Katla spiller koncert på A Colossal Weekend 2024.
Katla - Warmongering Luciferians Chapter 1

Warmongering Luciferians Chapter 1

Udkom

Type:EP
Genre:Doom/Stoner Rock
Antal numre:3

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dragen er tilbage med fornyet kraft

Hvad får du, hvis du smider en selvudnævnt jydebande med base i det københavnske Nordvestkvarter ned i en islandsk vulkan? Du får Katla. Tre unge mænd, der elsker at spille en ondskabsfuld og beskidt omgang doom. De mødte hinanden på Copenhell i 2017, hvor idéen til bandet opstod. Samme år mødtes de første gang i øvelokalet, hvor det klikkede med det samme, og Katla var en realitet. I 2018 smed de deres første udgivelse, KATLA (EP), på gaden, og 2019 en single med titlen ”Dragonlord”. 2019 var også året, hvor Katla vandt den danske udgave af Wacken Metal Battle og for alvor slog deres navn fast med deres karakteristiske omvendte kors. Nu er de, trods pestguden Rona, tilbage med endnu en EP, Warmongering Luciferians – Chapter 1. Spørgsmålet er, om Katla med denne udgivelse kan leve op til den relativt store succes, bandet har opnået på blot tre år?

Kampen fortsætter

Svaret kan ikke blive andet end et brølende ja! Musikken er et langt stykke ad vejen, som vi kender den fra Katlas hånd – og så alligevel ikke helt. Det er stadigvæk tunge riffs på guitar og bas, der er det bærende element, og om hvilke sangene bygges op. Der bliver stadigvæk spillet ekstremt hårdt på instrumenterne, hvilket tydeligt kan høres. Men lyden er anderledes. Ikke at Katla lyder markant anderledes, gud ske tak og lov, de spiller stadigvæk beskidt, smadret og tung doom. Men der er i den grad sket noget med lyden på bandets nye EP. Der er kommet markant mere power i lyden i forhold til deres første EP, og allerede fra første anslag står det klart, at de næste lige knap 11 minutter bliver et ondt, tungt og dystert bekendtskab.

Sangene er kortere, end vi tidligere har set, og strukturen i numrene er blevet mere strømlinet, som man kender det fra sange, der har en chance i radioen. Her vil nogle måske blive bekymret: Skal Katla nu til at lave musik til radioen? Det er ikke til at sige, og i min optik gør det ikke noget, at strukturen i sangene er blevet ændret. De er stadigvæk tunge og beskidte, og det er svært at holde hovedet i ro, når først musikken spiller. Tempoet er også en smule højere end tidligere, men vi befinder os stadigvæk i tungt trav, hvor ploven ikke ryger op af fugen. Der er også sket noget med det vokale udtryk. Inspirationerne fra black metal er blevet tydeligere, og når både trommeslager Rasmus og bassist David stemmer i, skaber det en utrolig fed dynamik i musikken, som også er at finde hos eksempelvis danske Orm.

Af de tre skæringer på pladen vil jeg særligt fremhæve én sang: ”The Great Wandering”. Efter en kort intro med støj sparkes sangen i gang af et altødelæggende riff og tonstunge trommer. Men det, der adskiller dette nummer fra de to andre, er den klagende guitar, der i løbet af sangen svæver henover den blytunge bund af bas og trommer. Et virkelig fedt nummer, der gerne må være repræsentativt for det kommende album.Onde tunger vil måske mene, at de tre nye sange minder for meget om hinanden. Men som jeg ser det, så er det præcis sådan, det skal være. Der er en tydelig rød tråd i musikken, og man skifter jo heller ikke Michael Laudrup ud, hvis han kan spille.

Overbevisende forsmag

Katla har med Warmongering Luciferians – Chapter 1 lavet endnu en fantastisk EP, der i den grad hæver forventningerne til det kommende album. I overbevisende stil fortsætter de deres kamp imod religionernes forfærdeligheder med tung, beskidt og smadret doom, og hvis ikke du allerede har set Katla live, så skylder du dig selv en billet til deres næste show. For selvom Katla gør det voldsomt godt på plade, så er det på scenen, at deres absolut største styrke ligger. Med en jovial og humoristisk tilgang til publikum hamrer de deres budskaber igennem og efterlader publikum fuldstændig gennemblæst. Der er i hvert fald én, som glæder sig.

Tracklist

  1. Warmongering Luciferians pt. 1
  2. The Great Wandering
  3. Warcries