Fear of Domination  - Atlas

Atlas

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Industrial metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

​​​​​​​Er du til melodisk død og industriel metal? Så er Atlas lige et album for dig

Fear of Domination leverer endnu et stærkt album

Finske Fear of Domination er tilbage med deres 4. studiealbum, Atlas, der skal følge op på albummet fra 2014, Distorted Delusions. Bandet har endnu en gang leveret et stærkt album med deres unikke blanding af melodisk død og industriel metal. Der er smurt tykke lag af synthesizer på de enkelte sange, men ikke mere end at de formår at beholde tyngden og den knusende kraft, man forventer af et miks af de to genrer.

Atlas udvikler sig i løbet af de 10 sange

Albummet ligger fra land med sangene ”Misery” og ”Divided” – de to sange hænger nemlig sammen. Hvor ”Misery” lyder som et nummer, HIM har lavet, bliver det mere genkendeligt i ”Divided”, hvor bandet får tilsat deres vanlige industrielle stil. Desværre har de ikke den nerve og tyngde, som man kunne forvente. Men det ændres der heldigvis hurtigt ved på tredje nummer, ”Primordial”, der er et hektisk og hurtigt nummer, som har en uhyre iørefaldende synthesizerlinje og kraftfuldt leveret vokal på toppen af en vidunderlig tung mur af instrumenterne. Albummet skrider stødt fremad herfra, og det efterfølgende nummer, ”Colossus”, fortsætter, hvor ”Primordial” sluttede. Senere leveres ”Carnival Apocalypse”, der er endnu et hårdtslående nummer, der bliver hængende i ens hoved længe efter.

Men på Atlas er der mere end de tempofyldte sange at komme efter, og ét af højdepunkterne finder man i titelnummeret, ”Atlas”, der afviger fra normen i bandets sangkatalog. Her viser bandet en mere melodisk tilgang til musikken med et langsommere tempo og en mere alsidig vokallevering, der går fra nogle højfrekvente hvin til Saku Solins brølende rene stemme og selvfølgelig hans "standard-skrig”, som altid leveres med en kraft og dybde.

Den energi, bandet kommer med, gør det umuligt ikke at head-bange med til rytmerne. Uden synthesizer ville alt lyde tørt og livløst. Guitarerne ligger som ofte i et sekundært lag i forhold til synthesizerne. Med et simpelt monotont riff følger de verset, som går over i power-akkorder i omkvædene.

Men tager man soloen i ”El Toro”, så viser de, at guitarerne sagtens kan stå for sig selv, og hvis jeg endelig skal kritisere noget på albummet, så er det, at der ikke bliver givet mere plads til dem i løbet af pladens ti sange.

Et lille band med en stor fremtid de skal bare lige opdages først

Med sin intense, actionfyldte, tordnende tunge og alligevel smukke melodiske kraft, slår Fear of Domination fast, at de vil frem i verden. Det er ikke hele albummet, der er lige fængende, men på trods af det, så er Atlas endnu et stærkt udspil fra det finske band, og det belønnes med 8 kranier. For det viser et band, der bare bliver bedre og bedre. Så er du frisk på at opdage et nyt band, så kan Fear of Domination klart anbefales.

 

Tracklist

  1. Misery
  2. Divided
  3. Primordial
  4. Colossus
  5. El Toro
  6. Carnival Apocalypse
  7. Messiah
  8. Adrenaline
  9. Atlas
  10. Final Transmission
Metalvinyl

Tilføj kommentar