Exodus - Shovel Headed Tour Machine

Shovel Headed Tour Machine

/ Warner Music Group · Udkom

Type:DVD
Genrer:Thrash metal, Speed metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hvis du er ægte thrashmetal fan, er der simpelthen ingen vej udenom Exodus nye pakkeudgivelse Shovel Headed Tour Machine. Min gode kollega, Mr. Body, har allerede anmeldt live cd’en, som hører med til pakken, så min anmeldelse kommer mest til at handle om dvd-delen, der består af to dvd’er. Dvd 1 indeholder den fremragende livekoncert fra Wacken Open Air festivalen i 2008. Kvaliteten på optagelserne er generelt høj og jeg er enig i, at lyden er den karakteristiske rå og specielle Wacken-lyd. Det passer fantastisk godt til et band som Exodus, hvor lyden helst skal være både rå og energisk. Setlisten holder også ét hundrede procent. Især er det fedt, at bandet spiller så mange af deres gamle numre (A Lesson In Violence, Bonded by Blood, Strike of the Beast og Piranha) fra Bonded by Blood albummet, som er et mesterværk indenfor genren. Jeg savner dog personligt et nummer som And Then There Were None fra selvsamme album, men man kan jo ikke få det hele. Til gengæld er der masser af fede numre fra bandets nyere plader, hvor især Shovel Headed Kill Machine og Tempo of the Damned er fint repræsenteret. Dvd 2 indeholder en unik dokumentar om bandet, samt en masse spændende ekstramateriale. Exodus var jo nogle af pionererne indenfor Bay Area Thrash scenen, og netop Bonded by Blood kunne have været den allerførste Bay Area thrash udgivelse (pladen blev indspillet i 1984), hvis ikke det var fordi udgivelsen blev forsinket med et år pga. en strid med pladeselskabet. Det oprindelige Exodus line-up talte guitarist Kirk Hammett, som jo relativt hurtigt skiftede til konkurrenterne fra Metallica, da han fik chancen efter Dave Mustaine. Hammets afsked har dog ikke påvirket bandet synderligt, da de resterende bandmedlemmer alle er pissedygtige til det de laver. Bl.a. går trommeslageren Tom Hunting for at være en af de mest præcise til at ramme taktslagene indenfor genren. Hele Exodus historie bliver således godt og grundigt opridset på den fremragende dokumentar, Assorted Atrocities, som både følger bandet med på tour, i studiet og i en række sjove momenter fra hverdagen. Det er der kommet en masse spændende historier ud af. Blandt andet fortæller leadguitarist Gary Holt historien om bandets tidligere forsanger Poul N. Baloffs død i 2001. Exodus var det tætteste Baloff havde på en familie, og da han fik en blodprop i hjernen, valgte bandet at slukke for respiratoren præcis kl. 23.58 (two minutes to midnight) fordi Poul elskede netop den sang med Iron Maiden. Udover alle de mange anekdoter, ser man på dvd’en også en række humoristiske sekvenser, f.eks. med fans der grinende fortæller om, at de lige har brækket armene under et stagedive, eller de såkaldte "non metal moments", hvor bandmedlemmerne bl.a. bliver fanget af kameralinsen, mens de er ved at rede hår og bruge hårlak for at få håret til at sidde inden koncerten. I det hele taget er Assorted Atrocities et meget personligt og vedkommende portræt af et af de største thrashmetal bands igennem tiderne. At pakken så også indeholder livekoncerten fra Wacken, en række ekstra koncertoptagelser, musikvideoer, gamle interviews osv. gør bare det hele meget, meget federe. Jeg er meget imponeret over kvaliteten af Shovel Headed Tour Machine og vil klart anbefale pakken til alle jer, som elsker god gammeldags thrash. God fornøjelse!