En kongelig affære
Der har været mange spekulationer angående omfanget, siden Slayer annoncerede deres uventede reunion i 2024. Kerry King har dog været meget klar i mælet og forsikret, at der ingenlunde bliver tale om årligt tilbagevendende begivenheder. Genkomsten gælder, til stor frustration for millioner af fans fra de øvrige egne af kloden, udelukkende tre festivalkoncerter i USA. På trods af fem års fravær siden opløsningen i 2019 nyder den californiske firebande tydeligvis stadig tenderende royal status på globalscenen for thrash metal. Kong Kerry har da heller aldrig lagt skjul på, at han ønskede at fortsætte sit erobringstogt, og man kunne derfor med nogen rimelighed argumentere for, at solodebuten From Hell I Rise er det tætteste, vi kommer på et nyt album med Slayer anno 2024. Med Mark Osegueda bag mikrofonen og Paul Bostaph på gryderne er gruppens øvrige udtryk ikke overraskende formet af genreikoner såsom netop Death Angel og Exodus. Ud over det spritnye originalmateriale kan publikum forvente, at der bliver spillet noget med Slayer (surprise!). Gruppen har hidtil benyttet varierende sætlister, men blandt kvalificerede bud på de bangere, hvortil vi skal ryste garn og knække nakker må være ”Disciple”, ”Black Magic” og naturligvis kronjuvelen i Slayers skatkammer, ”Raining Blood”!
Spil noget (mere) med Slayer
Efter det, der virkede som en mindre evighed, tonede kongen med følge endelig frem på festivalens næststørste scene. Her blev det endog meget tydeligt, at King er og har alle dage har været en mester i selviscenesættelse. Således oplevede vi markant lydforskel mellem Kings guitar og Oseguedas spagfærdigt lave vokal, der næsten fik ”Where I Reign” til at fremstå som et pantomimestykke. Det bekræftede egentlig blot, at den ældre herre, jeg forinden sættet havde valgt at udfritte angående præferencer og relation, endte med at trække det længste strå. Som livslang fan af Kings forhenværende arbejdsgiver var det naturligvis obligatorisk at skulle ind og se giraffen. Han undlod dog heller ikke at nævne sin tvivl, hvorvidt han i stedet burde have indfundet sig foran Pandæmonium, hvor Harms Way optrådte simultant med Kerry King. Som sagt så gjort, og halvvejs igennem ”Trophies of the Tyrant” var han allerede videre igen.
Tilbage stod vi nu med en tirade mod alverdens politikere og de småtbegavede ’får’, der ukritisk lapper propagandaen i sig. Dundertalen efterlod denne anmelder med et skævt smil om munden, da en lille skare tilbedende disciple midt foran scenen gik fuldstændig balalajka til tonerne af intetsigende ”Toxic”. Bevares, som sætlisten blev pløjet igennem, og vi nåede til de lettere genkendelige numre som singlen ”Residue”, dukkede da langt om længe også nogle tilnærmelsesvis ophidsende leadriffs op. Det skal samtidig siges, at kritikken på ingen måde rettede sig mod de faglige kundskaber hos ensemblet på scenen. Eller som jeg sagde til min kollega, så var det værste, at hvis bandet i stedet havde spillet et regulært Slayer-sæt, så havde responsen blandt publikum og dermed bedømmelsen af den samlede oplevelse også været noget anderledes. Som sendt fra helvede dukkede netop ”Disciple” op umiddelbart herefter … og SÅ var der reaktion!
Det krævede næppe en ph.d. i psykologi at forestille sig nogenlunde følgende sætning løbe gennem synapserne (for it was also in my mind ...!): ’Så lad os da få den genstart af Slayer!’ Jaja, da … når nu der var tændt op under grillen, så kunne vi ligeså godt smide kødet på. Hvis ”Crucifixation” udgjorde en saftig frankfurter, så blev der herefter hentet de helt dyre skiver wagyu. Under tonerne af udødelige ”Raining Blood” og efterfølgende ”Black Magic” fik vi da også en af de hidtil største abefester på arealerne foran Hades under dette års festival. Vi snakkede balstyriske tilstande, hvor en regn af ild og svuppere (?!) fløj rundt foran scenen. That’s fucking 80’s thrash metal for the masses! Dermed var det også lidt af en lunken bæ, da vi lukkede med titelnummeret fra Kings solodebut, ”From Hell I Rise”, der afgjort havde gjort sig bedre INDEN det forudgående ’blast from the past’.
Kongen abdicerede under lunken applaus
Der blev sandt for dyden ikke vekslede mange overflødige ord med de tilbedende masser denne eftermiddag. Ja, faktisk kan jeg ikke genkalde mig, at Kerry King foretog sig ret meget andet end at smide plektre ud til de forreste rækker. Der blev til gengæld spillet højt, hurtigt og møghamrende aggressivt, og med fare for at gentage mig selv, så har King i den grad fået besat pladserne rundt om bordet med yderst kompente folk. Problemet ligger dog i, at når King erklæret vælger at lade sit nye udtryk fungere som en mere eller mindre naturlig udløber af Slayer, så vil sammenligningsgrundlaget, hvad end man vil det eller ej, unægtelig følge med. Og lad os bare være ærlige … hverken ”Idle Hands”, ”Residue” eller for sags skyld ”From Hell I Rise” besidder tilnærmelsesvis kvaliteten til at nå samme status som hverken ”Black Magic”, ”Raining Blood” og ”Disciple”.
Derfor var det heller ikke overraskende, at festen fes ud lige så eksplosivt, som den var startet. Jeg havde i min naivitet håbet, at et navn af Kings kaliber ville se sig i stand til at bryde dettes års apatiske mønster. Alt for ofte er et navn gået på scenen, og alt for ofte har artisterne deroppe måtte råbe publikum an. Men når det sker gentagne gange, maner det alligevel til refleksion. Bevares, hvert navn har selvfølgelig sine betingelsesløse følgere, der vanen tro har indtaget logepladser allerforrest, midt for scenen. ’Fårene’, som frontmanden fra Death Angel så taktfuldt (!) fik kaldt dem, vil altid være der. Netop Mark Osegueda var dog blandt de primære årsager til, at oplevelsen fik en flad bismag af Slayer. Lyden, der i første nummer truede med at dræbe festen, allerede inden den blev afblæst, blev ganske vist kalibreret ganske hurtigt herefter. Her blev det paradoksalt blot endnu tydligere, hvor langt hans niveau ligger fra gamle Tom Arayas. Man kan derfor kun ryste på hovedet med nyheden om, at King allerede barsler med en opfølger til From Hell I Rise … ih, du godeste, nej. Gør dig endelig ingen ulejlighed for vores skyld.
Sætliste:
1. Where I Reign
2. Trophies of the Tyrant
3. Toxic
4. Two Fists
5. Idle Hands
6. Residue
7. Disciple (Slayer cover)
8. Crucifixation
9. Shrapnel
10. Raining Blood (Slayer cover)
11. Black Magic (Slayer cover)
12. From Hell I Rise