De danske hardcore-konger er tilbage

Så kom opfølgeren endelig!

Tilbage i 2014 fik denne anmelder sig en overraskelse af de bedre. Det, for mig, fuldstændig ukendte hardcore-band Justinhate udgav deres første langspiller, Though Hope Is Frail, og sikke et album. Dyster og dynamisk metallisk hardcore med elementer af smadder og groove i Slayer- og Pantera-klassen. Jeg kvitterede uden tøven med otte flotte kranier.
Nu er de klar med opfølgeren til den stærke debut, og den hedder Marrow. 

Formidabel, men mere ensporet lyd

Vi kan lige så godt sige det først som sidst: Marrow er, trods sit vellydende indhold af unik dansk hardcore, ikke helt på højde med sin forgænger. I forhold til den knaldgode debut er det tydeligt at høre, at den københavnske kvintet nu er mere fokuseret på den mørke, grumme og rendyrkede hardcore, og de har skruet ned for diverse temposkift, melodiske hooks og elementer af andre genrer. Nu er det jo ingen dødssynd at finde sit kald og gå ud ad en mere specifik sti som band, men det har, på godt og ondt, resulteret i et mere ensformigt udtryk.

Lytter man eksempelvis til den slagkraftige “Apostasy” eller den aggressive “Nepenthe”, kan man sagtens høre, hvilket band det er, vi har med at gøre. Den gode gamle Justinhate’ske fandenivoldskhed er ikke til at tage fejl af, og den lækre produktion gør Marrow til en aldeles vellydende plade. Især guitararbejdet tager jeg hatten af for; det er hamrende brutalt, grødet og helt perfekt til en skive af denne type.
Helt dystert, langsomt og ondt bliver det på nummeret “Evigheden Skal Knuses”, og på det næsten dødsmetalliske “Ignis” er vi med fart og aggression ovre i den modsatte grøft for en stund. De fire numre, jeg her har nævnt, er uden tvivl pladens bedste. Og især de to sidstnævnte er med til at give lydbilledet en tiltrængt bredde og redder samtidig pladen fra en flad middelkarakter.

Godt, men ikke rigtig godt

Det, der gjorde, at tingene gik op i en højere enhed på det forrige album, var som tidligere nævnt den melodiøse og meget dynamiske tilgang til musikken. Den tilgang er der gjort op med på Marrow til fordel for en dyster, mørk og mere simpel hardcore-lyd. Det går desværre ud over variationen, og oftere end man kunne tænke sig, flyder en del af numrene sammen og efterlader sin lytter med et indtryk af ensformighed.
Det skal dog slås fast med syvtommersøm, at Marrow bestemt ikke er noget dårligt album. Er man til hardcore af den metalliske og dystre slags, skal man, når bandet spiller op til deres bedste, lede længe efter nogen, der kan matche Justinhate – også uden for Danmark! Det, de gør, når de gør det, er de fandens dygtige til. Fair nok at man skifter catchy dynamik, hooks og groove ud med noget mere dystert og brutalt. Men ærligt talt har jeg ikke fået den velkendte mavepusterfornemmelse denne gang. Vi lander på syv kranier.