Sorte t-shirts er den eneste slags t-shirt
Harlotts navn blev en realitet for snart 20 år siden, da fire gutter fra Melbourne besluttede sig for, at navnet så sejt ud på en sort t-shirt. Nå ja, og så er det jo et gammelt ord for prostitueret, og det ligger bekymrende tæt på frontmandens eget navn, Tom Harlut. Det er seks år siden, vi har hørt fra australierne, men nu er de tilbage med det tungetvistende album Exsequiis. Harlott spiller old-school thrash, men har etableret sig som et moderne band, hvor gearkassen har låst sig i sjette gear. Det er thrash, der minder om den helt klassiske Bay Area-stil, som var med til at sætte ild under genren i 1980'erne. Dermed er der ikke behov for at genopfinde hjulet, men følge en velkendt og velbeskrevet opskrift, som skulle man bage et rugbrød. Bevares, selvom opskriften er til stede, er der stadig meget der kan gå galt.
Magtmisbrug og andre herlige sager
Vi får den klassiske trepunkter fra Harlott: Højt tempo, hurtige og skarpe riffs samt en lyrik, der er drevet af at være pissesur. Rytmesektionen er fuldstændig domineret af trommerne og guitaren. Førstnævnte består af en lidt bekymrende stor kærlighed for stortrommen og en lilletromme, der får så mange tæsk, at man nærmest kan høre fibrene i dyreskindet blive revet over for hver strofe. Guitaren er mest af alt et uudtømmeligt maskingevær, som i ægte Rambo-stil bliver fyret af uden noget behov for at genlade, men dog tillader et ekstra krydderi i form af velkomponerede bro-riffs og guitarsoloer.
Sidst men ikke mindst har vi vokalen og lyrikken, som er ganske raffineret, men sjældent afviger fra den uigennemtrængelige kurs, den har sat. Den lyder slet ikke dårligt og komplementerer musikkens brutalitet og pace helt perfekt. Lyrikken omhandler mest af alt samfundskritiske tekster, der beskriver desinformation, moralsk forfald, magtmisbrug og andre dejlige ting.
Opskriften følges religiøst igennem albummet, og man kan nærmest fornemme den stereotype thrash-fan stå midt i pitten: En halvgammel, kæmpestor halvtyk fyr i denimvest med langt ukæmmet hår, der har drukket 2000 øl uagtet, at det er tirsdag, og klokken er 14.00. “Hvis det er hurtigt, så er det godt”, siger han. De fleste sange forbliver i samme kadence uden det store afbræk. Bevares, vi får da guitarsoloer, som varierer fra nummer til nummer, men BPM skifter sjældent fra firecifret under en halv plade, ligesom vokalen også sjældent bliver andet end råbt.
Jeg må dog kapitulere undervejs, da jeg ikke længere kan klare det tranceagtige trommebeat. Thrash bliver for mig en anelse monotont, men jeg anerkender og respekterer gutter, der kan holde så højt et tempo og levere så meget kvalitet på den instrumentale side.
Det gode af det nye og det nye af det gode
Er man fan af Slayer, Exodus, Kreator og lignende bands, så vil dette album helt sikkert falde i din smag. Med andre ord, hvis man kan lide lynhurtige guitarriffs, dobbelte stortrommer og aggressiv vokal uden så meget pjat, så har man ramt bullseye med dette album. Harlott har turneret med ovenstående bands, så chancen for, at du har hørt australierne, er relativt stor, og jeg er sikker på, at du vil nyde denne plade, hvis det er tilfældet.
