Det er få rockbands, der i 2024 har formået at etablere den tilstrækkelige fanbase til at kunne kalde sig selv og sit koncept for et decideret univers. På mange måder er det en glemt dyd at involvere sine fans i mere end et par koncerter om året og måske en akavet takkebesked på en talerstol til en music award. Virkelig at give noget til dem, der følger en er en sjældenhed, og det må man sige, at Ghost præsterer med filmen ”Rite Here, Rite Now”.

Nogen spillefilm med bandmedvirken i den klassiske Ramones rock’n’roll highschool-tradition med masser af dårligt skuespil og malplacerede musikindslag kan ”Rite Here, Rite Now” ikke byde på. Men til gengæld kan den så meget andet. At sætte bands bag og foran kameraet har gennem historien været lidt af en skærsild i populærkulturens øjne. Det har været en mulighed for at vise det publikum, der ikke nødvendigvis kendte specielt meget til bandets bredere sladderbaserede baggrund, hvem de gerne vil være og samtidig give bandet mulighed for at fortælle en historie på en måde, som en skive på 50 minutter ikke rækker til.

En gave til fansene

Og lad mig sige det klart fra begyndelsen: Hvis du tager i biografen i forventning om at se en Hollywood-produktion af en storslået karakter ud fra den nuværende rutsjebanestereotyp med alle de sædvanlige dramaturgiske krummelurer og grædeture, så bliver du nok slemt skuffet. ”Rite Here, Rite Now” er ikke nogen spillefilm. Det er derimod en gave. Det er bandets tydelige taknemmelighed rettet mod dem, der fra begyndelsen tilbage i 2010 rakte sine hænder ud i mørket og ikke bare trak Ghosts mystiske musik, men også deres gennemarbejde æstetik, humor og dynamik ud med sig. Forsanger og bandleder Tobias Forge har i samarbejde med den unge instruktør Alex Ross Perry forsøgt at indkapsle noget, som næsten ikke lader sig filme. De indfanger nemlig selve Ghosts væsen i løbet af et par timer gennem en blanding af livemateriale og backstagehistorier. Den ubeskrivelige følelse som en lykkelig fan, der har taget toget ind for at få sin sjæl renset i distortion og gotisk skønhed. Det er en musikalsk ekstase, som er usædvanlig svær at transformere til filmsprog, og i modsætning til enhver forudindtagethed, man kunne have om Ghosts forsøg på at forene lærred og musik, så fokuserer denne film ikke nødvendigvis så meget på Ghosts talrige kapitler af baggrundshistorier og referencer til Emeritus Nihil, l, ll, lll og lV. En stor del af filmen er ganske enkelt liveoptagelser fra en koncert i Los Angeles. Og selvom man nok godt ved, at den pompøse opsætning nok ikke nødvendigvis forestiller den gennemsnitlige koncertoplevelse, så er det stadig nemt at synke tilbage i illusionen. Lade sig rive med, som hvis man selv stod der på første parket og skrålede med på ”Square Hammer”.

Den skrøbelige hæl på perfektionismen

Tobias Forge har gennem de sidste fem cyklusser af gotisk Blue Öyster Cult-metal vist sig som perfektionist i ordets mest oprigtige og neutrale betydning. Han gør et stort arbejde med at få alle delelementer i sit lydimperium til at fungere sammen og virke som et samlet hele, som en form for gesamtkunstwerk. Ja, det er efterhånden svært ikke at se sammenhængen både fysiologisk og indholdsmæssigt med den tyske komponist Richard Wagner (især nu hvor Papa Emeritus D. lV har fået et ansigtsløft, der underligt nok har fået ham til at ligne en black metal-udgave af netop Richard Wagner selv, i hvert fald hvis man klemmer øjnene lidt sammen).

Sammenhængen kommer først og fremmest til udtryk i Ghosts ideal om cyklussen. At hvert enkelt album skal fungere som sit eget lille mikrokosmos med sin egen figur, Papa Emeritus, sin egen æstetik og sin egen historie. Akilleshælen i det hele indtræder dog i og med, at det i høj grad kræver, at Ghost bliver ved med at genopfinde sig selv, helst efter et par albummer. Hvor bandet har holdt denne tankegang tæt ind til kroppen, så adresserer de spørgsmålet direkte i filmen. Budskabet er nemlig ret klart. Alt lever i sammenhæng med andre ting, også når de dør, og det handler derfor om at leve livet i nuet, mens man har det. Det er den fornemmelse, man får fra samtalerne, Emeritus D. lV har med sin afdøde spøgelsesfar, og det er den fornemmelse, man efterlades med efter at have set filmen.

Her er konklusionen så …

Så formår Tobias Forge & Co. at genskabe deres image endnu engang i filmen ”Rite Here, Rite Now”? At give et svar på dette kræver, at vi venter og ser tiden an. ”Rite Here, Rite Now” er en film, som man godt kunne forvente, ville have godt af at lagre en smule, og som med mange andre gaver, så er det i eftertiden, at man virkelig lærer at holde af dem, men det ser i hvert fald lovende ud.