I sandhed et tab

Jeg kan stadig huske, første gang jeg så Gaerea. Det var en iskold decemberaften på Stengade, og jeg var egentlig kommet for at se Numenorean og MØL optræde. Jeg anede ikke, hvem, hvad eller hvordan man udtalte Gaerea på daværende tidspunkt. Men det, jeg så – nej, det jeg oplevede den aften – overbeviste mig om, at det her portugisiske ensemble havde det, som alle artister stræber efter, nemlig x-faktor, den der ukendte og uforklarlige ting, som gør, at de vil nå længere end andre. Siden da har jeg anmeldt alt, de har udgivet, samt set de fleste af deres koncerter – jeg har endda også interviewet dem.

Jeg tror endda, at jeg i en kort periode var medlem af deres fanklub, det såkaldte ’vortex society’. Ergo vil jeg godt tillade mig at kalde mig selv både en superfan og en ekspert. Jeg står skam også stadig ved alt, hvad jeg tidligere har ment, sagt og skrevet om Gaerea – thi grundlæggende set elsker jeg Gaerea, men man skal huske, at der er forskel på fan og fanatiker, og jeg er bange for, at Loss i sandhed bliver et personligt tab.

Midtlivskrise-metal

Lige siden bandet blev dannet for nu præcis ti år siden, har de udgivet musik med nøjagtig to års mellemrum. Det er et tegn på, at Gaerea brænder for kunsten, men brænder lyset efterhånden ikke i begge ender? Bandet har på ret kort tid da også opnået stjernestatus, og de har aldrig lagt skjul på, at de mener det seriøst. I et nyligt interview lavet kort efter udgivelsen af det fremragende album Coma udtalte bandets frontmand – som gerne vil forblive anonym, så det respekterer vi – at bandet efterhånden nok er et reelt blackcore-band. Gaerea har da også skiftet fra Seasons of Mists til Century Media, hvilket både cementerer, at de vil noget større, og at de ikke spiller helt så eklektisk nichemusik længere. Gaerea vil simpelthen være et stadionband, de vil gerne spille på de store scener foran et enormt publikum – og hvem kan dog sige noget ondt om sådanne drømme? Det skal dog siges, at bandet i løbet af sin levetid har haft en hel del udskiftninger, og personen, der er chef nu, var ikke chef, da de startede – noget kunne tyde på, at der har været kreative uenigheder nu og da.

Det største problem vedrørende store drømme er dog, at hvis man vil spille foran mange, så kræver det, at mange gider købe billet til ens shows samt købe ens plader – ergo må man jo lave musik, der appellerer til de mange i stedet for de få. Hvilket Loss bestemt lader til at være et forsøg på. Denne her plade er Gaerea light.

Grundlæggende kan man da godt høre, at det er Gaerea, der står bag, og man kan snildt trække røde tråde fra de ni numre på Loss til ting, de tidligere har lavet. Men det samlede produkt er så ekstremt udvandet, pænt og poleret, at man alligevel har svært ved at forstå, det er Gaerea, der står bag. Man fristes til at spørge sig selv, hvorvidt de vil formå at appellere til nogen med det her album?

Bøllebob-core

Loss er afgjort det blødeste og mest metalcore’ede album, Gaerea endnu har lavet. Tit og ofte ender man faktisk med at sidde og tænke på bands som Bring Me the Horizon, Killswitch Engage og Parkway Drive – tilsat diverse post-rockede aspekter fra bands som Leprous. Hvilket er dybt tragisk, for Gaerea plejede at være et band, der lød ganske unikt, men ak … Dog er der bibeholdt enkelte ekstreme elementer, primært takket være trommeslageren, hvilket kombineret med bandets outrerede masker samt sceneoptrædener så nok aldrig bliver helt mainstream nok til, at alle og enhver køber billet – ja, og så igen, det er jo, hvad der skete for Slipknot.
Samtidig tror jeg bestemt, at de ældre fans sidder og rynker på næsen af de nye, bløde toner. Ergo ender vi i en slags Bøllebob-limbo, hvor Gaerea er for hårde til at være bløde, men også for bløde til at være hårde. Nummeret ”Nomad” beskriver faktisk Loss-dilemmaet så fint: 'I am a con man, wandering without a place to go'.

Personligt er der ingen tvivl om, at Loss grundlæggende er en skuffelse, men alle skuffer over tid, og jeg er bestemt ikke lige så stor Gaerea-fan her i 2026, som jeg var det i 2020. For mit vedkommende har Gaerea toppet, og selvom Coma var et nøk op fra Mirage, og selvom jeg igen helt grundlæggende elsker Gaerea, så er min kærlighed samt fascination slet ikke så stærk længere, som den har været – for alting ruster også.