Ført med strømmen af Moldaus melodier

Det danske progmetalband Iotunn har med tiden vokset sig lige så stort som de kæmpejætter, de er opkaldt efter. De skal snart gæste Copenhell igen, denne gang på en større scene med en gennemspilning af deres andet fuldlængdealbum, Kinship. Derudover er de lige kommet hjem fra en længere tour, der blandt andet førte dem gennem Grækenlands mytelandskab og Istanbuls historiebelagte gader. Men de første spæde ansatser til Iotunn blev slået an på en meget mindre grusvej i Vestjylland.
 

Guitarist i Iotunn Jesper Gräs fortæller:
“Vi (Jesper og hans bror, red.) er opvokset på en grusvej, hvor der flyttede en hollandsk familie til. Deres dreng kom ned og bankede på vores dør en dag og spurgte min bror, Jens (guitarist i Iotunn, red.), direkte, om han ville være venner. Iotunn havde ikke været en ting, hvis ikke Rob, hed han, var flyttet ind på vores barndomsgade. Der hang der Metallica- og Guns N' Roses- og AC/DC-plakater overalt på hans værelse. Et af mine første minder overhovedet er, at min bror kommer ind i vores stue, dengang jeg var 4-5 år, og han har fået overspillet et kassettebånd med The Black Album. Og jeg kan huske, at det kørte ud af vores stueanlæg, og jeg sad der og kunne egentlig bare mærke en tsunami af energi, der overvældede mig. Men jeg var ikke bange, jeg var mere sådan wow, hvad er det for noget?”

Inspirationen til Iotunn kommer dog ikke kun fra tidligere tiders traditionsrige metal, men også fra den klassiske musikverden. Gräs beretter videre: 

“Da jeg var en helt lille knægt, sådan 7-8-6 måske, blev vi passet rigtig meget, min bror og jeg, ved vores farmor og farfar. Så havde de sådan en stue med en stor lædersofa, hvor Jens lå på den ene længe, og jeg lå på den anden. Så proppede min farmor noget klassisk musik på. Vi skulle have middagslur, men jeg fik aldrig nogen lur, fordi jeg lå og rejste afsted med det musik der. For eksempel en del af et storværk, Moldau, af en tjekkisk komponist, der hedder Bedřich Smetana. Når man hører den, og man lukker øjnene, så ... Den handler jo om Moldau, der kommer fra bjergene og ned gennem det gamle Prag. Og så ud i naturen igen. Klassisk musik, der er så meget billede og natur og alt muligt i det, og det, synes jeg jo også, er præsent i metalmusikken. Jeg tror, at nogle af de dybeste menneskelige følelser ligger i, når man smelter sammen med de der naturoplevelser.”

Two guitars, two guys

Nogle ville kalde det skæbnen, mens andre ville kalde det et lykketræf, at musikguderne allerede fra barnsben kaldte på både Jesper og hans bror Jens Gräs, som siden fortsatte deres fælles rejse i Iotunn. Med et grin beretter Jesper Gräs om den gamle familiefortælling:

“Jeg begyndte at spille klassisk guitar som lille dreng, som niårig. Der var en juleaften, hvor min bror skulle have en klassisk guitar i julegave. Hans første. Så var firmaet simpelthen kommet til at sende to afsted. Jeg troede, at den anden var til mig … og jeg jublede. Men mine forældre er ordentlige, gode mennesker, så vi sendte selvfølgelig den ekstra guitar tilbage, men så fik jeg jo en lidt senere. Både min bror og jeg har skrevet musik, siden vi var drenge. Altså, jeg tror, at jeg begyndte at komponere min første musik, da jeg var ... jeg ved altså ikke, 12-13 år gammel. De (deres familie, red.) har altid været meget engagerede i at høre, hvad vi komponerer, og de er stadig de første, der får Iotunn-demoerne overhovedet. Min mor, hun hører pissehøjt Iotunn, mens hun går og gør rent. Hvis min mor siger, at det der er bare en god melodi, så er jeg altid enig med hende.”

Naturens bastardbørn

Både den danske og færøske natur har kaldt kraftigt på gutterne i Iotunn, og de hører både dens råb i klassisk musik og metal, fortæller Gräs: 

“Min bror og jeg er opvokset i et landbrugssamfund. Jeg tager stadig ud på naturture med min far og kigger på fugle, og det har fyldt meget i vores opvækst. Særligt min farmor har lært mig at betone og lægge mærke til det skønne i de helt vildt små ting. Så der har været rigtig mange barndomsdage, hvis man har været ude og arbejde i haven sammen, eller gået skovture, hvor for eksempel min far eller farmor har sagt “hey Jesper, prøv lige at se, hvor smuk himlen er her”, eller “prøv lige at se, hvor smuk den bi er”. Så hele det der med at zoome ind og se det store i det små og det små i det store har altid fyldt meget. Og jeg har altid på en eller anden måde kunnet forbinde det direkte til musikken. Min bror og jeg skriver meget i fortællinger, farver, følelser og billeder. Vi taler meget sjældent om at, okay, nu skal vi gå fra den her akkord til den her akkord, eller nu skal vi spille den her teknik. Jeg tror også her, at hele den norske black metal-scene meget bredt forstået har inspireret os. Altså alt fra Dark Throne, Dimmu Borgir, Immortal, Emperor og så videre. Noget, vi finder meget præsent i den musik, er også, at den er ekstremt forbundet med store indvortes billeder. Man kan bare mærke, hvor meget natur betyder i black.”

Denne naturfascination binder direkte an til deres album Acsess All Worlds, der er forgængeren for Kinship. Det er netop Kinship, som Iotunn spiller fra ende til anden, når de optræder på Copenhell til sommer. Gräs siger:

“Access All Worlds er sat ind i en rammefortælling af nogle rejsende i kosmos. En form for sci-fi-fortælling, men for mig afspejler den egentlig også her og nu, altså den kan sagtens være en direkte refleksion af det bare at være til og den rejse, det er. Kinship blev mere orienteret omkring at prøve at rejse tilbage fra før alle kilder til historien og sådan noget. Altså at prøve at tænke tilbage igennem en præhistorisk situation i ånd og sind for ligesom at prøve at forstå, hvad der konstituerer det at være menneske og indgå i relationer, og hvordan relationer påvirker tilbage på det at være det enkelte menneske. Vi har spurgt os selv: Hvad betyder vores forbindelse til naturen? Og hvad betyder det, når vi ikke har forbindelse til naturen? Hvordan afspejler det de karakteristikker, der er ved at være menneske? Jeg tror meget på, at hvis man er drevet af ... kræfter, hvor det handler om egen vinding, grådighed og rendyrket egoisme, både som enkeltmænd, men også i sine relationer, men også som samfund, så tror jeg, at man mister forbindelsen til naturen. Man mister forbindelsen til andre, og man mister forbindelsen til sig selv.”

I den forbindelse fortæller Gräs, at alle i bandet også trækker på egne eksistenserfaringer i forhold til deres musikalske inspirationer

“Jón (Jón Aldará, forsanger i Iotunn, red.) er jo ornitolog på Færøerne og ved en masse om naturen og dyrelivet, og det er mere naturvidenskabeligt. Jeg er selv uddannet historiker. Så alt, hvad der handler om menneskets natur på mange indfaldsvinkler, er bare noget, der interesserer os rigtig meget, og som vi på en eller anden måde finder et sprog for. Det er spændende at søge efter at forstå sig selv, forstå menneskets natur, fordi det er så komplekst. At forstå, hvordan mennesket interagerer med og er forbundet med samfundsliv, familieliv, kærlighedsliv, natur og kosmos.”

De hedder Iotunn … så de må vel spille vikingemetal?

Den urkraft, som de føler i naturen, er ifølge Gräs også en del af årsagen til, at de valgte netop bandnavnet Iotunn:

“Jeg tror, at navnet kom i 2014-15 stykker. Dengang repræsenterede det, at det var første gang, vi for alvor begyndte at kigge meget mod Norden. Der var et musikalsk kald på at finde et nordisk navn. Det har aldrig nogensinde haft noget at gøre med, at vi spiller nordisk viking- eller pagan-metal. For os ligger der mere en stærk kraft i navnet, fordi jætterne jo repræsenterer … Jætterne er meget tit simplificerede, og man ser ned på dem, men på mange måder er de filtret ind i den brede konstitution af hele den nordiske, mytologiske verden, hvor de repræsenterer en urkraft og en naturkraft, som tør kigge ud over og nedbryde grænser.”

Kan kæmperne blive større, og hvor vokser de hen?

Temaerne om natur og mellemmenneskelige relationer, som Gräs har talt om i dette interview, bliver også nogle af omdrejningspunkterne for den næste plade:

“Vi er lidt i gang med at skrive næste plade. Der ligger noget musik fra min bror og mig, og så har vi dialektikken med Jón, og der begynder at blive knyttet nogle tematikker og nogle ord og billeder på det. Det er den spæde start, så meget kan ske.

Vi ser en rejse for os, hvor vi gerne vil udforske det at give stemme til moder jord. Det er blandt andet inspireret af et maleri af Otto Frello, der hedder “Det sidste menneske.” Han er ved en tundra, hvor han er ved at kravle ud af rammen, så han er det sidste menneske, der fjerner sig fra vores virkelighed, vores natur. Så vi kommer til at sætte luppen på en del af det, som vi arbejder med på Kinship. 

Vi har en kamp, for der sker rigtig meget galskab i verden de her år, hvor den mørkere, menneskelige natur fylder mere og mere globalt. Vi har følt en iver efter at prøve på at fremhæve hele det naturspørgsmål, der er gået glemt. Alt er på en eller anden måde en stor gryderet, der bare flyder sammen. Man skal lade være med at sætte låg på gryderetten, lad den endelig bare koge ud over det hele og flyde ud over det hele. Lad os se, hvad der sker, og så bare være åbne for, hvad der kommer.”

Vi vil glæde os til at se, hvor det fører hen, og i mellemtiden kan man glæde sig til at stifte nærmere bekendtskab med Kinship, når Iotunns kæmper sætter deres store skoaftryk på Copenhell denne sommer. Inden da kan du også fange dem i Amager Bio d. 26. april.