Dødsstraf og dødbringende lyd

Dybt forankret i Norges historie ligger et mørkt og skummelt kapitel. Den sidste fuldbyrdelse af dødsstraf ifølge loven fra 1842 fandt sted i 1876, indtil da var dødsstraf en almindelig praksis i Norge. Den gamle norske lov fra 1687 og den første straffelov fra 1842 tillod dødsstraf for alvorlige forbrydelser som landsforræderi og overlagt drab. Uskyldige kvinder blev beskyldt for at praktisere sort magi og som straf brændt på bålet. Halshugninger og andre former for brutale henrettelser af håndlangere og syndere var til syne for offentligheden for at belære og underholde resten af befolkningen. Dette dystre billede af fortiden er netop dét, norske Khold beskæftiger sig med på deres seneste plade Du Dømmes til Død.

Glimrende på mange fronter, men ensformigt i længden

Khold har holdt det kørende siden årtusindskiftet og hyldes for deres old school black metal og mid-paced rytmer. En lyd der er tæt beslægtet med landsmændene Darkthrone. På Du Dømmes til Død har nordmændene taget et dyk ned i historiebøgerne og kastet sig ud i et konceptalbum om håndlangere og henrettelser gennem Norges historie. Vi føres igennem skyggesiden af Norsk retspraksis med forventelige tekster om halshugninger og hekseafbrændinger samt dølgsmål, altså hemmelige fødsler, en lov Christian d. 5 udstedte i 1687, og som forblev en dødsstraf frem til 1842. Spændende, ik? Hvis bare musikken var lige så interessant som den historiske baggrund.

”Myrdynk” som åbningsnummer er et bizart valg. Lytteren indhylles i mørke og gruende riffs, der akkompagneres af Gards karakteristiske vokal, men det bliver kedeligt i længden, og der mangler en intensitet, der sætter rammen for resten af pladen. Til gengæld sparker nordmændene for alvor igennem på det efterfølgende nummer ”Vanviddfaren”. Tempoet er skruet op, og det velkendte nedstemte groove finder sin vej frem. Det er dramatisk og rendyrket norsk knallertrock! Højdepunkterne inkluderer ”Skoggangsmann” og ”Galgeberg og Retterbakke”, hvor Khold viser deres evner til at skabe catchy melodier og fængende riffs. På sidstnævnte nummer får vi serveret det ene dræberriff efter det andet, så kraniet er ved at eksplodere.
Til trods for dette efterlades man med en halvlunken oplevelse. Numrene bliver ensformige i længden, og kun subtile forskelle adskiller dem fra hinanden.

Ikke voldsomt ophidsende

Du Dømmes til Død formår ikke at leve op til sit ellers spændende koncept, fordi musikken skuffer med sin manglende variation. Mens numre som "Vanviddfaren" og "Galgeberg og Retterbakke" formår at gribe lytteren med deres dramatiske riffs og fængende melodier, lider albummet under en generel ensformighed, der resulterer i en tam oplevelse.