Hail the Cult
Der vil for de flestes vedkommende være visse bands som man med sikkerhed kan regne med leverer materiale af høj kvalitet ved hver enkelt udgivelse.
Et af disse bands er Columbiansk/Amerikanske Inquisition, hvis særegne og meget omtalte form for black metal efterhånden må siges at være synonym med materiale af umådelig høj klasse. Bandet startede tilbage i 1990, hvor udgangspunktet var thrash metal, men det er først fra black metal debut pladen i 1998 (Into the Infernal Regions of the Ancient Cult), at det nyere Inquisition for alvor får etableret dets særegne lyd.
Den distinkte lyd er frembragt især ved at bandet udelukkende består af Guitarist/vokalist Dagon og trommeslager Incubus, uden brug af bas. For de uindviede kan den typiske Inquisition lyd kendes ved Dagons unikke, dronende vokal der lyder som Abbath fra Immortal, hvis denne have taget lektioner i strubesang, samt adskillige temposkift med groovede, thrashede riffs der konstrasteres til melodiske black metal tremoloriffs. Denne beskrivelse lyder umiddelbart ikke særlig særegen, men hvis man er bekendt med bandets bagkatalog (eller blot hører en vilkårlig plade igennem), vil disse kendetegn forekomme klart og tydeligt.
Man kan kritisere Inquistion for at være en såkaldt "one trick pony", ikke ulig danske Horned Almighty, i den forstand at en bestemt kompositorisk formular altid genbruges ved hvert udspil, men kvaliteten af numrene på denne sjette fuldlænge er så høj at homogeniteten i denne sammenhæng ikke er noget negativt element.
Skæringer såsom "Darkness Flows Towards Unseen Horizons" og titelnummeret "Obscure Verses for the Multiverse" er blandt de bedste bandet nogensinde har skrevet foruden at hele pladen mere eller mindre er en ren hit parade, komplet med storladne titler hvoraf "Master of the Cosmological Black Cauldron" tager prisen i denne kategori.
Inquisition er et af de mest kompromisløse og konsistente bands i dag der i mindst halvandet årti har bevist sit værd, uden at udvise det mindste svaghedstegn med denne sjette udgivelse. Det er ganske enkelt imponerende.
For de af dem hvis interesse er blevet pirret, kan nævnes at bandet spiller i Aarhus d. 27/2 med blandt andet Behemoth.
Nedenfor kan der lyttes til nummeret "Darkness Flows Towards Unseen Horizons"