De er skøre, de gallere
Der findes få bands som Eluvetie, der kan få mig til at overfalde Google Translate, Wikipedia samt obskure hjemmesider omhandlende gæliske myter og folklore, men ingen har jo sagt, at det skulle være nemt at være anmelder! Det er to år siden, de udgav deres forrige album, men da det var et akustisk album, er det måske mere fair at sige, det er fem år siden, de sidst udgav et ”klassisk” Eluveitie-album. Bandet har selv udtalt, at Ategnatos er deres stærkeste album til dato, hvilket er noget af et postulat, når man gennemgår deres diskografi. Men lad os da dykke ned i en verden af myter, grønne skove og sneklædte bjergtoppe for at finde ud af, om det nu er rigtigt!
Fokus!
Fra første sekund står det klart, at Ategnatos er helt klassisk folk-melodeath-Eluveitie, som vi kender og elsker dem. Det er storladent, det er bombastisk, det er melodisk og smukt samt fyldt med alverdens herlige instrumenter – personligt bliver jeg altid i godt humør, når jeg hører en hurdygurdy. Da jeg sad med deres sidste udgivelse, Evocation II – Pantheon skrev jeg, at man savnede deres klassiske lyd. Men først nu, hvor jeg sidder med Ategnatos i ørene, går det for alvor op for mig, hvor meget man egentligt savnede den lyd. Faktisk var jeg en kende skeptisk på baggrund af Evocation II, men alt hvad jeg havde af skepsis blev skyllet væk som af en gælisk syndflod.
Nogle gange sidder man med et album, hvor man godt kan både mærke og høre, at musikerne selv har haft svært ved at stå inde for produktet, og at det derfor er en lidt tam affære. Det stik modsatte er tilfældet med Ategnatos, for her er der tale om stolthed og integritet. Man kan virkelig fornemme, at samtlige ni medlemmer af bandet er pavestolte af dette album, og at de virkeligt har gjort deres ypperste for at skabe et ambitiøst mesterværk.
Eluvietie er ikke et band, der gør noget halvt, hvilket man da også kan se på det faktum, at albummet har 16 sange og varer præcis en hel klokketime. Men selvom der er tale om 16 numre, så er det altså også en bred pallette af musik, som vi bliver tilbudt! Vi får alt fra klassisk headbanger-venlig melodød, over lejrbålssange og hyggelige små fløjtesoloer til super groovy guitarsoli – nå ja, og så har Rhandy Blythe også været forbi for at levere lidt spoken word!
Dermed bliver der også stillet krav til lytteren. Albummet forlanger og kræver din fulde koncentration, og måske også, at du har adgang til en gælisk-dansk ordbog samt et opslagsværk over keltisk mytologi.
Et Mesterværk
Albummets titel Ategnatos er gælisk for genfødsel, og albummet er virkelig en genfødsel af den klassiske Eluveitie-lyd. Frontmand Chrigel Glanzmann kaldte det selv for deres stærkeste album til dato, og jeg kunne ikke være mere enig, for der er ikke én finger at sætte på albummet – det er mesterligt og uden fejl og mangler. Nu er jeg ikke indehaver af en krystalkugle, men jeg kunne snildt forestille mig, at Ategnatos gik hen og blev årets album.