Kerry King - From Hell I Rise

From Hell I Rise

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 3 stemmer.

Another day …

Det er tidlig morgen. Klokken er lidt i otte, og familien Danmark slår langsomt øjnene op til årets første søndag i advent anno 2019. For de flestes vedkommende lykkeligt uvidende om den vemodige begivenhed, der i disse minutter udspiller sig på The Forum i englenes by, syv tidszoner mod vest. Her har Kerry King netop givet sin sidste optræden som guitarist for Slayer. På vej væk fra scenen afmonterer han sine karakteristiske buksekæder, hæver dem triumferende over hovedet og lader dem teatralsk falde til jorden med brag. En æra, der har strakt sig over fire årtier, er forbi! Slayer førte gennem sin regeringsperiode en noget tumultarisk tilværelse, og allermest hænger Hannemans utidige bortgang tilbage i 2013 stadig som en sort sky over californiernes eftermæle. King selv har derfor været yderst i klar i spyttet, når snakken er faldet på fremtiden: ’I knew early on that I wasn't done, and I had no intention of not continuing to play.’ Som sagt så gjort, og efter yderligere fem år er Slayers ikoniske medstifter klar med solodebuten, From Hell I Rise.

… another Dime?

Albummet er markedsført ganske solidt gennem valget af en kompetent besætning, der foruden King selv tæller tidligere Slayer-kollega og grydesvinger Paul Bostaph, bassist Kyle Sanders (ex-Hellyeah), guitarist Phil Demmel (ex-Machine Head) og vokalist Mark Osegueda (Death Angel). Alligevel ender projektet med at så tvivl om, hvilket resultat vi kunne have stået med, hvis man havde valgt at gå en anden vej end den slagne. Osegueda bevæger sig for så vidt tilforladeligt i det lyse toneleje, men at bede ham lægge sig op ad en stemme med så distinkt fylde og variation som Arayas yder ingen af parterne retfærdighed. Numre som ”Where I Reign” og “Idle Hands” er blottede for sjæl og nerve og ville på den konto også have fået et helt andet udtryk, hvis King havde valgt at følge anbefalingerne fra label, management og promoter, der alle ønskede Phil Anselmo i stedet. Men ak, kongen går sine egne veje, og disse fører unægtelig tilbage til Slayer … om og om igen.

Demmel og King komplementer hinanden fint, hvilket blandt andet kommer til udtryk i ”Residue”, hvor de hver især tilskikkes en leadsolo. Trommemønstrene er derimod som taget ud af God Hates Us All, hvilket med al sandsynlighed kan tilskrives Bostaph, der på dette album passede tjansen i Dave Lombardos fravær. Men når nu man vælger at kaste så meget energi i at lyde som en opdateret udgave af Slayer, så ligger charmen altså primært gemt i evnen til at gengive lyden af den amerikanske førstebølge-thrash fra starten af 80’erne. Ikke mindst når man som King er og var et af periodens helt centrale omdrejningspunkter. Omvendt må vi også anerkende detaljerne i produktionen, når dette er på sin plads. ”Trophies Of The Tyrant” lykkes således med at flytte Sanders længere frem i mixet, hvilket bidrager positivt til de klassiske ’Slayer-vibes’. Dog med det lille aber dabei, at vi stadig befinder os et pænt stykke fra Arayas firstrengede kundskaber på Slayers tidlige diskografi. Et håndværk King i øvrigt selv skulle have løftet på alle studieudgivelser siden starten af 90’erne!

Lidt over midtvejs skiller henholdsvis ”Tension” og ” Everything I Hate About You” sig en anelse ud fra mængden qua deres beskedne spilletid. Selvom leadriffet på førstnævnte forekommer en kende monotont, får vi herpå også en af albummets mere mindeværdige soli. Herefter letter røgsløret af Kings gennemgående flirten med elementer fra speed og punk, og med ”Toxic” står det efterhånden krystalklart, at den konsekvente omskrivning af de samme indifferente riffs kun opvejes af irritationen over Oseguedas lettere endimensionelle vokal. Helt mærkværdigt tager stilen sig ud under ”Rage”, hvor man næsten gruer for, hvorvidt stemmen kan bære. En ejendommelig oplevelse, idet Osegueda i front for Death Angel faktisk ramte tonen C7 (under ”Mistress of Pain” fra The Ultra-Violence, 1987) i modsætning til Arayas ellers så berømte C6 i ”Angel of Death”. At han til gengæld ikke evner at variere som Araya, for eksempel fra det melodiske mellemleje vi finder i ”Seasons in The Abyss” til vibratoen fra ”South of Heaven”, er en helt anden historie ...

The King is dead, long live the King!

From Hell I Rise vil givetvis dele thrashscenen i minimum to lejre: dem, der har grædt snot, siden Slayer annoncerede sin opløsning, og dem, der for længst har slået sig til tåls med, at BIG4-legenderne (formentlig?) hører fortiden til. Her handler det kun om én ting – klampen i bund med 300 i timen! Der skal ikke reflekteres så frygtelig meget over tingene. Der skal derimod høvles noget humle og knækkes nogle nakker. Og til det formål klarer albummet opgaven fint. Personligt tilslutter jeg mig i højere grad det sidste segment. King er som grundlæggende medlem af Slayer for længst garanteret en plads i historiebøgerne, men kunne sammen med netop førnævnte Phil Anselmo have skrevet nye mindeværdige kapitler. I modsætning til Pantera, der sidste sommer gæstede Copenhell i et ’legacy-format’, lurer reminiscenserne af Slayer stadig i kulissen som et spøgelse, der ikke helt er klar til at vedkende sig sin status som et levn af fortiden. Det placerer King i et kunstnerisk limbo, hvorfra der hverken synes en vej frem eller tilbage. Om Copenhell vil vise sig at blive kongens glorværdige genrejsning, er derfor yderst tvivlsomt …!

Tracklist

  1. Diablo
  2. Where I Reign
  3. Residue
  4. Idle Hands
  5. Trophies Of The Tyrant
  6. Crucifixation
  7. Tension
  8. Everything I Hate About You
  9. Toxic
  10. Two Fists
  11. Rage
  12. Shrapnel
  13. From Hell I Rise