Khold - Masterpiss of Pain

Masterpiss of Pain

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så er det blevet tid til endnu en genudgivelse. Denne gang drejer det sig om Kholds debutalbum Masterpiss of Pain, der første gang udkom i 2001. Khold var den gang i stalden på den nu hedengangne label Moonfog, og det kan derfor næppe undre at bandet spiller black metal. Og ligesom flere af de daværende labelmates, så har Khold en ganske speciel lyd.

Der er klare inspirationer fra den tidlige black metal (igen, som mange af deres daværende labelmates), der kører i mid-tempo og satser langt mere på iskolde stemninger frem for overdreven fart. Produktionen er god, og man kan tydeligt høre hvad der foregår, uden at lyden i øvrigt bliver alt pæn og ren.

Der hvor Khold dog adskiller sig fra mange genrefæller, er ved brugen af en meget tung og dominerende bas. Det giver musikken et anderledes præg, der fint bliver understøttet af Gards (ex. Tulus) mørke vokal.

Generelt har Khold formået at skabe et på mange måder specielt album der, især da det udkom første gang, var med til at flytte grænser for hvordan black metal kunne lyde. Min primære anke mod musikken har altid været, at det til sidst begynder at flyde sammen. Numrene begynder ganske enkelt at minde lidt for meget om hinanden.

Fans af black metal, der ikke allerede er bekendt med Khold bør dog bestemt give det et lyt. Men for dem som allerede har albummet, er der ingen grund til at investere i denne genudgivelse. Indpakningen er flot, og der er et demonummer med som bonus, men en "dobbelt investering" værd er det ikke.