Den lysende jætte 

I 2023 indtog dansk/færøske Iotunn Copenhell. En milepæl for bandet, som denne juniaften havde sin debut på Danmarks største metalfestival. Der var lagt i kakkelovnen til en storslået koncert, som tre år efter nu er foreviget på vinyl og streaming. Koncerten fandt sted på Gehennascenen, festivalens mindste hovedscene, gemt mellem træerne og ofte præget af en mere intim stemning. Som det visuelt stærke cover til Waves Over Copenhell antyder, havde de gjort sig umage med et overdådigt lysshow, der uden tvivl løftede koncertoplevelsen. Rammerne var således ideelle for at udfolde bandets storladne og atmosfæriske univers.

Bølgerne rammer

Livealbummet består af seks numre, der tilsammen strækker sig over cirka 52 minutter. Sangene er vævet sammen af interludes og bliver ikke afbrudt af henvendelser til publikum. På den måde står hele koncerten som et sammenhængende værk, hvilket i høj grad fungerer. Her kommer det til udtryk, hvordan bandet generelt kæler for kompositionen. På daværende tidspunkt havde de kun ét fuldlængdealbum at vælge sange fra, nemlig Access All Worlds fra 2021, samt en EP, The Wizard Falls fra 2016. De havde dog et es i ærmet: Koncerten fungerede også som premiere på sangen “Mistland”, som senere udkom på albummet Kinship i 2024. En sang, der siden er blevet lidt af en fanfavorit.

Iotunns musik er kompleks, stramt komponeret og præget af lange, detaljerede stykker, hvor meget lidt er overladt til tilfældighederne. Det betyder også, at sangene næsten uundgåeligt lægger sig meget tæt op ad studieindspilningerne. Og netop her opstår livealbummets største udfordring. Når gengivelsen bliver så stringent, føles det mindre som en levende koncertoplevelse og mere som en efterligning af det indspillede materiale. Det er i sig selv ikke et problem, men når lydkvaliteten samtidig halter, begynder det at arbejde imod udgivelsen. Produktionen mangler nemlig den tyngde, det punch og den skarphed, der gør, at man kan mærke, at Iotunn giver den alt, hvad de har, til deres overdådige koncertformat. Lydbilledet fremstår fladt og uden den bund, der kunne have løftet de tunge passager. Resultatet er en koncertoptagelse, der aldrig helt får den liveenergi frem, som materialet ellers lægger op til. I andre sammenhænge kan rå liveproduktion have sin charme og tilføre autenticitet, men bandets lyd er så omhyggeligt opbygget, at den kræver en produktion, der kan bære nuancerne. Lytteroplevelsen bliver derfor skuffende i bevidstheden om udgivelsens tydelige potentiale.

De stille og atmosfæriske passager, introer, outtroer og overgange fungerer til gengæld rigtig godt og skaber flotte lydbilleder, der adskiller sig fra studieversionerne. De virker velovervejede og stemningsskabende på en måde, der suger lytteren ind i Iotunn-universet. Men når hele bandet sætter ind, falder det desværre sammen. Ikke fordi musikerne ikke er kompetente, men fordi produktionen får det til at lyde, som om bandet er pakket ind i et for tæt mix og ikke helt kan komme ud. Man ryger derfor lige så hurtigt ud af universet, som man blev trukket ind i det, hvilket gør udgivelsen til en ujævn fornøjelse.

Når jætten drukner 

Resultatet er et livealbum, der i højere grad giver lyst til at genbesøge Iotunns studieudgivelser end til at lytte til Waves Over Copenhell. Det er ærgerligt, for potentialet er tydeligt, og man sidder med fornemmelsen af, at koncerten i øjeblikket med lys, scene og publikum har været en langt stærkere oplevelse end den, der er undfanget på denne udgivelse. Jeg ville dog ønske, at de stemningsfulde overgange kunne opleves i en sammenhæng, hvor produktionen havde den kvalitet, som sangene kræver. For et livealbum lever i høj grad af sin lyd, og når sangene allerede findes i stærke studieversioner, bliver produktionen afgørende. Kort sagt: Lyt hellere til Iotunns studiealbum, eller oplev dem live.