Genbrugt thrash igen
Jeg ved det godt. Thrash-stilen er oversvømmet af bands til det punkt, at der ikke længere synes at være plads til grupper, som blot er kompetente. De bands, der formår at skille sig ud, gør det oftest gennem en fusion med for eksempel progressiv metal (Vektor), black/death (Skeletonwitch) eller alt muligt og umuligt (Vhöl). Og så er der Gama Bomb. De har ikke fået beskeden. I stedet fortsætter de ufortrødent med at spille kortfattet riff-thrash tilsat et solidt skud humor, uden noget forsøg på at lyde som andet en det, det er: thrash metal. Speed Between the Lines er gruppens sjette udspil, og titlen siger alt: Vi skal tage en masse amfetamin og jokke sømmet i bund.
Kunsten at feste
Ingen orkestral intro pryder Speed. Her finder man ingen metodisk opbygning med efterfølgende forløsning. Sangskrivning som helhed er ikke et koncept, Gama Bomb bruger nævneværdig tid på. Forventede du et akustisk mellemspil? Et lav-tempo stykke med harmoniserede guitarmelodier? Måske en power-ballade hen mod slutningen? Alt det kan du stikke skråt op. Speed benytter så godt som hele spilletiden med pissehård og ørehængende riffing i vanvittigt tempo. I dét henseende passer Philip Byrnes vokal samt bassist Joe McGuigans bølleråb musikken perfekt: energi, fart og vanvid dominerer vokalpræstationen, mens teksterne udløser et stort grin nærmest hver gang, jeg i forbifarten når at opfatte noget.
Kort fortalt kommer Gama Bombs succes af, at de sætter alt på ét bræt, og derefter bruger nævnte bræt til at slå lytteren hårdt i hovedet med. Dette har de sådan set altid gjort, og alligevel ser jeg Speed som et imponerende skridt op fra både The Terror Tapes og Untouchable Glory. Hvorfor? Fordi sangene simpelthen har bedre riffs, hooks, vokaler og humor. Speed lægger hårdt og hurtigt ud med ”Give Me Leather”, og op til albummets midtpunkt bliver sangene støt hårdere og hurtigere, indtil ”Motorgeist” tager pusten fra lytteren. B-siden lever ikke helt op til niveauet fra første halvdel, men rummer dog udelukkende solide og komiske thrashere.
Hvis jeg absolut skal være den sure nabo, der bare vil have ro, så kommer her mine kritikpunkter. Byrne benytter en utøjlet falset, som ikke altid får den energi, den behøver, f.eks. omkvædet i ”Give Me Leather”. Vokallinjerne i omkvædet i ”R.I.P. U” og broen i ”We R Going 2 Eat U” fanger mig i mindre grad, og guitarværket rummer en vis mængde simpel tremolo-riffing. Men hvad fanden så? De individuelle passager er så korte, og sangene er så gribende energiske, at man nærmest ikke når at bemærke enkelte dyk i kvaliteten.
Hurtigere, hårdere, bedre og stærkere
Speed Between the Lines gør alting, som The Terror Tapes og Untouchable Glory gjorde før den, bare hurtigere, sjovere og bedre. Gama Bomb plejede at være de dersens skøre nordirere, som spillede humoristisk og kompetent thrash. Nu er Gama Bomb de dersens skøre nordirere, som spiller humoristisk og pissefed thrash. Årsagen til Speeds succes er, at al komikken understøttes af seriøst håndværk fra alle medlemmer, og at de har fundet en fremragende gang hookfyldte riffs og vokaler frem. Endelig er skiven befriende kort og direkte, intet får lov at trætte lytteren. Jeg har haft en fest med Speed Between the Lines, og det får du også.
