Endnu en sejr for dansk Hardcore!
Det københavnske Hardcore-band Justin Hate kom i 2012 med EP’en Wandering Deathbird, som modtog karakteren 70% her på siden. Nu er de klar med en opfølger, i form af deres første full-length Though Hope Is Frail.
I de seneste år har det været rigtig spændende at følge udviklingen på den danske Hardcore-scene. Med bands som The Psyke Projekt i spidsen er en masse nye navne piblet frem, og et af dem er københavnske Justin Hate. Jeg indrømmer med det samme, at jeg slet ikke kendte dem, før jeg sad med denne skive i hånden, men nu skal jeg love for, at jeg ikke lige glemmer dem foreløbig! Though Hope Is Frail er nemlig en de små overraskelser, der gør undertegnedes anmelder-tjans fandens fedt; At få kastet skiver af denne kaliber på bordet, af bands man ikke kender i forvejen, for så at finde ud af hvad man er gået glip af. Albummets tema om menneskets skyggesider og forfald er ikke ligefrem noget sprit-nyt. Det er hørt temmelig mange gange før, men i denne form kommer det, af en eller anden grund, til at fremstå relevant igen. På mangen en plade har man ikke rigtig lyttet ordentligt efter - måske fordi temaet efterhånden er så brugt - men på denne indfanges man ufrivilligt og bliver straks grebet af stemningen, tvangsindlagt til at komme i et bestemt humør. Måske fordi Justin Hates måde at spille metallisk hardcore på, er ret unik i forhold til så meget andet inden for genren? Her er pladen igennem masser af klassiske hardcore-elementer, men i modsætning til mange af bandets genre-fæller, er de lækkert krydret med temposkift og et passende antal større eller mindre genreskift. Hvad der starter som hurtig, energisk og typisk aggressiv hardcore, afløses af og til af noget Slayer-inspireret klassisk metal, og i momenter fornemmes også noget Pantera. Og så er de på nummeret “Eve of Plague" heller ikke blege for at spille noget, der næsten lyder som hardcore punk. Men hvad der særligt fik mig op af stolen, er kvaliteten og variationen af de riffs der leveres. Rigtig meget hardcore lider under en støjende, ensformig og alt for aggressiv guitar, der sjældent kan spilles hurtigt nok. Men hos Justin Hate vender man den typiske opfattelse af hardcore-guitar på hovedet, og lykkes på sublim vis med at få skabt sit eget udtryk, gennem riffs af høj kvalitet i et moderat tempo. Sindssygt godt set, og fandens godt tænkt. Inden jeg runder af, vil jeg også lige nævne produktionen. Ærligt talt, så er der ikke så meget andet at sige, end at lydbilledet er rigtig flot skruet sammen. Særligt bassen ligger langt fremme i mikset, og det klæder musikken rigtig godt. Dog kunne jeg måske have ønsket mig en anelse mere variation i guitarens lyd, da det virker som om pedalerne har haft samme indstillinger på samtlige numre. Men pyt skidt, det lyder stadig rigtig fedt!
Det er groovy og energisk, og det er aggressivt og catchy. Balancen mellem det hurtigt hårde og det langsomt lækre lykkes i langt de fleste tilfælde, hvilket får denne skive til at fremstå uhyre stilsikker. Justin Hate ved præcis hvad de vil, og det er i særdeleshed her pladen sejrer. Alt for ofte har man hørt et nyt ungt band ville for meget på for kort tid, og dermed lykkes missionen kun delvist. Men dette gælder ikke Justin Hate - godt gået drenge!
Trackliste: 1. Imperishable Darkness 2. Northern Apocalypse 3. Eve of Plague 4. God’s Delusion 5. Where Vultures Feast 6. While the Moon Stood Still 7. The End is Dear 8. Spread the Disease 9. Solen Brænder 10. At the Gallows 11. Dystopia