Nordirland er mere end religiøs konflikt og grønne landskaber
Siden debuten tilbage i 2006 har nordirske Gama Bomb huseret på den internationale metalscene, hvor de gennem årene har høstet store og mange roser for deres hurtige, energiske og hårdtslående bud på nakkeødelæggende thrash metal. Tidligere i år forlod trommeslager James Caffrey bandet og er på albummet blevet erstattet af James Stewart, som man kender fra Vader og Decapitated. Her 14 år efter debuten er de nu klar med deres syvende studiealbum, Sea Savage. Spørgsmålet er, om Gama Bomb med ny mand bag tønderne kan holde det høje tempo og endnu en gang levere en gedigen, solid og ikke mindst humoristisk omgang thrash metal?
Maritime myter, en hyldest til politifilm og et tårnhøjt energiniveau
Til det spørgsmål kan der kun svares: ja. Gama Bomb leverer i den grad det, der forventes. En lynhurtig, fræsende omgang thrash metal, der overordnet kan betegnes som klassisk med krydderi. Der er nemlig masser af helt klassiske thrash-elementer at finde på Sea Savage. Hurtige riffs på guitarerne, trommer, der banker derudad og guitarsoli i overflod. Et godt eksempel kunne være titelnummeret, der har alt det, vi kender og elsker thrash for. Men Gama Bomb formår alligevel at sætte sit get præg på musikken. Det gør de blandt andet ved, at forsanger Philly Byrne på flere numre skifter i sit vokaludtryk. Det ene øjeblik er det et punket udtryk, det næste øjeblik banker han stemmen op i falset. Det virker supergodt og giver sangene et mere krydret og afvekslende udtryk på en ellers lidt ensformig udgivelse. Et andet virkemiddel, der flittigt bliver bragt i spil, er kor. I bedste punkrockstil bakker resten af bandet Philly op med et velplaceret åh-åh-kor, som det eksempelvis er tilfældet på den første skæring ”Judo Killer”.
Selvom udtrykket på pladen er relativt ensformigt og flere af sangene minder om hinanden, så er der alligevel et par numre, der skiller sig ud. Et godt eksempel kunne være sangen ”Sheer Khan”. Her er tempoet skruet lidt ned, og hovedriffet giver plads til, at forsanger Philly Byrne kan være mere melodisk og fylde mere. Et nummer, der er mere rocket end resten af sangene på pladen, og som henleder tankerne på eksempelvis ”Firepower” med Judas Priest.
Som det er nævnt i indledningen, så har Gama Bomb et godt forhold til humor, og de er ikke bange for at bringe det i spil i deres sange. Det kunne eksempelvis være nummeret ”Miami Supercops”, der fra ende til anden er en hyldest til de politifilm, der blev produceret i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Man er ikke i tvivl om, at det er kærligheden til filmene, der driver det, men det leveres med en ironisk distance, så man som lytter ikke kan andet end at trække på smilebåndet. Et andet eksempel på brugen af humor er de små referencer til gamle børneremser/-sange, der er at finde på numrene ”Sea Savage” og ”Sheer Khan”, hvor først ”The Drunken Sailor” og senere ”Eeny Meeny Miny Moe” reciteres i sangene. Det fungerer ganske udmærket, og det bibringer sangene noget letgenkendeligt.
Ingen overraskelser
Gama Bomb har med Sea Savage lavet et gennemført thrash-album, hvor der er noget til alle, der elsker genren. Tempo, aggressivitet, humor og galskab. Leveringen sidder lige i skabet, og man skal huske at varme nakkemuskulaturen godt op inden lytning. Men træerne vokser ikke ind i himlen for Gama Bomb. Skal man være kritisk, og det skal jeg, så er der lige lovlig meget genbrug. Ikke at det nødvendigvis er skidt med genbrug, men i forhold til bedømmelse og karakter, så skal der lidt mere til, hvis vi skal helt op i toppen. Men der er masser af kvalitet, og kan man lide thrash, som det eksempelvis leveres af Sodom eller Municipal Waste med hyldester til Judas Priest, så er der masser at komme efter på Sea Savage.
