Farveblind

Ibaraki, projektet tidligere kendt som Mrityu, er Triviums Matt Heafys soloprojekt samt hans kærlighedserklæring til black metalgenren. En kærlighed, han åbenbart har båret rundt på i små 12 år, men som ikke har fået lov at komme til udtryk før nu. Meget kan man sige om Heafy og Trivium, men black metal er de ej, så derfor har Matt allieret sig med selveste Ihsahn, en mand der har været en grundpille indenfor black siden de tidlige 1990’ere. De to har sørme også været ude og rekruttere Nergal fra Behemoth og Gerard Way fra My Chemical Romance – ergo mangler Rashomon hverken stjernestøv eller talent. Men det er dog tydeligt, at der virkeligt mangler noget: nemlig black metal.

Store ideer, lille resultat

Forleden udtalte Heafy i et særdeles tåkrummende interview med Forbes Magazine, at formålet med Rashomon var, intet mindre, end at genopfinde black metalgenren – uanfægtet det faktum, at det er en genre, der konstant har genopfundet sig selv, siden Venoms Kronos skreg ordene ”Black metal!” tilbage i 1982.

At dømme ud fra de ti numre på Rashomon, er Heafys ide om en genopfindelse at erstatte alle genrens kendetegn med forholdsvis generiske metalcoreriffs, Nintendo bip-bop lyde, folkeinstrumenter, og hvad der bedst kan beskrives som ”slavisk polka”. At kalde Rashomon for en black metaludgivelse svarer derfor til at kalde en cheeseburger fra McDonalds for en gourmetoplevelse. Med en samlet spilletid på lidt over en time, er der måske, hvis man er gavmild, fem-syv minutter, hvor man som lytter lader sig overbevise om, at man nu faktisk lytter til noget, som er beslægtet med black metal. Resten minder langt mere om Triviums magnum opus Shogun fra 2008 – hvilket på den ene hånd er superfint, da det er en lyd, Trivium har manglet lige siden, men på den anden hånd utroligt misvisende i forhold til, hvad projektet nu påstår, at det er.

Men fint, lad os nu se bort fra, at trods et tæt samarbejde med en af genrens nøglepersoner, så har Heafy stadig ikke styr på, hvad black metal er, og i stedet se på hvad Rashomon faktisk tilbyder.

Trods Heafys mange ambitioner og ideer, så er slut resultatet i bund og grund en Trivium udgivelse – det skal også lige påpeges, at de tre andre medlemmer af Trivium er gæster nu og da, så at de to bands lyder så utroligt ens, er åbenlyst. Ergo er det en metalcore-udgivelse dog med en hel del progressive elementer, hvilket er derfor, man som lytter mindes om Shogun-albummet – og bevares, der er da også en del flere ekstreme elementer, end hvad man har kunnet forvente af Trivium i mange, mange år. Men to-tre tremolo riffs, et blastbeat hist og pist samt lidt skrigeri forvandler altså ikke det endelige resultat til et album, der kan stå side-om-side med In the Nightside Eclipse, De Mysteriis Dom Sathanas eller Storm of Light’s Bane. Selv ved siden af nyere mastodonter som The Satanist eller noget mere outreret som Sunbather er vi ikke i nærheden af.

Den mest positive overraskelse må næsten være, at Gerard Way virkeligt har en voldsom skrige-vokal. Hvis ikke jeg selv havde læst hans navn, havde jeg aldrig gættet, at de sataniske hyl på ”Rōnin” kom fra ham den blege blondine, der sang ”Welcome to The Black Parade” tilbage i 2006.

Er der en voksen til stede?

Rashomon er et utroligt rodet album, og et album der lover mere, end det kan holde. Det er tydeligt, at Heafy og vennerne har moret sig og hygget sig gevaldigt med det her projekt, men det er lige så tydeligt, at der har manglet en klart defineret ide, samt en rød tråd for den her udgivelse. Det er som sådan ikke en dårlig udgivelse, men der mangler fokus og nå ja… black metal! Men det til trods, så er det stadig både det bedste han og Ihsahn har lavet de sidste par år.