Khold - Phantom

Phantom

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

For nylig anmeldte vi her på sitet genudgivelsen af Kholds debutalbum "Masterpiss of Pain". Nu er turen så kommet til bandets andet album Phantom, der første gang udkom et år efter debuten, nemlig i 2002, der er blevet genudgivet via Peaceville Records.

Stilen på albummet ligger i direkte forlængelse af forgængeren. Det vil sige mid-tempo black metal tilsat nogle fede riff. Mest markant er dog den stadigt dominerende bas, der virkelig adskiller dem fra mange andre bands. Den skaber en anderledes tung (og mørk) stemning i musikken, der understøttes af Gards suværene vokal. Lyden på albummet er rigtig god, og man kan tydeligt høre hvad der foregår - hvilket nærmest er et must for den her type af black metal – men samtidig uden at det bliver alt for pænt og rent.

Generelt synes jeg at både de enkelte numre og dermed også albummet som helhed er bedre end forgængeren. Numrene er mere fængende, og jeg synes der er mere variation over musikken. Faktisk er Phantom efter min mening det klart bedste album Khold har lavet til dato.

Der er også kommet et bonusnummer med på denne genudgivelse, i form af en demoversion af nummeret Rovnatt. Det blev oprindelig lavet tilbage i 2000, og det var blandt andet med til at sikre dem en kontrakt med Moonfog. Det er bestemt også et godt nummer, der virker en anelse mere hårdt og råt end resten af albummet.

Dette er bestemt et album som fans af black metal bør høre, om end har man allerede investeret i det en gang kan man roligt springe denne udgivelse over.