Den søde kløe eller fnat?

Hardiesse er endnu et af Hyvermors projekter. Denne gang har den gale franskmand slået sig sammen med Simon “Wÿntër Ärvn’ Brette. Sammen har de skabt Hardiesse, et på alle måder klassisk Antiq Label-band. Det er råt og minimalistisk, men alligevel fyldt med middelalderlig epik, og naturligvis er Tristesse vespérale bygget op om et dejligt absurd koncept. Et koncept så outreret, at jeg tror, jeg har brugt lige så lang tid på at forstå det, som jeg har på både at høre pladen samt kreere dette skriv. Hvilket jo egentlig også er klassisk Antiq og bare en af de mange grunde til, at bands herfra så tit får det til at kilde de helt rigtige steder. Spørgsmålet er derfor, om Tristesse vespérale også kilder nok så pirrende, eller om det klør noget så ubehageligt i stedet?

Det udsøgte lig vil drikke den nye vin

Hvis – og det er et ret stort hvis – jeg har forstået tankerne bag Hardiesses debutplade, så skal det forstås som et ‘cadavre exquis’, eller et folde-digt. De fleste af os kender nok mest det koncept, når det udføres med en tegning i stedet: En person tegnede eksempelvis et hoved, uden de andre kiggede. Derefter blev papiret foldet, sendt videre til den næste, som så tegnede kroppen. Således ville papiret gå på omgang, indtil tegningen var komplet, og derefter blev den foldet ud, således at alle kunne nyde den bizarre kollektive kreation. Gøres det i digtform som albummet her, ja, så skiftes hver person til at skrive et ord, hvorpå man til sidst ender op med en ganske bizar – og surrealistisk – sætning, som så tolkes som et digt. "Le cadavre exquis boira le vin nouveau" – altså "Det udsøgte lig vil drikke den nye vin". Det er præcis sådan, Hyvermor og Wÿntër Ärvn har skrevet lyrikken her, ved at sidde og udgyde nonsens-sætninger med ord hevet ud af et leksikon fra middelalderen. Så det er nok ikke lige fra dét her album, at man finder sin nye favorit metal-strofe, medmindre man da er til total surrealisme.
Selve musikken står dog i en skærende kontrast til den absurde lyrik. For hvor tankerne bag er helt på månen, er selve værket ganske trivielt. Det er semi-bøllet black metal af den gamle skole, med knallert-punkede elementer tilsat semi-storladne guitarmelodier. Bandet selv skriver, at musikken minder om Passéisme, Windir og Forteresse. Her må der siges, at de virkelig formår at strække betydningen af 'minder om', mere end hvad godt er. For jo, bevares, der kan da godt drages paralleller mellem Hardiesse og Passéisme, men det er hverken de mest tydelige eller stærke streger, der kan trækkes. Tristesse vespérale er markant mere råt og simplistisk – ja, spartansk faktisk – end eksempelvis Alternance. Numrene er også alt for korte, til at de kan nå at opbygge de storladne stemninger, som det lader til, at de to herrer har forsøgt at skabe. Samtidig er de lige akkurat så lange, at både aggressiviteten og det fandenivoldske falder til jorden.

Ergo ender vi med en udgivelse, der vil en hulens masse, men som hverken formår at opnå det ene eller det andet, da den slet og ret spænder ben for sig selv. 

Summen af sine dele

Det er dog ikke en dårlig skive, sådan overordnet set. Men der er dog for mange fejl og mangler til, at albummet for alvor tager nogle kegler. Jeg er vild med ideen og konceptet, og der er da også bestemt fede riffs- og melodier på albummet. “Beffroi” og “Oubiliette” er begge udmærkede numre, men det til trods, så er det her et værk, der ikke formår at være større end summen af sine dele. Desværre.

Men når man er med i så mange bands og har så mange jern i ilden, som Hyvermor har, så giver det sig selv, at det ikke alt sammen kan være lige godt. C’est la vie!