En gyser af overmægtige proportioner
Forud for Copenhell udspillede sig en sand gyser for fans af Heaven Shall Burn. Forsanger Marcus Bischoff blev indlagt med en genstridig virus, hvilket afstedkom to aflysninger på bandets sommerturné, før en stedfortræder blev sat ind. Tyskerne havde dermed ikke de bedste forudsætninger for deres debut på Copenhell. At åbne Helviti på festivalens sidste dag, hvor tidlig eftermiddag kan føles som tidlig morgen for de tømmermændsramte, er i sig selv et herkulesarbejde. At gøre det, når man står med en vikar på frontmandsposten, er grænsende til at være oppe mod overmagten. Meget passende var det derfor, at tyskerne åbnede med “Übermacht” til et bagtæppe prydet med et krigsskib midt i flammernes inferno. Ind kom vikaren på vokalistposten, som de færreste foran Helviti nok var på fornavn med: Britta Görtz fra Hiraes.
At sætte ild til himlen – uden pyroteknik
De spredte grupperinger af festivalgæster – både i pitten og uden for – vidnede om, at der var flere prioriteter at tage hensyn til på Copenhell denne lørdag, hvor solen brændte ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Heldigvis blev der kontinuerligt tilført forstærkninger, og da “Black Tears” (som i øvrigt er et skoleeksempel på et covernummer, der er bedre end originalen) bragede ud fra scenen, var fremmødets størrelse gået hen og blevet ganske hæderligt.
Jeg skal indrømme, at jeg indledningsvis ærgrede mig over Bischoffs fravær, men jeg bøjer mig i Refshaleøens tisstøv over Britta Görtz’ præstation. Hendes growls var overbevisende, og det var ikke svært at se – eller høre – hvorfor valget faldt på hende. Hun kunne sikkert have forledt mange af tilskuerne til at tro, at hun var fast kvinde på vokal, hvis ikke det var for hendes egne indrømmelser. Guitarist Maik Weichert jokede da også med, at når drengene ikke kan klare mosten, må pigerne komme og redde kastanjerne ud af ilden. Fluks blev tonerne til “My Revocation of Compliance” fra det kommende album Heimat slået an, og publikum kvitterede med endnu en rundtur i pitten. Personligt kunne jeg have ønsket mig, at valget var faldet på “Empowerment”, som jeg mener, er det hidtil stærkeste udspil fra pladen.
Tyskere har et kedeligt ry for at være gravalvorlige, og Bischoff spiller sædvanligvis også rollen som indebrændt agitator. Selvom Weichert med alvorsmine brødebetynget kom med indrømmelser om det manglende sceneshow, komplet strippet for pyroteknik, blev seriøsiteten pakket væk og smilende fundet frem, og især Görtz strålede om kap med solen. Der var lutter spilleglæde og indforståede smil at spore hos kvintetten – og det smittede af på publikum. Helt fri for slinger var valsen ikke, da Görtz med jævne mellemrum måtte konferere med teleprompteren. Da formidable “Endzeit” klingede ud, kunne vi godt være gået tilfredse videre med lørdagens program, men “Hunters Will Be Hunted” viste sig som kærkomment ekstranummer, og publikum kvitterede med en sidste omgang nakkegymnastik. Jeg vil vove den påstand, at Heaven Shall Burn fik sig flere fans denne tidlige, glohede eftermiddag. Jeg overhørte i hvert fald på min vej væk fra scenen flere positive tilkendegivelser fra førstegangslyttere.
Endlich, beugt sich dein Haupt der Übermacht
Heaven Shall Burn spillede ikke bare uafgjort mod tømmermændenes overmagt. De sendte den til tælling med et ordentligt brag – og det kan Görtz tage en stor del af æren for. At skulle lære en halv snes sange udenad under tidspres er ubarmhjertigt, og det kan næsten ikke lægges hende til last, at teleprompteren sporadisk måtte agere stum sufflør. Tyskerne viste, at de har format til Helviti, så lad os håbe, de kommer igen en anden gang, når Bischoff er kommet sig, og hvor de får tildelt et mere favorabelt tidspunkt, der tillader en større opsætning. Og Görtz? Hun kommer bare med igen.
Sætliste
- Übermacht
- Voice of the Voiceless
- Combat
- Black Tears
- My Revocation of Compliance
- Godiva
- Trespassing the Shores of Your World
- Corium
- Endzeit
- Hunters Will be Hunted
