Ekko fra de glemte gravhøje
Når tågen ruller ind over De Britiske Øer, og mørket sænker sig over de gamle gravhøje og jættestuer, vågner fortidens genfærd. Det er i hvert fald grundpræmisserne for den rå og rustikke atmosfære, Hecate Enthroned vækker til live på deres længe ventede album, The Corpse of a Titan, A Lament Long Buried. Efter syv års stilhed vender veteranerne tilbage med et værk, der trækker dybe spor gennem walisisk mytologi, druidisk naturreligion og britisk folklore. Mens mange af genrens samtidige aktører jagter stadigt større produktioner og mere pompøse arrangementer, har Hecate Enthroned i højere grad søgt tilbage mod rødderne. Og hvordan er det så gået …?
Virile vandheste og mavesure moselig
Resultatet taler for sig selv. Som en arkæologisk udgravning, hvor ånderne endnu hvisker mellem stenmonumenterne, og naturen stadig besidder sin egen vilje, fungerer albummets første halvdel som en rituel vækkelse af en glemt verden. ”Adar Rhiannon” manifesterer sig således gennem sine isnende synthflader af Dimmu Borgirsk observans, inden ”Spirits Stir Within Our Ancestors Tombs” og ”The Arcane Golem” for alvor åbner portene til et rige befolket af forfædrenes åndevæsner og hedenske ritualer. Her demonstrerer briterne fornem balance mellem knivskarpe riffs og et rytmisk fundament, der aldrig drukner i keyboardtåger. Joe Stamps besidder ganske vist ikke Dani Filths registerspænd, men hans vokal fungerer fint som guide gennem det kuperede terræn. Bandet formår med andre ord at skabe en troværdig forbindelse mellem fædrelandets folkesagn og den moderne produktion uden at reducere mytologien til en kunstig kulisse.
”Steed of the Still Water” trækker os længere ind i tågen med fortællingen om den walisiske vandhest Ceffyl Dŵr, og balancerer på elegant vis mellem akustisk melankoli og eksplosiv ekstremmetal. ”Pwca”, hvor de omskiftelige strukturer spejler det hamskiftende fabeldyr, nummeret er opkaldt efter, demonstrerer desuden en modenhed, der adskiller sekstetten markant fra årtiers opslidende referencer til Cradle of Filth. Hvor de tidligere ofte blev husket for deres symfoniske bombast, handler det nu i højere grad om stemning, dynamik og narrativ fremdrift. ”Deathless in the Dryad” breder paletten yderligere ud med funeral doomens tålmodige væsen, hvor stilheden mellem tonerne kan tillægges samme betydning som tonerne i sig selv.
I løbet af værkets sidste tredjedel begynder den gamle verden langsomt at gå i forfald. ”A Gallery of Rotting Portraits” refererer direkte til de mumificerede moselig fra Britanniens og Nordeuropas tørvemoser herunder det berømte fund af Lindow Man i England. ”The Boreal Monastery” skildrer overgangen fra naturreligion til kristendom, inden ”Into a Vale of Endless Snow” kulminerer i det majestætiske crescendo; hvor atmosfære, sangskrivning og tematik viser Hecate Enthroned fra deres allerstærkeste side. Her begraves titanens arv endeligt under sneen, men bestemt ikke uden at efterlade sig spor. En dekadent komposition, der med sin skrøbelige nerve i det overdådige harmoniorkester spiller op mod den massive, aggressive rytmesektion, og dermed indfanger selve værkets sjæl: kontraster mellem det brutale, nordiske mørke og smukke, melankolske melodier, inden musikken ebber ud i kold og klinisk stilhed.
Kolossen kaster lange skygger
Med The Corpse of a Titan, A Lament Long Buried leverer Hecate Enthroned et helstøbt og hamrende velspillet comeback. Briterne formår på imponerende vis at binde en rød tråd fra walisisk mytologi og druidisk naturreligion direkte over i et massivt, moderne lydbillede. En balanceret udgivelse, der kaster skygger op gennem 90'erne og helt ind på nutidens scene for symfonisk blackmetal. Takket være Dan Abelas skarpe produktion står både de filmiske strygerarrangementer og den konventionelle instrumentering knivskarpt. Samtidig demonstrerer Joe Stamps, at han ikke behøver Dani Filths oktavkapacitet for at bære beretningerne gennem grå tågebanker, glemte gravhøje og gamle guder. Kompositionerne kræver ganske vist tålmodighed, men belønner den rundhåndet med både detaljerigdom og en gennemført sangskrivning. En magtdemonstration i mørk magi og mystik, der mere end fortjent lander på 8 kulsorte kranier.
