Korpsånd og Gabestok
Her på Heavymetal.dk plejer det at være Kent S. Lillelund, der anmelder Gabestok, og jeg vil vove den påstand, at ingen i kongeriget forstår dem bedre. Men her på festivalens sidste dag går Kent uvægerligt rundt med et tomt blik i øjnene, ude af stand til at huske sit eget navn, og da slet ikke skrive en anmeldelse. Der måtte altså andre kræfter til. Gabestok er en duo, der er udsprunget fra den københavnske Korpsånd-cirkel, og det er en gruppering, der hovedsageligt fokuserer på punket black metal. Gabestok er vokset ud af den samme beskidte beton, selvom de især på deres seneste album, Alle dør i fremtiden, tydeligvis også elsker god gammeldaws garage-hævi. De er med andre ord et band, der nærmest skriger ’Gehenna’ på Copenhell, og vupti, nu stod de her så.
Hverken det ene eller det andet
Apropos skriger, så startede turen i gabestokken med ”Træk Stikket”, der indeholdt så meget 80’er-heavyhyl, at man har forsanger Fleetwood Asp mistænkt for at ville tage kronen fra King Diamond. På studieversionen er skrigene hele tiden lige på nippet til at kamme over, selvom de sjældent gør det. Med andre ord: De lyder præcis, som de skal. Men selvom duoen blandt andet havde fået kompetent hjælp fra to af vennerne i Slægt og Kamp, var skrigene nu mere pinefulde end underholdende at lægge øregange til. Ærgerligt, for de særegne skift mellem den rå, punkede blackvokalstil og de lyse King Diamond-skrig er en meget stor del af fascinationen ved Gabestok.
’Episk garagerock har aldrig lydt bedre’, skrev vi om Alle dør i fremtiden, men selvom duoen var blevet udvidet med to ekstra guitarer og sågar saxofon på et par numre, så havde de svært ved at overføre det episke til Gehenna-scenen. Det lykkedes heller ikke rigtigt at holde fast i garagedelen. Koncerten udviklede sig derfor til en flad mellemvareting, der hverken var det ene eller det andet. Efter 3-4 sange var det ’slut med Clarence Clemons’, som Asp formulerede det. Ærgerligt, for saxofonen var et herligt indslag i en koncert, som ellers hverken var så kaotisk, rebelsk eller punket, som man kunne have håbet.
’Alting ender galt’, sang Asp, da gruppen var i gang med at spille alle numrene fra ’den nye’ – det vil sige Alle dør i fremtiden. Helt så galt gik det trods alt ikke, selvom selveste Moses næppe kunne have anført en større udvandring end den, vi var vidner til fra Gehenna mod Helviti, hvor Slipknot jo snart skulle spille. Der var med andre ord en fornuftig forklaring på migrationen, men helt uden skyld var Gabestok jo altså ikke, for de lykkedes aldrig med at overføre deres specielle energi fra udgivelserne til scenen.
Af undergrunden er du kommet …
Indtil videre må man konkludere, at Gabestok stadig hører til i undergrunden, hvor de absolut også har deres berettigelse. Efter den tvivlsomme fornøjelse, det var at opleve Kim Draculas bud på metallens fremtid et par timer tidligere, havde jeg håbet, at københavnernes ret specielle cocktail ville vise en alternativ vej. Det er for tidligt endnu at afvise, at fremtiden tilhører Gabestok og den rute, de har taget, men denne på metallens vegne så bekymrede skribent blev ikke overbevist i denne omgang.
