kills Trips budskab og pitch; At synliggøre vores verdens elendighed for alle at se. Hvis du i forvejen kæmper med at holde humøret oppe, vil jeg ikke anbefale, at du hører dette album, der sagtens kunne være en opskrift på en langvarig depression. At sidde og lytte til, at Rasmus Justesen råber budskaber ud såsom ”Humanity is lost!”, er ikke ligefrem en munter omgang. Omvendt kan det være præcis den form for medicin, som vores verden har brug for – en rå og ærlig konfrontation med virkeligheden.
Hvis man læser tracklisten igennem på de to foregående ep’er, bliver det afsløret, at vi har at gøre med tre spritnye sange. ”Standing in Blood”, ”The Burial” og ”The Locust”. Stilistisk passer alle tre numre godt ind i ligningen, men min klare favorit er dog ”The Locust”, der med et bemærkelsesværdigt riff formår at overvælde og destruere lytterens trommehinder på rekordtid. Man kan næsten smage både spyttet og sveden, som der er sprøjtet i nummeret. I og med at vi ”kun” får omtrent ti minutters ny musik, er det begrænset, hvor stor afvigelsen af albummet er fra ep’erne. Det har helt sikkert heller ikke været intentionen, og derfor er albummet også præget af de samme svagheder og styrker som tidligere.
Hvis vi ser bort fra ”The Locust”, har både de gamle (og lidt af de nye) sange generelt svært ved at skille sig ud fra mængden. Der mangler overraskelsesmomenter, og visse riffs er decideret for uinspirerede, som eksempelvis på ”Master of Sleep”, hvor der mangles pondus, effekt og nytænkning. Justesens vokal har desuden ikke spændet til at kunne afhjælpe dette problem. Alt kører i samme toneleje fra start til slut. Heri ligger dog også albummets styrker. Hvis du er til pessimistisk sludge med hardcore-brøl, hovedsvingeri og en snert af ”rend mig”, så er du kommet til det rette sted. Bandets passion og live-udtryk kan desuden mærkes (på hvad end format du hører), og det er en faktor, som adskiller dem fra mange andre. Da jeg så bandet live, var jeg skuffet over, at Karsten Gøeg var gemt godt væk bagerst på scenen. Det er ikke tilfældet her. Hans tunge trommespil slutter og starter, hvad der bedst kan beskrives som et soundtrack til verdens undergang, og han er uden tvivl bandets rygrad. Stor ros til ham.
Den, der vil have ild, skal lede i asken
Kill Trips musik maler et billede af en verden på randen af kollaps, hvor hver tone synes at være en advarsel om det uundgåelige sammenbrud. Sifting the Ashes er som en sonisk rejse igennem forfald og desperation, og kunne sagtens agere som det sidste søm i kisten. Til trods for lidt manglende variation, ville jeg ikke have noget imod at opleve bandet live igen – ej heller at anmelde deres næste udgivelse. Et gammelt ordsprog siger, at ”den der vil have ild, skal lede i asken”. Hvis dette er tilfældet, er jeg sikker på, at Kill Trip gerne vil agere krematorium, uanset hvilket koncertsted der booker dem!
