Alt for ambitiøs
Age of Revolution er Immortal Guardians debut. Rent genremæssigt, er vi ude i en power-prog-kombination, og gruppen betegner sig selv som værende ”super metal”. En noget vag beskrivelse, som umiddelbart lyder som navnet på de vitaminer, Superman spiser. Allerede ved første sekund står det klart, at Immortal Guardian virkelig gerne vil det hele på én gang. Det betyder dog også, at de har valgt at bruge samtlige klichéer, der findes i bogen, og det er jo ikke fordi, at powermetal har en udpræget mangel.
Identitetskrise
Men måske fordi de vil så meget, er det svært at finde ud af, hvad de egentligt vil, og hvad de egentligt er. Første nummer, ”Zephon”, handler om, hvor ringe det står til, og at det bare ville være super, hvis det guddommelige væsen af samme navn lige ville komme forbi og fikse samtlige problemer. Men hvis man kigger på albummets cover samt albummets titel, får man mere en ide om, at det handler om, at vi mennesker har glemt vores oprindelige rødder og i stedet overgivet os til en post-moderne Matrix-lignende eksistens, og at vi derfor nærmer os et revolutionspunkt. Hvordan det stemmer overens med, at man håber, at en engel fikser det hele, kan jeg ikke lure. Det bliver kun mere underligt, når vi nærmer os nummeret ”Trail Of Tears”, der starter med nogle helt klassiske sambarytmer, der skal få os til at tænke på hvide sandstrande og solbagte bagdele, men det går hurtigt over i prog-guitarer og adhd-keyboardspil. Hvordan bandet selv mener, at Sporet Af Tårer og sydamerikanske danserytmer passer sammen, aner jeg simpelthen ikke, og det er generelt lidt temaet for Age of Revolution: musikken og ideerne passer bare ikke sammen. Musikken fejler absolut intet, udover det faktum, at det er ret generisk, formularisk og standardiseret power, med alt hvad det indebærer. Altså en vokal, der ville få Bruce Dickinson til at rulle med øjnene, anonyme trommer samt en duel-til-døden mellem keyboard og guitar.
Men hvad vil de? Hvad er de? Er de kristne, der satser på, at Gud redder dem? Er de eksotiske brasilianere, der bare vil danse samba, til der ikke er mere sangria, eller har de sympati for den 1% af USA's befolkning, der rent faktisk er indfødte amerikanere? Måske er det bare er mig, der er gammeldags, men jeg kan ikke, rent kognitivt, bearbejde powermetal, der ikke handler om Dungeons & Dragons! Det svarer til punk, der ikke brokker sig over samfundet eller stoner-rock, der ikke bare vil ryge spand dagen lang!
Normalt ville man måske sidde og tænke, at power og prog virker som en fabelagtig kombination, da det jo næsten lyder til at være enhver instrumentel-elskers våde drøm. Men nej! De er simpelthen ikke kompetente nok til at få det til at gå op i en højere enhed, det bliver hurtigt til akavet instrument-onani uden skyggen af sammenhæng.
Not so Super
Jeg ved dårligt nok, hvad jeg skal mene om Immortal Guardian, for det virker til, at de ikke selv er helt klar over det. Det virker mest af alt, som om de fire medlemmer har siddet i hvert deres studie, uden at have kommunikeret og indspillet deres dele, hvorpå de så har klasket dem sammen i håbet om at lave musik. Ingen rød tråd, og alt for mange underlige ideer som burde have været diskuteret et par gange til, men aldrig blev det. Ergo må konklusionen være, at det bestemt ikke er ”super metal”, nok nærmere tværtimod.
